Lokalhistorisk tema:

Kærestebreve med potentiale – del 4

Maleren Christian Mølsteds breve til sin forlovede Thea

Dragør Nyt har i samarbejde med Museum Amager i løbet af sommeren fortalt historien om den første del af Christian Mølsteds karriere som maler gennem breve til hans forlovede, Ingine Dorothea Svendsen – kaldt Thea.

Artiklen er skrevet af Tina Høegh Nielsen, og den var en del af Museum Amagers forskningsantologi fra 2018.

Dette er sidste del af artiklen. De øvrige tre dele af beretningen kan læses i de seneste ugers Dragør Nyt og på www.dragoer-nyt.dk (Kærestebreve med potentiale – del 1, Kærestebreve med potentiale – del 2  og Kærestebreve med potentiale – del 3) 

Mølsted og det nationale

Fejringen af det nationale, det danske, strømmede ikke kun i malerkunsten i årene fra statsbankerotten og englandskrigene i 1800-tallets begyndelse. Det var også en folkestemning.

I Christian Mølsteds familie var man, som i andre danske familier, stadig præget af krigen i 1864. Vi får en fornemmelse af den københavnske befolknings nationale interesse og sindelag i et brev, Mølsted skrev til Thea i begyndelsen af februar 1887. Han havde da allerede fået logi hos familien Næser på Sankt Annæ Plads og blev ofte inviteret med ved middagsbordet. Også på aftener hvor husherren ikke selv var hjemme. Så spiste han med fruen og de ældste børn. Efter middagen denne aften gik turen i »Ekvipage med Kudsk og Tjener paa Bukken« til Dagmarteatret, hvor man med stor succes opførte »Landsoldaten«.

Stykket omhandlede krigen 1848–51. To brødre går hver sin vej i krigstjenesten. Den ene i dansk og den anden i tysk. Det var selvfølgelig den lidt naive danske Jens, som var på vinderholdet.

Over fire til fem tætskrevne sider fik Thea handlingen refereret i detaljer. Der var indlagte sange og morsomme scener. Stykket greb publikum stærkt:

» [...] Og hvilken Masse af Scener man saa bliver Vidne til, baade rørende og morsomme. Navnlig der hvor Tropperne skal udskibes fra Toldboden, hvilke Afskedsscener man faar at se, én siger Farvel til Fader og Moder, en anden til sin Søster eller Kjæreste, og maaske de aldrig faar ham at se mere! Jeg kom til at tænke at hvis det nu var at der blev Krig, og det var mig der sagde Farvel til Fader og Moder eller til Dig kjære, maaske for sidste Gang, ja jeg fik ligefrem Taarer i Øjnene, men det var ikke alene mig, der var mange andre af Tilskuerne paa hvem Taarerne ligefrem løb ned ad Ansigtet, baade Gamle og Unge, Mænd og Kvinder sad og græd. Og saa ved Slutningen af hvær Akt, saa udbrød der en Jubel og en Klappen som ingen Ende vilde tage, og Tæppet maatte gaa op en to tre Gange. Navnlig naar Jens sang en af de gamle Fædrelandssange, for eksempel »I gaar jeg fik min Trøie«, Ja hvilken Begeistring! [...] «

Lokalt i Dragør fik Mølsted i 1891 til opgave at lave dekorationerne til en »Forsvarsfest«, der havde til formål at samle penge ind til fejringen af den danske militære indsats i 1800-tallets (tabte) krige.

Han viser sjældent egentlig politiske holdninger i brevene. Men i omtalen af festen over for Thea skinner det igennem, at hans sympatier ikke lå hos »alle disse Vænstremænd, Socialister, Gudsfornægtere og hvad det nu alt sammen er for Noget (jeg skærer dem naturligvis ikke alle over en Kam) men mange af Dem, især de sidste har ingen Fædrelandskærlighed [...]«

Hans sympatier lå hos de konservative, dér hvor medlemmerne af hans kundekreds nok også havde deres sympatier. Hans vedvarende arbejde med historiske motiver siger det samme.

I én af hans skitsebøger fra disse år findes en beretning om et søslag. Nydeligt skrevet af fra en bog. Skitsebogen er lille og har kunnet medbringes, når Mølsted drog ud for at finde egnede »kulisser« til et maleri af søslaget.

Mange af Mølsteds illustrationer blev udført til Ole T. Eidem og Otto Lütkens storværk »Vor Sømagts Historie«, udgivet 1906. For ham hang interessen for den danske søkrigshistorie sammen med interessen for krigsskibene. Med til historien hører selvfølgelig også, at hans mor var skipperdatter, og faderen var vokset op i Nyboder og var uddannet skibstømrer på Holmen i København.

I samlingen af kærestebreve er der også tre breve skrevet efter giftermålet. De er sendt fra den svenske by Marstrand, hvor Mølsted var første gang i sommeren 1899 for at male skitser til malerier af »Tordenskjolds Landgang i Marstrand 1719«.

I et af dem kan man mærke begejstringen mellem linjerne, da han en morgen lukker vinduet op og ser nogle svenske orlogsskibe stå ind igennem sundet. Han når endda i de efterfølgende dage at lave et par skitser af skibene.

Mølsteds interesse og veneration for de nationale spørgsmål fik ham i 1901 til at melde sig ind i »Foreningen for National Kunst«, hvis formål ligefrem var at bekæmpe de nye strømninger, der kom fra udlandet. Han blev endda medlem af foreningens bestyrelse, og det er ikke tilfældigt, at foreningen i 1935 udgav en bog om Mølsted.

Mølsted og naturen

Selv når Mølsted malede de store søslagsbilleder, havde han brug for inspiration fra den fri natur.

Som marinemaler var Mølsted velbevandret i himmel og hav. Det er også det, man oftest ser eksempler på, når det handler om Mølsteds kunst. Men han løfter selv sløret for, at han har stor veneration for landskabsmotiver. Allerede i et brev fra 1886 skriver han:

» [...] Du ved jo at jeg tager ud til Ordrup to Gange om Ugen, og Du kan tro at det rigtignok ere nogle kærlige Toure for mig, jeg tager derud om Eftermiddagen, og naar jeg saa er færdig med at undervise den lille Næser, saa gaar jeg med Familien over paa Kammerherreindens Landsted og spiser til Middag, og der er al Tid Mange med. De fleste ere rigtignok Katolikker og de taler Fransk, og det more mig slætikke. – Men naar saa Middagen er forbi, saa forsvinder Christian Mølsted, saa gaar han ned til Ordrup Mose eller ind i Skoven, som vistnok er et af de smukkeste Steder i Danmark, og lader de andre pludre væk paa deres Fransk. Jeg driver saa gjerne lidt omkring i mine egene Betragtninger, eller ogsaa tegner jeg; og passer saa at være tilbage til Tetid. [...] «

På turen til Marstrand 1899 griber naturen dér ham også:

» [...] om Eftermiddagen og Aftenen er her bedst, jeg opdager stadig flere nye Motiver jo mere jeg lærer Omegnen at kjende og nu finder jeg mig ret godt tilrette med denne Natur, den er jo egentlig hellerikke saa ensartet som jeg straks fik Indtryk af, i Klippedalene voxer der mange slags Træer og Blomster og i selve Byen er der mange store Haver. [...] «

En uges tid senere fandt han endnu et fint landskab i det svenske, på Koøen ved Marstrand:

» [...] Omme paa den anden side Bjergene var den herligste Skov i en stor Dal, men det bedste var den storslaaede Udsigt man havde fra Bjergskrænterne ud over den storslaaede Vilde Bohuslænske Skærgaard, jeg synes ikke jeg nogensinde havde set noget saa storslaaet, ja det var en herlig Tour, jeg har nu været derude en Gang siden for at male lidt, men der bliver ikke Tid til at gjøre noget rigtigt ud af det denne Gang; det er ogsaa temmelig afsides. [...] «

Det skinner igennem i dette brev og andre af brevene, at begejstringen for naturen må vige for de motiver, Mølsted anser for at være bedre egnede til malerier. En enkelt gang hører vi om en kunde, som bestiller et motiv med et efterårslandskab, men Mølsteds landskabsmotiver blev formentlig oftest til for hans egen fornøjelses skyld. Og, som han nævner, så var fritiden sparsom.

Havet betød meget for Mølsted personligt og for hele byen Dragør. Der var stadig mange af dens indbyggere, som var sømænd eller havde anden tilknytning til søen.

Man var så småt gået over til dampskibe både til fragt og transport.

Kærestebrevenes forskningspotentiale

I den danske kunsthistoriske litteratur kan man få den opfattelse, at de fleste danske kunstnere i slutningen af 1800-tallet udstillede på Den Frie Udstilling. Men det var ikke sådan.

Lige så mange, om ikke flere, holdt sig på den velkendte kyst. Denne gruppe er der ikke skrevet så meget om.

Hvis man bare tager skagensmalerne som eksempel, er de hyppigt omtalt, både som gruppe og som enkelte kunstnere. Carl Bloch, Mølsteds lærer, er først i løbet af de sidste par årtier kommet ud af mølposen. Glemslen er til gengæld faldet over mange af de salonmalere, som Bloch og Mølsted hørte til.

Om Christian Mølsted er der i 1935 skrevet den mindre bog af Rikard Magnussen. Den er aldeles præget af at være udgivet af »Foreningen for National Kunst« og beskæftiger sig kun med Mølsteds virke som marine- og historiemaler. Siden da er der ikke udgivet noget, som sætter ham i kunsthistorisk perspektiv.

De efterladte breve er således et vigtigt supplement til den sparsomme litteratur om kunstneren. De medvirker til at kaste nyt lys over Mølsted, men kaster også et nyt lys på en tid, som oftest helt udelader salonmalerne i litteraturen.

Brevene tegner et billede af »den anden side« af det danske kunstliv. Den side vi ikke siden har hørt så meget om.

Brevene dækker en længere årrække og nogle vigtige år i kunstnerens liv. Der er tale om 45 kærestebreve. Mange af dem er meget lange og rummer et væld af forskellige oplysninger.

Ud over kærestebrevene findes der også en mindre samling breve til og fra Mølsted, nogle i Museum Amagers Mølstedsamling, andre i Dragør Lokalarkiv.

I denne artikel er kun nogle af brevene udnyttet, men de rummer et potentiale til yderligere forskning i kunstnerens liv og værk, ligesom de er en vigtig kilde til at belyse historien om hans hjemby, Dragør.

Fordelen ved at se byen med Mølsteds briller er, at han både er en del af dens daglige liv, men samtidig ser det hele lidt på afstand, fra København. Han meldte sig for eksempel ind i foreningen Dragørs Fremme, som ellers mest var sammensat af tilflyttere til byen. Foreningen havde til formål at gøre byen mere attraktiv for turister og beboere. Blandt andet skabte man Dragør Anlæg, og var aktiv i anlæggelsen af Amagerbanen, som gjorde adgangen til og fra hovedstaden nemmere.

København var også en slags hjemby for Mølsted. Hans beretninger om livet i København er de længste breve. Vi får mange oplysninger om forholdene imellem maler og kundekreds, og imellem maler og modeller. Mølsted var nemlig også i enkelte tilfælde portrætmaler. Ved at få et kig ind bag kulisserne får vi en mulighed for at studere borgerskabets levevis og normer.

Mølsteds breve kan bruges til at foretage nogle generelle betragtninger i en tidsbegrænset periode. En periode, hvor hovedstaden gik fra at være en provinshovedstad til at være en moderne metropol.

Endelig er rammen om brevene den kærlighedshistorie, som udspandt sig mellem de to. Den er selvfølgelig en kærlighedshistorie, som alle andre. Der er en spæd start, hvor begge går på listefødder for ikke at ødelægge noget. Der er en stigende grad af fortrolighed, som årene går. Og der er, når ægteskabet er lige op over, alle de praktiske spørgsmål om bolig, indretning, komfur o.s.v.

Det sidste brev i Museum Amagers samling af breve til Thea er skrevet på Diakonissestiftelsen få måneder før Christian Mølsteds død.