Levende Låger gjorde sidste år stop hos Danmarks Lodsmuseum på havnen. Foto: TorbenStender.
Levende Låger gjorde sidste år stop hos Danmarks Lodsmuseum på havnen. Foto: TorbenStender.

Levende Låger i nyt koncept

Coronaepedimien har tvunget arrangørerne bag Levende Låger ud i en nytænkning af arrangementet

Julen bliver ikke helt den samme i år! For nogle uger siden stod det klart, at decembers julemarked på Badstuevælen ikke bliver til noget, og nu oplyses det også af holdet bag Levende Låger, at den hyggelige decembertradition, hvor man i samlet flok går rundt i byen, er aflyst.

Siden 2013 har man sidst på eftermiddagdagen kunnet mødes på Badstuevælen for derfra i samlet flok at gå til dagens »låge«. Nogle dage har mindre grupper på cirka 20 personer deltaget – og andre dage har der været helt op imod 250 deltagere. Og arrangørerne har aldrig på forhånd vidst helt hvor mange, der ville dukke op: »Og det går selvfølgelig ikke i den nuværende situation,« lyder det fra holdet bag Levende Låger.

Tur på egen hånd

»Vi kan slet ikke bære, at skulle sidde derhjemme i skumringstimen i december og skulle undvære de vidunderlige julefællesskaber med hele byen,« fortæller Marchen Jans, der er med på holdet, der arrangerer Levende Låger. Derfor har arrangørerne valgt at tænke konceptet nyt, så der alligevel bliver mulighed for at komme ud på den daglige gåtur og opleve låger ... nu blot hver for sig og med god afstand.

Årets udgave af Levende Låger bliver en blanding af en byvandring og en skattejagt, hvor alle kan være med i eget tempo, lyder det fra arrangørene.

Rundt om i byen vil der være en række pyntede vinduer, hvor man vil kunne finde Levende Lågers offecielle logo samt et særligt tegn, der indgår i skattejagten. De særlige tegn vil, når man har fundet dem alle, kunne sættes sammen. Hvad det er, vil arrangørerne ikke afsløre.

Pynt vinduet

Levende Låger skal altså stadig bruge deltagere, der har tid og lyst til at pynte op i et vindue. »I princippet kan man sagtens være med, selvom man tager i sommerhuset hele december. Man behøver slet ikke være hjemme,« lyder det fra Marchen Jans. 

For at være med i år skal man nemlig blot være villig til at udstille sit pyntede vindue fra tirsdag den 1. december og frem til og med mindst søndag den 27. december – og eneste krav derudover er, at vinduet ligger ud til gaden indenfor den gamle by inklusiv havnen, Nyby og de gamle gader nord for Kongevejen.

Ønsker man at udstille sit julepyntede vindue, kan tilmelding ske via e-mail til: levendelaager@gmail.com

»Hvis man har en spændende historie om sit hus eller om sin pynt, vil vi meget gerne høre den,« siger Marchen Jans, der slutter med ordene: »Vi håber, rigtig mange vil være med – både med flotte vinduer og selvfølgelig også i skattejagten!«

Et af sidste års julevinduer. Foto: TorbenStender.
Et af sidste års julevinduer. Foto: TorbenStender.
Levende Lågers samlingssted på Badstuevælen, hvorfra man de sidste syv år har haft udgangspunkt for dagens lågejagt. Hvorledes »turstarten« kommer til at forløbe i år, kommer der melding om, når december måned nærmer sig. Foto: TorbenStender.
Levende Lågers samlingssted på Badstuevælen, hvorfra man de sidste syv år har haft udgangspunkt for dagens lågejagt. Hvorledes »turstarten« kommer til at forløbe i år, kommer der melding om, når december måned nærmer sig. Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk