Ny dato for indsamling

Kræftens Bekæmpelses landsindsamling bliver søndag den 16. august

Kræftens Bekæmpelse er nu klar med en ny dato for årets landsindsamling. Den var oprindeligt planlagt i marts, men måtte aflyses på grund af corona-krisen. Kræftens Bekæmpelse håber derfor, at de mange tusinde indsamlere, som havde meldt sig til i foråret – og flere til – er friske på at samle ind for kræftsagen i sensommeren, når landsindsamlingen i stedet afholdes søndag den 16. august.

»Hver tredje dansker får kræft, så de fleste af os får sygdommen tæt ind på livet på et eller andet tidspunkt. Det mærker vi også på indsamlerne. Mange har en personlig grund til at gå på gaden for kræftsagen. Nogle har mistet familiemedlemmer eller venner, andre vil gerne støtte forskningen. Og en del har selv kræft,« siger Benny Brandt-Jensen, som er indsamlingsleder i Dragør Kommune.

Derfor er din støtte vigtig

De penge, der kommer ind ved landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse.

Overskuddet fordeles med 62 pct. til forskning, 17 pct. til patientstøtte, 18 pct. til forebyggelse og 3 pct. til administration.

Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige. Resten af indtægterne er afhængige af folk, der vælger at støtte sagen. De er derigennem med til at arbejde for, at færre får kræft, at flest mulige overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med, eller efter, kræft.

»Uanset hvilken grund man har, håber jeg, at rigtig mange vil bakke op om landsindsamlingen. Enten ved at give et bidrag eller ved selv at gå ud med indsamlingsbøtten,« siger Benny Brandt-Jensen.

Alle kan melde sig som indsamler til Kræftens Bekæmpelses landsindsamling. Unge under 18 år skal gå to og to, mens børn under 13 år skal følges med en voksen.

Lokalt

I Dragør skal der bruges cirka 60 indsamlere for at nå hele vejen rundt i kommunen, og ruterne er skræddersyet til at kunne gennemføres på to til tre timer, afhængig af, hvor man går. Indsamlingen i 2019 havde 57 deltagere, og resultatet blev godt 102.000 kr., inklusiv MobilePay – et resultat, som Benny Brandt-Jensen håber på at kunne gentage.

BankNordik, Dragørhjørnet 2, har atter en gang stillet sig til rådighed ved optællingen af bøssernes indhold. Indsamlerne går ruten cirka mellem kl. 11.00–14.00, og BankNordik vil have åbent mellem kl. 12.30–14.30.

Hvis man ønsker at deltage, kan tilmelding ske til Benny Brandt-Jensen på e-mail:  brandtjensen2791@gmail.com eller på telefon 41 42 61 86. Ruterne, vejledninger, sprit m.m. vil blive bragt ud på adressen i ugen op til indsamlingen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk