Christian Mølsted i Marstrand.
Christian Mølsted i Marstrand.
Lokalhistorisk tema:

Kærestebreve med potentiale – del 3

Maleren Christian Mølsteds breve til sin forlovede Thea

Dragør Nyt vil i samarbejde med Museum Amager i løbet af sommeren fortælle historien om den første del af Christian Mølsteds karriere som maler gennem breve til hans forlovede, Ingine Dorothea Svendsen – kaldt Thea.

Artiklen er skrevet af Tina Høegh Nielsen, og den var en del af Museum Amagers forskningsantologi fra 2018.

De foregående dele af beretningen kan læses i de seneste ugers Dragør Nyt og på www.dragoer-nyt.dk

Det sidste afsnit vil kunne læses i næste uges Dragør Nyt.

Jens Eyberts Stue. Ikke langt fra Mølsteds hjem i Bleger­stræde lå huset, som tidligere havde været bolig for skipper Jens Eybert. Mølsted har gengivet det stærke sollys, som trænger ind igennem de små ruder og danner mønster på gulvet og på gardinet for alkoven. Malerier som dette er eksempler på, at Christian Mølsted på trods af sin modstand mod de nye, »franske« metoder inden for malerkunsten alligevel lader sig inspirere af impressionisternes skildringer af sollysets effekt på omgivelserne og farverne i rummet. Tilhører Museum Amager. Foto: Dirch Jansen.
Jens Eyberts Stue. Ikke langt fra Mølsteds hjem i Bleger­stræde lå huset, som tidligere havde været bolig for skipper Jens Eybert. Mølsted har gengivet det stærke sollys, som trænger ind igennem de små ruder og danner mønster på gulvet og på gardinet for alkoven. Malerier som dette er eksempler på, at Christian Mølsted på trods af sin modstand mod de nye, »franske« metoder inden for malerkunsten alligevel lader sig inspirere af impressionisternes skildringer af sollysets effekt på omgivelserne og farverne i rummet. Tilhører Museum Amager. Foto: Dirch Jansen.

Mølsted og samtidskunsten

Christian Mølsted er, som tidligere nævnt, hovedsagelig kendt af sin eftertid som marinemaler og skildrer af vigtige historiske begivenheder. Dermed er det nærliggende at placere ham som tilhørende »den gamle skole« i kunstverdenen.

I hans breve til Thea ses jævnligt kommentarer til den aktuelle kunstdebat og de brydninger, der prægede datidens kunstneriske miljø.

Da Christian Mølsted i 1885 var ung, nyudklækket kunstmaler, var der allerede røre i den hjemlige kunst-andedam. Mange kunstnere, studerende og endda nogle lærere ved Kunstakademiet mente, at undervisningen dér var for gammeldags og ikke var i trit med de nye strømninger fra udlandet.

Oprøret førte til dannelsen af »De Frie Kunstskoler« og »Den Frie Udstilling«, efter forbillede fra bl.a. Frankrig.

Georg Brandes (1842–1927) holdt allerede i 1870’erne nogle velbesøgte foredrag på universitetet om nødvendigheden af at lukke op mod udlandet – og tage de nye kunstneriske og litterære strømninger ind.

Det var et opgør med historiemaleriet og det religiøse maleri. Modernismen, den nye kunstart som opstod, ville skildre sociale forskelle og naturen, som den var.

Mølsted kommenterede i nogle tilfælde i brevene det, som fandt sted i kunstens verden. Generelt afholdt han sig dog fra at udtrykke meget kategoriske synspunkter. Det er, som om han foretrækker at stå på sidelinjen og overskue debatten derfra. Men enkelte gange lader han sig rive med. Som da han i følgeskab med et par kolleger besøgte en udstilling i Valby:

» [...] Søndags havde jeg ogsaa en rar Dag, – jeg og Nielsen som Du kjender, og en anden Maler til, bleve enige om at tage en Udflugt til Ny-Carlsberg (½ Mils Vei fra Kjøbenhavn) for at se det derværende Glyptotec, det er en privat Kunstsamling som tilhøre Brygger Jacobsen og som har en særskilt indretted Bygning til, af privat Samling at være er der vel næppe Mage til den i Værden, der er Kunstsager som beløber sig til Milioner. Der var Kunst, som man næppe skulde tro vare gjorte af Menneskelige Hænder, særlig var der nogle Billedhuggerarbeider af nyere Franske Mestere, det er noget man aldrig glemmer, – staar man overfor et saadan Arbeide saa føler man sig saa usigelig ringe, ja det var ligesom om man stod overfor Gud selv af en saadan hellig Følelse bliver man betagen. Det blev jeg da, og jeg troer alle de andre som vare tilstede bleve det. Men hvem der ogsaa kan lave saadan Noget, maa jo være en Halvgud. [...] «

Måske citatet herover forklarer, hvorfor Mølsted selv kun udførte een eneste skulptur.

Som maler stod Mølsted mest i gæld til de klassisk uddannede kunstnere. Dem, som var uddannet efter C. W. Eckersbergs principper om at linjerne, perspektivet, var det vigtigste element i malerkunsten. Farverne var underordnede.

Carl Bloch (1834–90) var af denne skole og var Mølsteds lærer det sidste år på Akademiet. Bloch døde i marts 1890 og hans elev skrev om læreren, at han var »Danmarks største Maler«. Specielt var Mølsted betaget af de religiøse billeder.

» [...] Han havde de store deilige Syner som ikke er givet mange at se, og han gjengav dem for at glæde sine Medmennesker derved; for at forædle dem, og gjøre dem seende. [...] «

Alle Mølsteds lærere arbejdede efter den traditionelle »Eckersbergske metode«. Men han søgte også råd om sine værker hos en, som stod med et ben i hver lejr.

Kristian Zahrtmann (1843–1917) brød sig ikke om de nye franske vinde inden for maleriet, han foretrak den italienske renæssancekunst, men blev alligevel en højt skattet lærer på »De Frie Kunstskoler«. Ligesom Mølsted foretrak Zahrtmann at lade sig inspirere af både det traditionelle maleri og det moderne.

I 1891 skrev Mølsted om et af sine værker, formentlig et motiv fra svenskekrigene »Peter Bredals skibe ises ud af Nyborg Fjord 1658«:

»Maleren Zartmann var inde hos mig at se paa det, og han syntes ogsaa godt om det og sagde at det var godt malet.« 

Zahrtmann nævnes også i et par andre breve og hører tilsyneladende til Mølsteds bekendtskabskreds. Måske har han taget den unge maler under sine vinger, som han gjorde med mange af sine elever fra klasserne på »De Frie Kunstskoler«.

En enkelt gang deltog de i det samme aftenselskab. Mølsted brød sig ikke om at danse og var glad for, at det samme gjaldt Zahrtmann »for saa har jeg da Nogen at holde mig til.«

Da Mølsted fik et billede kasseret til en udstilling, var det også Zahrtmann, som trøstede med, at han syntes, det var »et kjøndt Billede«. I dette tilfælde var det kun et enkelt ud af fire billeder, som blev kasseret.

Hen over årene, som brevene dækker, kan man se, at det mest er i de tidlige år, Mølsted tager sig det nær, når tommelfingrene vendtes nedad for hans billeder.

Han solgte billeder på udstillinger, men havde også mange bestillinger.

Selv om hans karriere tog fart i de årtier, hvor den danske kunstscene var i en brydningstid, havde Mølsted god succes med sit arbejde. Han var værdsat, også i de kredse, hvor det købedygtige publikum var, og hans malerier solgte godt især i de maritime kredse af befolkningen.

I Dragør blev han efterhånden én af byens bedste skatteydere. Christian Mølsted havde i sine mest produktive år en indkomst, som placerede ham på sjettepladsen blandt kommunens borgere.

Han kom ikke sovende til den succes, som han trods alt også begyndte at få i disse år. Han har heller ikke kendt til den bagside, som kan følge kunstnerens erhverv.

Mølsteds første lærere i kunstfaget var amatørmalere, som formentlig ikke bekymrede sig om at male om igen og igen. Han spurgte ældre kunstmalere, som de tidligere nævnte Kristian Zahrtmann og Carl Bloch, til råds nu og da. Men en vedvarende mentor eller vejleder har han ikke haft.

Dampende Strande. Olie på lærred. Tilhører Museum Amager. Foto: Dirch Jansen.
Dampende Strande. Olie på lærred. Tilhører Museum Amager. Foto: Dirch Jansen.

Mølsted på udstilling

Christian Mølsted fandt som nævnt en del af kunderne til sine værker gennem sin mæcen, Næser, og ved sin deltagelse i det københavnske selskabsliv. Han levede godt af bestillingsarbejderne, som var resultatet af de direkte og personlige kontakter både til hovedstadens og til Dragørs borgerskab.

En anden måde at sælge malerier på var at få dem optaget på en udstilling. Mølsted deltog indtil sin død i Charlottenborgs udstillinger, hvor man viste den traditionelle og etablerede kunst.

Han kunne have valgt at slutte sig til »Den Frie Udstilling«, da den startede i 1891. Men det gjorde han ikke. Han holdt sig på afstand.

Det oprør mod det etablerede system, som udstillingen repræsenterede, var ikke hans kop te.

Et par steder i brevene får den nye udstilling et par ord med på vejen. Lidt overraskende så Mølsted den nye udstilling som en fordel, her i et brev, hvor han omtaler Charlottenborgs Forårsudstilling:

» [...] Der er en Del af de moderne radikale Kunstnere som ikke vil udstille paa Foraarsudstillingen i Aar; men har sluttet dem samme til en særskilt Udstilling, som Oposition mod den gamle; saa i Aar bliver der bedre Plads? [...] «

Et par uger senere kunne han dog ikke dy sig for at se, hvad de radikale kolleger havde hængt op:

» [...] Og Langfredag var jeg i Kirke – men ellers ingen Steder de to Dage – det var saa daarligt Veir. Om Lørdagen til Kjøbenhavn, men oplevede ikke noget særligt; uden at jeg var ude paa den saakaldte frie Udstilling – (den Du ved, at de Kunstnere som har sluttet dem sammen) – der var en Del daarlige og underlige Ting, men og en Del rigtig gode; naar vi ses kan jeg jo fortælle Dig lidt om dem. [...] «

Så Mølsted udstillingen, fordi vejret var for dårligt til andet den dag, eller var han bare nysgerrig? Det let syrlige ordvalg angiver hans skjulte modvilje mod oprørerne, som laver om på den gældende orden i kunstverdenen.

I begge de ovennævnte breve bliver udstillingen også kun nævnt i de her citerede, få, korte bemærkninger.

Lidt senere hen på sommeren får vi lidt mere at vide om hans syn på en af oprørerne, P. S. Krøyer (1851–1909). Man kan forstå, at Thea har mødt Krøyer og frue i Lønstrup:

» [...] Tænk! At Krøier og Kone er kommen til Lønstrup og vil bo der – jo han kan nok finde noget at male, hvor det saa er – og hun maler jo og-saa. – Tænk! At han dog syntes om de Portraiter jeg har malet, – han sætter vist ellers ikke megen Pris paa min Kunstretning, han er paa Spidsen af de Moderne, og den dygtigste, – og jeg har jo hellerikke gaaet paa hans Skole, – og derfor er jeg jo ikke en af hans Retning, – og det kan han vist ikke lide – dog det ved jeg jo ikke, jeg kjender ham ikke personlig; og staar jo ogsaa langt under ham, han er en meget stor og berømt Maler, – men Block [her menes maleren Carl Bloch] var større som Kunstner – ved sit sjælelige indhold i sine Billeder, – hvilket Krøier som oftest mangler i sine – Krøier er vist en rar Mand, en nydelig Kone har han, og hun er maaske ogsaa rar, hun ser da rar ud, – Mon Du kommer til at tale med dem? [...] «

Der er både lidt nysgerrighed og lidt misundelse at læse mellem linjerne til Thea. Og en antydning af, at Mølsted fandt Krøyers kunst lidt for letbenet og overfladisk.

Mølsted anerkendte dog Krøyers berømmelse, som satte hans egen evige stræben efter at blive accepteret som kunstner i perspektiv. Citatet understreger, at Mølsted udviser nysgerrighed og anerkendelse over for den nye retning inden for kunsten, den Krøyer repræsenterer.

Mølsted bekender sig dog samtidig også til Blochs stil, som bygger på malerkunstens ældre traditioner, omend influeret af modernismen.

På trods af, at de to retninger i kunsten på papiret stod i opposition til hinanden, befandt mange malere af Mølsteds generation sig et sted midt imellem. Deres kunst har været en slags »cross-over« mellem det nye og det gamle.

I realiteten var samtidens kunst ikke hverken sort eller hvid.

Ud over det var der også mulighed for at sælge på udstillinger i andre lande, som f.eks. Sverige og Tyskland, hvilket Mølsted også gjorde.

Fødselsdagsbrev til Thea. Dateret 28. februar 1888. Brevet er smukt prydet med rosenknopper og et lille vers. Resten af brevet er dog knap så optimistisk. Maleren havde nemlig fået kasseret et billede til en udstilling. Teksten starter derfor med den fødselsdagshilsen, som er anledningen til, at der medfølger den smukke forside. Derefter må læseren (Thea) lægge øre til en meget bedrøvet kunstner. Museum Amager. Foto: Dirch Jansen.
Fødselsdagsbrev til Thea. Dateret 28. februar 1888. Brevet er smukt prydet med rosenknopper og et lille vers. Resten af brevet er dog knap så optimistisk. Maleren havde nemlig fået kasseret et billede til en udstilling. Teksten starter derfor med den fødselsdagshilsen, som er anledningen til, at der medfølger den smukke forside. Derefter må læseren (Thea) lægge øre til en meget bedrøvet kunstner. Museum Amager. Foto: Dirch Jansen.

Mølsted og de moderne

Omtalen af Krøyer i Mølsteds breve kan vi betragte som centralt i forståelsen af Mølsteds position i forhold til de sene 1800-tals brydninger i kunstverdenen.

Der var dog også andre samtidskunstnere, som blev nævnt i brevene med færre forbehold, end Krøyer. Maleren Carl Wentorf (1863–1914) nævnes i flere breve i venlige vendinger. Umiddelbart efter den lange kommentar om Krøyer fulgte oplysning om, at Wentorf, som fandt flere motiver til sine billeder i Dragør, var ankommet og opsøgte Mølsted i hjemmet:

» [...] – Maleren Ventorf kommer af og til hen hos mig, det er et rigtigt rart Menneske, naturlig og ligefrem; hans Kone har jeg ikke set endnu hun er ikke rigtig rask. – Han vilde gjerne blive boende herude, men Konen skal have en Lille, og da de har Lejlighed i Kjøbenhavn, saa vil de dog flytte derind til Vinter, men kommer saa herud igjen til Foraaret, og bliver her maaske for længere Tid, da de ønsker Fred og Ro, og her er meget for ham at male. [...] «

Wentorf var på samme måde som Mølsted en af de kunstnere, som smertefrit bevægede sig mellem det traditionelle og det moderne maleri. Han var akademiuddannet (samtidig med Mølsted) men også påvirket af impressionismen. Både han og Mølsted bevægede sig inden for central-perspektivets rammer i deres kunst, men hos dem begge aner man lån fra impressionismen i penselsstrøgene og i farvebrugen.

Vilhelm Arnesen (1865–1948) var marinemaler, som Mølsted selv. De havde også familietilknytningen til Dragør tilfælles, idet Arnesens familie ejede »Blå Hane«, et hus i byen.

Mølsted fortæller om et besøg af Arnesen, som fik lejlighed til at se et maleri på Mølsteds staffeli. Det skulle være færdigt til en snarlig udstilling, og Arnesen var »helt begeistret for billedet«. Det fremgår ikke præcis, hvad det var for et værk, Arnesen så. Kun nævner Mølsted, at det var et historisk billede. Altså et af hans motiver af berømte danske søslag.

Vilhelm Arnesen var i lidt mindre grad, end Mølsted og Wentorf, påvirket af de nye strømninger i kunsten.

I 1880 blev landskabs- og figurmaleren Niels Pedersen Mols (1859–1921) optaget som elev på Kunstakademiet. Samme år som Christian Mølsted.

De kom begge fra fattige hjem, Mols var barn af et husmandshjem, og Mølsted fiskersøn. De holdt begge af at male på den jyske vestkyst, og deres tid på Akademiet var sammenfaldende. Mølsted skriver da også:

» [...] Jeg kjender godt Pedersen Mols – vi har gaaet sammen paa Akademiet, han er meget dygtig, har Du talt med ham, ved han hvem Du er? – og sikke mange Fremmede i Lønstrup i Aar, her er ogsaa en Masse i Dragør, flere end nogensinde tidligere. [...] «

Nogle dage senere spurgte Mølsted videre:

» [...] Hvad hedder den Ven som Mols har hos sig? – hedder han Skonning? Thi saa kjender jeg ham (han er vist noget i Ministeriet) han er min Gjenbo i Kjøbenhavn – han er fra samme Egn som Mols - Skanderborgegnen – Mols bor næsten altid i Jylland, han kan ikke lide Kjøbenhavn. – Hvad maler han i Lønstrup? – Hvis han kommer, at hilse paa Dig saa maa Du endelig hilse ham fra mig, han er et meget rart og elskværdigt Menneske – [...] «

Det var på den tid af året, Mølsted tidligere havde været i Lønstrup for at male. Han vidste, at der var gode motiver for en maler. N. P. Mols kom også i de følgende år til egnen.

Skagen havde endnu ikke patent på at være malernes samlingssted i det nordjyske.

Citatet ovenfor viser, at Mølsted samtidig med, at han dyrkede marine- og historiemaleriet, også havde en lyst til at male i naturen.

Bloch var hans forbillede, når det gjaldt skildringen af de historiske scener. Men Mølsted lod sig i sine friluftsmalerier inspirere af impressionisternes interesse for lysvirkninger. Det ses f.eks. i de mange værker med fiskerbåde, der går ud fra Dragør i solnedgang og solopgang.

Det er dog, i betragtning af at kærestebrevene dækker en periode på omkring seks år, forbløffende få af Mølsteds samtidige kolleger, som omtales. Ligeså ofte omtaler han bekendte fra hjembyen, som ikke har noget som helst med kunst at gøre.

En bestemt kollega savner man i persongalleriet. Den lidt ældre kunstmaler Viggo Johansen (1851–1935). Johansens mor var fra Dragør, og han selv kom der fra barneårene og livet ud.

Der findes mange billeder fra Viggo Johansens hånd med motiver fra Dragør, også fra Mølsteds forlovelsesperiode, dog ingen marinemalerier.

De må have mødtes med mellemrum, om ikke i Dragør så ved udstillingsåbninger i København. Men i Mølsteds breve findes Viggo Johansen ikke.

Uanset nysgerrighed over for den moderne del af kunstverdenen har Mølsted måske betragtet Viggo Johansen som en kollega, der i for høj grad efter hans smag sluttede sig til kredsen omkring
Krøyer og andre af »de Moderne« malere.

I hvert fald tyder fraværet af omtaler af Viggo Johansen i brevmaterialet på, at Mølsted ikke har betragtet ham som en ligemand på det kunstneriske plan – uanset, at de ikke har kunnet undgå at møde hinanden i den ganske lille by, som Dragør var på det tidspunkt.

For en ung maler som Mølsted har det givetvis ikke været let at finde sit kunstneriske ståsted i de sidste tiår af 1800-tallet, hvor flere og flere gjorde op med det guldaldermaleri, som fra Eckersbergs tid havde domineret den danske kunstscene.

I brevene til Thea lader Mølsted indimellem sine holdninger til den moderne retning komme til udtryk, men lader dog ikke nogen tvivl tilbage om, at han står fast på den traditionelle stil. Hans begejstrede omtale af et selskab hos frøken Bornemann, hvor værtinden havde opstillet et nyligt indkøbt Mølsted-maleri af Børskanalen frem på et staffeli »iøjnefaldende for enhvær; der blev da ogsaa set meget paa det, jeg hørte iforbigaaende mange rosende Bemærkninger om der ...«

Der var nok nogle, som f.eks. brygger Carl Jacobsen (1842–1914), der købte de nye franske impressionisters billeder. Men mange andre foretrak det velkendte inden for kunsten. I denne forbindelse repræsenterede Mølsteds stil det sikre. Der var endnu i det sene 1800-tal plads til en kunstner, som på lærredet kunne skildre de store militære sejre og fejre den nationale stolthed og ånd, som de var et resultat af.

Alligevel sneg der sig inspiration fra både impressionisterne og symbolisterne ind i hans kunst. I nogle tilfælde kan man genkende impressionisternes korte penselsstrøg og i andre tilfælde se motiver i slægt med symbolisternes, som eksempelvis Dampende Strande.

Nok kan man altså placere Christian Mølsted på den traditionelle fløj, men upåvirket af det moderne maleri var han ikke.

Tina Høegh Nielsens fortælling om Christian Mølsted afsluttes i næste uges Dragør Nyt.

»Kærestebreve med potentiale«
af Tina Høegh Nielsen blev udgivet i Museum Amagers forskningsantologi 1. Historiske nedslag. Amager fra middelalder til nutid.

Bogen, der i alt indeholder fem artikler, kan erhverves via Museum Amagers museums-butikker.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2020 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk