Lokalhistorisk tema:

Landliggerne kommer

Mange håber på, at Dragør denne sommer med coronaristriktioner kommer til at trække en større andel af danske turister til. Men de indenlandske turister er ikke et nyt fænomen i Dragør. 

I samarbejde med Historisk Arkiv Dragør tager Dragør Nyt her et tilbageblik på dengang landliggerne kom til Dragør.

Dragørs nye chance

De sidste tiår i 1800-tallet var en nedgangsperiode for Dragør. For Dragør var fremtiden ikke i de maritime erhverv. Og mens efterkommerne af byens gamle skipperslægter ikke ville se det i øjnene, så kunne nogle af de tilflyttere, der var begyndt at komme til byen i 1880’erne. Man begyndte at diskuterede, om det mon var muligt at trække gæster til en by, der var omgivet af kålmarker, og hvis åbne møddinger ikke ligefrem var »turistvenlige«. 

Én af tilflytterne var Chr. Nicolaisen. Han var kommet til Dragør som postembedsmand i 1884 og blev senere redaktør af flere lokalaviser. Nicolaisen gik aktivt ind i debatten om byens fremtid og den nødvendige udvikling af andre erhverv, end dem man havde levet af i århundreder. Han skrev blandt andet: »Vi har hovedstaden akkurat så nær ved, at afstanden er som skabt til at være skillerum mellem de otte timers travle liv derinde og de 16 timers rekreation og hvile.«

Året før havde en læser i »Amagerposten« skrevet om Dragør: »Byen sover. Aandsliv, Selskabsliv, Forretningsliv. Med hovedet under Vingen.«

Dragørs Fremme

Tankerne om at udvikle Dragør fra en hensygnende søfartsby til et mål for turister blev først og fremmest realiseret gennem foreningen Dragørs Fremme. Den var blevet stiftet i 1887, og formanden blev fabrikant Wilhelm Wieder, der sammen med Nicolaisen var flyttet til byen udefra. 

Et af foreningens væsentligste formål var at søge at få forbedret transportmulighederne fra København til Dragør. Dragørs Fremme fik en betydelig indflydelse på, at Dragør Kommune i 1905 besluttede at tegne aktier i det jernbaneprojekt, som senere skulle blive realiseret som Amagerbanen. Særligt Vilhelm Wieder gjorde en indsats for sagen. 

Men man arbejdede også på at skabe omgivelser, der kunne gøre Dragør til en by, der var værd at besøge. Den første indsats bestod i at etablere en park vest for byen, på et areal kommunen stillede til rådighed. 

Et par år efter foreningens start begyndte man at holde fester på arealet, hvor det planlagte parkanlæg skulle ligge. Festerne generede et overskud, som blev brugt til plantning af træer og andre anlægsopgaver. Dragør Anlæg blev et trækplaster – og ligger der som bekendt endnu.

Også andre steder i byen blev der beplantet, eksempelvis den lille plads nordvest for bymidten, der i dag kaldes Nordre Væl. 

Strandstien langs kysten nord for byen var også et resultat af foreningens indsats, selv om det gav nogle konflikter med de grundejere, der havde bygget huse ud til stranden. 

Endelig sørgede Dragørs Fremme for at plante træer langs de veje, som efter århundredeskiftet blev anlagt tæt på den gamle bydel. 

Dragørs Fremmes måske største projekt var anlægget af en strandpark imellem Dragør Anlæg og Vestgrønningen. Idéen var, at man her kunne få plads til et campingområde for til gengæld at undgå campering på strandarealet ud mod vandet. Strandparken blev kun delvist realiseret, sådan som det var planen. Noget af den blev til den sydlige del af anlægget, mens campingpladsen i stedet for blev til byggegrunde.

Dragørs Fremme var en idealistisk organisation præget af ildsjæle og initiativtagere, der typisk ikke kom fra byens gamle slægter, der i århundreder havde levet af de maritime erhverv. Derfor vandt dens idéer heller ikke begejstring i alle kredse. Byens konservative ledelse tog ikke foreningen alvorligt, men overlod dog arealet vest for byen til etableringen af Dragør Anlæg.

Da Vilhelm Wieder døde i 1939, opsatte Drag-ørs Fremme en mindeplade på en stor sten, der blev sat op i anlægget. På pladen stod: 

»For Sol og Sandhed slog du lyd
at skabe var din største Fryd
Strand og Anlæg Dragør til Gavn
aldrig glemmes skal dit Navn.«

Landliggerne kommer

Allerede inden Dragørs Fremmes initiativer for at udvikle Dragør til turistby dukkede de første sommergæster op. Ifølge overleveringen kom den første turist til Dragør i 1870. Beretningen lyder: »Flot tog den københavnske velocipederytter en junidag hjørnet af byens indkørsel og strøg med væddeløbsfart ned ad den brede Vestgrønning, så gæssene stod flagrede til vejrs på begge sider af forhjulet som hvide skumstriber om stævnen på en jolle.« Historien fortæller, at cyklisten indlogerede sig for sommeren i en blegerfamilies lysthus, og at han snart var så godt som forlovet med blegerens datter!

Byen havde på dette tidspunkt ikke egentlige faciliteter for at imødekomme turisternes behov. Kun de to kroer havde værelser til udlejning, så skulle man overnatte i Dragør, skete det i de fleste tilfælde ved, at man lejede sig ind hos private. 

I 1890’erne begyndte de første landliggere, som man kaldte dem, så småt at komme til Dragør. De måtte tage til takke med forholdene, som de var. Husene var gamle, og logiet kunne være i et udhus eller under taget. 

En del fiskere lejede en del af deres hjem ud til turisterne i sommermånederne, hvor der alligevel ikke var så meget fiskeri. Fiskerfamilierne flyttede gerne på loftet eller ud i udhuse. 

Den lidt gammeldags stemning i byen var måske netop det, der virkede tiltrækkende på sommergæsterne. Lokum i gården, vand fra en vandpost og hønsestige til sovepladserne under stråtaget var en særlig oplevelse, som ikke kunne fås på et mondænt badehotel. At gaderne var brolagt med toppede brosten og fyldt med gæs gjorde ikke oplevelsen af den landlige idyl mindre. 

Landliggerne kom ikke fra den højere del af det københavnske borgerskab, for de søgte hellere nordpå langs Strandvejen og til Sjællands nordkyst. 

I 1896 skrev bladet Nordstjernen: »Allerede i år har et halvt hundrede kjøbenhavnske familier ligget på landet i Dragør. Flere danske og tyske kunstmalere har taget en mængde skitser fra byen og egnen, og et par af Kjøbenhavns mere foretagsomme pengematadorer har været derude for at sondere terrænet.« 

Udviklingen fra hensygnende søfartsby til turistby var i fuld gang. 

I juli måned 1906 skrev Amager Avis: »I den forløbne uge har turist-tilstrømningen til Amager været usædvanligt stor, særlig stor til Dragør, måske større end nogensinde. Automobilruten kørte hele ugen med ekstravogne hele dagen. I søndags befordrede selskabet over 600 passagerer. Forbruget af fødevarer steg som følge deraf så meget, at bagerne og slagterne havde svært ved at tilfredsstille efterspørgslen.«

Året efter noterede avisen igen, at der var stor tilstrømning. Men nu skrev man, at: »... det ser ud til, at de fremmede allerede begynder at refomere og modernisere byen. Vægterne må ikke mere synge deres gamle salmevers, for ikke at forstyrre nattefreden.« Det viste sig, at der kun var tale om én utilfreds landligger, som foged Lund søgte at tilfredsstille ved at bede vægterne tie stille. For kort efter skrev de andre landliggere under på en opfordring til, at vægtersangen blev genindført.

I 1907 gjorde man sig for alvor parat til at tage imod turiststømmen. Strandhotellets ombygning blev færdig, så man kunne tilbyde 13 nye værelser. For enden af Vestgrønningen lod man anlægge et springvand, der fik vandforsyning fra det nyåbnede vandværk. Vandet sprang om søndagen og i øvrigt ved festlige lejligheder. 

De tre købmænd Ravn, Schmidt og Jan Sørensen lod alle fremstille en serie prospektkort, og de gik som varmt brød.

I sommeren 1909 skrev dagbladet Politiken om en søndag i Dragør: »Den lille kønne og velindrettede Amagerbane kørte hele formiddagen med fuldt læs og overalt i den morsomme fisker- og lodsby var der sort af mennesker – ved stranden, på hotellerne og i anlægget. […] Der var unge herrer og damer, som havde strakt sig ud i græsset og flirtede eller slikkede solskin, der var cyklister, som trætte efter turen derud havde stillet maskinerne op ad et træ, og nu søgte en halv times hvile, og der var familier med legende og trillende børn.«

Det glade sommerliv