Mange kajakklubsmedlemmer mødte op for at indvie de nye redningsveste. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Mange kajakklubsmedlemmer mødte op for at indvie de nye redningsveste. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Fokus på foreningslivet i Dragør:

Kajakklubben Pilen

Kajakklubben Pilen kunne fejre 100-års-jubilæum i juni måned – men festen er udsat på grund af coronavirussen. Lidt fejring blev det dog til, idet TrygFonden har doneret nye, opdaterede redningsveste til roerne – og dem indviede klubbens medlemmer på vandet i sidste uge

Af Birgit Buddegård

Kajakklubben Pilen, der oprindelig hed kanoklubben Pilen, blev stiftet i 1920, og er dermed Danmarks tredjeældste kajakklub. Det er også en af landets mindste klubber, men dog den andenstørste i Dragør, som et medlem grinende konstaterer, med henvisning til Dragør Kajakklub.

Og klubben er i hvert fald en af dem med bedst beliggenhed, siger formand Erik Rasmussen, mens han kigger ud over havnen.

Kajakklubben Pilen er opkaldt efter havnens gamle redningsbåd, der havde slæbested på Nordre Mole, indtil klubben blev startet på stedet. 

En klub bliver til

I jubilæumsskriftet, der blev udgivet ved klubbens 75-årsjubilæum, causeres over klubbens tilblivelse, og der funderes over, at så lille en by som Dragør har to kajakklubber. Men der findes dog en god forklaring på Pilens start – og den skyldes en dame, der nok med datidens øjne i 1920 blev opfattet som lidt af en rebel. Navnet er Nellie Møller.

Dragør Kajakklub er landets første kajakklub, stiftet i 1916, men klubben optog kun mænd som medlemmer. 

Nellie Møller kom sammen med et medlem af Dragør Kajakklub, og da klubben afholdt et lotteri for at skaffe penge til et klubhus, købte Nellie Møller en masse lodder til 25 øre stykket. Præmien var en kajak – og Nellie Møller blev den heldige vinder. Nellie Møller, der var datter af lodsoldermanden, var altså ejer af en kajak, men kunne ikke blive medlem af kajakklubben, der altså ikke optog kvinder.

Heldigvis havde hendes far råderet over et gammelt skur, der var opbevaringssted for bjergningsbåden Pilen på Nordre Mole, og her kom Nellie Møllers kajak til at ligge. 

Dragør Kajakklub kom i de følgende år flere gange til at drøfte optagelse af kvinder, men først i 1919 skete det – med Nellie Møller som første kvindelige medlem. Alligevel var hun ikke helt tilfreds – af jubilæumsskriftet fremgår det, at hun i et interview med BT den 6. juli 1922 udtalte, at: »Der gærede altid en trang i mig til selv at starte noget, og da Drag-ør Kajakklub blev større og større, udmeldte jeg mig og meddelte bestyrelsen, at jeg selv ville starte en klub.«

Og det havde hun altså gjort to år forinden interviewet, og Kajakklubben Pilen holder til på samme sted den dag i dag. 

Det gamle »hjemmestrikkede« klubhus blev dog revet ned i 1976 og et nyt – tegnet af Svend-Erik Pedersen – opført.

Formanden for Kajakklubben Pilen, Erik Rasmussen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Formanden for Kajakklubben Pilen, Erik Rasmussen. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Stærkt fællesskab

Kajakklubben Pilen har i dag omkring 100 medlemmer, og klubben har et stærkt fællesskab, fortæller formanden. Huset er klubbens, og medlemmerne restaurerer og vedligeholder det selv. Og der er altid kaffe og te i skabet.

Medlemmerne kan selv vælge kajak i bådeskuret – når man har bestået alle prøver for at måtte komme på vandet, udlereres der nøgle, og man kan komme, så ofte man vil. Der er også søndagsroning, hvor de mindre erfarne kan få bistand fra erfarne roere. Kajakklubben Pilen optager ikke børnemedlemmer, men forældrene må gerne tage deres børn med – så har forældrene selv ansvaret. 

Kajakklubben Pilen har et godt samarbejde med Dragør Kajakklub. De arrangerer fællesroning og inviterer hinanden med på ture. Normalt gennemføres tre ture over sommeren – i år er det på grund af corona kun blevet til én på Mølleåen. Hver onsdag gennemfører de to klubber handicaproning – det vil sige, at de hurtigste roere starter til sidst, således at alle i princippet kommer samtidig i mål. 

Hvert år har Pilen to begynderhold på otte medlemmer hver – de øver fra foråret til sankthans – og denne septemberaften, hvor klubbens nye veste indvies, er begge begynderhold på vandet. Efterfølgende er der fællesspisning, fortæller Erik Rasmussen.

Coronarestriktioner

Erik Rasmussen fortæller, at klubben i foråret købte redningsveste til nybegynderne, så de havde en »fast« redningsvest, de kunne tage med hjem – og være ene om at benytte for at undgå smittespredning.

Der er jo kun én i hver kajak – og når de kom på land, står der sæbevand parat, så kajakken kan blive vasket. »De har aldrig været så rene,« konstaterer Erik Rasmussen med et smil. 

Og inde i klubhuset står der naturligvis rigelige mængder af sprit.

Donation fra TrygFonden

I anledning af 100-årsjubilæet fik bestyrelsesmedlem Inger-Lise Sidenius den idé, at klubbens redningsveste trængte til en opgradering – og TrygFonden bevilgede 20 rednings-veste – så selvom festen er aflyst, fik klubben trods alt en jubilæumsgave. 

Og roerne mødte talstærkt frem for at indvie de nye redningsveste og prøve dem i kajakkerne. De stillede glade op til fællesfoto – med afstand – før de tog kajakken under armen og kom på vandet.

Inden roerne drog ud på Øresund var der tid til et fællesfoto. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Inden roerne drog ud på Øresund var der tid til et fællesfoto. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foto: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk