Onsdag den 1. december, hvor årets første tur afgik fra Badstuevælen. Foto: TorbenStender.
Onsdag den 1. december, hvor årets første tur afgik fra Badstuevælen. Foto: TorbenStender.

Levende Låger

Dragørs hyggelige julekalender-tradition »Levende Låger« afgår hver dag frem til og med juleaftensdag fra Badstuevælen – hvor man, hvis man ønsker at deltage – helt uden tidsbestilling eller forudgående tilmelding – bare skal møde frem ved skiltet kl. 17 (den 24. december dog allerede kl. 11).

Onsdag den 1. december 

Årets første levende låge blev fundet hos Bente Walløe Poulsen og Palle Cranil i Kampensgade. 

Deres »låge« var et pyntet vindue. Det centrale tema vinduet er et traditionelt krybbespil, men også Amager-traditioner har sneget sig ind; Jesusbarnet er svøbt i blåt, da han jo endnu ikke er døbt, og de små, fine Amager-nisser er med igen i år, selvom de fleste gemmer sig bag de strikkede juletræer. 

Kun en enkelt nisse står helt fremme, nemlig den, der holder en tøndestok. Det er i anledning af Dragør Fastelavnsforenings 50-års-jubilæum. Palle Cranil var selv med til at stifte foreningen i 1971. 

Lågen i Kampensgade, hvor Bente Walløe Poulsen og Palle ­Cranil tager imod. Foto: TorbenStender.
Lågen i Kampensgade, hvor Bente Walløe Poulsen og Palle ­Cranil tager imod. Foto: TorbenStender.
I Dragør Bio er der styr på sikkerheden. Der tjekkes coronapas og sprittes af på vej ind. Foto: TorbenStender.
I Dragør Bio er der styr på sikkerheden. Der tjekkes coronapas og sprittes af på vej ind. Foto: TorbenStender.

Torsdag den 2. december

Torsdag besøgte Levende Låger Dragør Bio, hvor der blev tjekket coronapas og uddelt håndsprit ved døren.

Da deltagerne var kommet inden for i biografsalen, sang Dragør Vokal Ensemble fire meget forskellige julesange. 

Hanne Bacher Bendtsen fortalte om biografens historie fra den spæde start i 1908 i et skur på havnen, om flytningen til Jan Thimanns Plads i 1928 – kort før introduktionen af både farvefilm og tonefilm – og helt op til nu om dage, hvor det er Dragør Biografforening, der driver biografen. 

Mette Jansen, der er formand for biografforeningen, fortalte om ønsket for biografens fremtid, nemlig et nyt kulturhus på havnen med plads til det brede, kulturelle samarbejde og til rentabel biografdrift.

Dragør Vokal Ensemble synger julesange i Dragør Bio. Foto: TorbenStender.
Dragør Vokal Ensemble synger julesange i Dragør Bio. Foto: TorbenStender.
Væverbodens julevindue. Foto: TorbenStender.
Væverbodens julevindue. Foto: TorbenStender.
Væver Lisbeth Dich Abrahamsen tager imod deltagerne fredag den 3. december. Foto: TorbenStender.
Væver Lisbeth Dich Abrahamsen tager imod deltagerne fredag den 3. december. Foto: TorbenStender.

Fredag den 3. december

Fredag trodsede 22 personer regnvejret og gik med til Væveboden i Chr. Mølstedsgade.

Lisbeth Dich Abrahamsen fortalte her om de jule-mærker, som hendes mand, Povl Abrahamsen, tegnede i årene 1956, 1957 og 1983. 

Temaet for julemærkerne i 1957 var forskellige skibe med et juletræ i mastetoppen – heriblandt et fyrskib, og det afstedkom en henvendelse fra myndighederne om, at et juletræ i mastetoppen på et fyrskib var aldeles ulovligt, og at det bestemt aldrig ville forekomme. Det tog Povl Abrahamsen lidt tid at overbevise bemeldte myndighed om, at der jo blot var tale om en tegning.

Som navnet Væveboden antyder, så væver Lisbeth Dich Abrahamsen, og årets vindue har da også uldgarn som central dekoration – ud over julemærkerne.

Den 4. december – i god afstand – spadseres en længere tur til Gåserepublikken, hvor »Fjerkræforeningen Broen« hører til. Foto: TorbenStender.
Den 4. december – i god afstand – spadseres en længere tur til Gåserepublikken, hvor »Fjerkræforeningen Broen« hører til. Foto: TorbenStender.

Lørdag den 4. december

Lørdag aften bød på en længere gåtur – til Gåserepublikken, som ret beset hedder »Fjerkræavlerforeningen Broen«.

Vel fremme tog Ole Svendsen imod. Han fortalte, at gæs ikke er så dumme, som deres ry. Før i tiden sendte man gæssene til sommergræsning på Saltholm, og i sin tid var der en gamle gase, »Piv-gåsen«, der vidste præcis hvornår, det var anden lørdag i september. Præcis når dagen oprendt, ledte han hele flokken på svømmetur over Øresund og hjem til Dragør.

Ole Svendsen fortalte, at han også selv engang havde haft en flok, hvor en af gæssene fandt ud af at åbne den udvendige hasp på buret for derefter at lede flokken ind – klar til aftenfodring.

Ole Svendsen fortæller om gæs og deres intuitive evner. Foto: TorbenStender.
Ole Svendsen fortæller om gæs og deres intuitive evner. Foto: TorbenStender.
Søren Paludan sætter hvert år et flot juletræ op i starten af Bymandsgade, som nydes af mange forbipasserende. Foto: TorbenStender.
Søren Paludan sætter hvert år et flot juletræ op i starten af Bymandsgade, som nydes af mange forbipasserende. Foto: TorbenStender.
Juletræet beundres. Foto: TorbenStender.
Juletræet beundres. Foto: TorbenStender.

Søndag den 5. december

Søndag besøgte Levende Låger det lille torv uden navn i starten af Bymandsgade, hvor Søren Paludan hvert år sætter et flot juletræ op. 

Træet kommer fra Kærehave Skov nær Ringsted, hvor Søren Paludan er skovridder – dermed er han også forvalter af Danmarks eneste reservat for vildtlevende skovnisser, og hertil arrangerer han spændende opdagelsesture, hvor man sandsynligvis og nok ganske vist kan finde spor af nisser ... 

Fællessangen denne dag var titelmelodien til DR’s julekalender, Tidsrejsen, akkompagneret af komponisten selv, Lasse Lyngbo, og dennes datter, Sally. 

Mandag den 6. december

Mandag aften, der var så klar og fin, førte deltagerne til Drag-ør Kirke, hvor Dragør Gospelkor har øvedag. Gospelkoret består af 26 entusiastiske, sangglade mennesker, der under ledelse af Louise Kofoed altid er klar til at byde velkommen til en stemme mere. 

Dagens repertoire var »Jingle Bells«, med Louise Kofoed som solist, derefter »En Stjerne Skinner i Nat«, og herefter så, med Anni Snitgård som solist, »For Your Glory«. 

Som afslutning blev publikum inviteret til at synge med på julesalmen »Kimer, I klokker« – i en særlig gospel-version.

Korleder for Dragør Gospel Louise Kofoed gav også prøver på sin kunnen som solist. Foto: TorbenStender.
Korleder for Dragør Gospel Louise Kofoed gav også prøver på sin kunnen som solist. Foto: TorbenStender.
Dragør Gospelkors låge var en invitation til en øvedag i Dragør Kirke, hvor koret øver hver mandag. Foto: TorbenStender.
Dragør Gospelkors låge var en invitation til en øvedag i Dragør Kirke, hvor koret øver hver mandag. Foto: TorbenStender.
Gospelkoret synger sange – og byder op til fællessang. Foto: TorbenStender.
Gospelkoret synger sange – og byder op til fællessang. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk