De store mængder tang hober sig op omkring Mormorstranden. Foto: TorbenStender.
De store mængder tang hober sig op omkring Mormorstranden. Foto: TorbenStender.

Kampen mod tangen

Selvom sommervejret lader vente på sig, tager Dragør Kommune endnu en gang kampen op imod tangen på Mormorstranden.

By-, Erhvervs- og Planudvalget besluttede på deres seneste møde, tirsdag den 4. maj, at anbefale forvaltningens forslag til viderebehandling i Økonomiudvalget og kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen besluttede sidste år, at Dragør Kommunes Vej- og Gartnerafdeling skulle overtage rydningen af den tang, der skyller op på stranden. Det blev ydermere besluttet, at kommunen skulle forsøge at komme af med tangen på en alternativ måde – frem for deponering, som er dyrt for kommunen. 

Vej- og Gartnerafdelingen i kommunen har haft succes med løbende at holde stranden fri for tang og fedtemøg. Det skønnes, at der er opsamlet omkring 800 tons tang, som i øjeblikket ligger oplagret bag Mormorstranden. Det skønnes, at der i løbet af badesæsonen vil blive opsamlet yderligere 100–200 tons tang.

Forvaltningen oplyser, at der ind til nu er brugt cirka 500 mandetimer – svarende til cirka 200.000 kr. – på at indsamle tangen, samt at tiden, der er brugt på renholdelse af Mormorstranden, er gået fra andre projekter i Vej- og Gartnerafdelingen.

Bortskaffelse af tangen

Den dyreste del ved oprensningen af Mormorstranden er bortskaffelse af tangen. Forvaltningen har derfor forsøgt at finde billigere alternativer til deponering af tangen, som koster i omegnen af 500 kr. pr. tons.

Fredningsnævnet har efter en besigtigelse af området besluttet at give Dragør Kommune tilladelse til at opsamle tangen midlertidig i en bunke, mens tangen afvandes. Tangen må dog ikke udjævnes i området. Fredningsnævnet vurderer, at der vil være tale om en terrænændring, og det må man ikke ifølge fredningsbestemmelserne.

Et andet alternativ vil være at anvende tangen til jordbrugsformål. Det anslås, at det vil koste 240 kr. pr. ton at skaffe sig af med tangen via denne metode. I den forbindelse er der foretaget forureningsanalyser af tangen. De første resultater viste en overskridelse af grænseværdierne, men efterfølgende målinger tyder på, det er muligt. Man afventer nu miljøtilladelse fra Tårnby Kommune til at anvende tangen til jordbrugsformål.

Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.

Økonomi

På budgettet er der afsat 197.000 kr. til afskaffelse af tang. Af dette beløb er der allerede anvendt 25.000 kr. til miljøanalyser.

Forvaltningen skønner, at man vil kunne bortskaffe tangen for cirka 240.000 kr., hvis Tårnby Kommune giver tilladelse til at bruge det jordbrugsformål. Det betyder, at der ved den billigste løsning mangler cirka 70.000 kr. Foreløbige tal viser dog et forventet mindreforbrug på cirka 70.000 kr. på vintervedligehold – så der kan der findes lidt ekstra midler indenfor budgettet.

Skal tangen derimod til deponi på et kompostanlæg, kan bortskaffelsen løbe op i cirka 500.000 kr., og det betyder, at der kan mangle op imod 330.000 kr. i budgettet.

Forvaltningen anbefaler, at en eventuel budgetoverskridelse indgår i budgetrevisionen, der foretages i august.

Økonomiudvalget behandler sagen torsdag den 20. maj, inden kommunalbestyrelsen træffer endelig beslutning ugen efter, torsdag den 27. maj.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk