For at samle madvarer ind til samfundets svageste vil medlemmer af Lions Drag­ør på lørdag trodse decemberkulden og tage opstilling foran føtex food i Dragør Centret og ved Netto på Møllevej.
For at samle madvarer ind til samfundets svageste vil medlemmer af Lions Drag­ør på lørdag trodse decemberkulden og tage opstilling foran føtex food i Dragør Centret og ved Netto på Møllevej.

Lions madindsamling

Indsamlingen er en del af Lions Danmark landsdækkende indsamling af madvarer til samfundets allersvageste, socialt udstødte, hjemløse, misbrugere med videre

På lørdag, den 12. december, kl. 10.30–15 samler Lions Dragør igen mad ind. Lionsmedlemmerne vil her nok en gang stå klar med indkøbsvogne både foran føtex food i Dragør Centret og ved Netto på Møllevej.

Når man køber ind til sit daglige forbrug – og hvis man har mulighed ffor at købe en (eller flere) ekstra madvarer med – har man på vej ud af butikken mulighed for at donere dem til Lions. Når man forlader forretningen, lægger man blot varen(e) i indkøbsvognen ved Lions Dragørs medlemmer, som vil give et stort og hjerteligt tak.

Lions Dragør samler denne gang madvarer ind til tre forskellige steder:

»Hugs and Food« – et værested for byens hjemløse, der retter sig mod de allermest udsatte i samfundet, nemlig de hjemløse med psykiske lidelser, misbrug, dårlig fysisk tilstand og manglende netværk. »Hugs and Food« tilbyder et gratis måltid mad alle hverdage og tilbereder hver dag cirka 50 måltider på et budget på omkring 20 kr. pr. måltid.

»Mændenes hjem«, der dagligt laver cirka 100 kuverter mad til deres brugerne. Stedets madspektrum omfatter dansk mormormad og etnisk mad til deres udenlandske brugerne, og her er man altid glade for nogen, som vil støtte med donationer.

»Projekt UDENFOR«, hvor frivillige mandag til fredag og en lørdag om måneden bringer et måltid mad, en kop kaffe og andet praktisk såsom tøj og soveposer ud på gaden til hjemløse i København, som har svært ved at skaffe sig disse basale fornødenheder på anden vis. Måltiderne tilberedes i Projekt Udenfors eget køkken i Ravnsborggade og køres der fra ud i byen af to frivillige i en specialbygget varevogn. I tilberedningen af måltidet bliver der tænkt over, at maden – ud over at smage godt – er mættende, varieret og indeholder de næringsstoffer, som kroppen har brug for.

Ethvert tilskud af madvarer, Lions modtager denne dag, vil lette disse steders madbudget, og Lions Dragør håber med hjælp fra Dragørs borgere atter at kunne række dem en hånd i deres arbejde.

Lions Dragør oplyser i øvrigt, at de ved indsamlingen vil følge alle de coronarelaterede retningslinjer såsom mundbind, afstand og jævnlig afspritning, så man trygt kan komme forbi Lions indkøbsvogne ved de to supermarkeder.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk