Nordgård – Hovedgaden 4

Nordgård har fået sit navn, fordi den er den nordligste gård i landsbyen.

Store Magleby var tidligere en af landets største landsbyer med op til 100 landbrug.

Byen er langstrakt – strækkende fra Nordgård i nord er der næsten en kilometer til den sydligste ende.

Hvornår, Nordgård er bygget, vides ikke præcist. Der er noget, der tyder på, at den i 1799 blev opført af Dirch Jansen Uglspil, som opkøbte nogle mindre huse i den nordlige del af Store Magleby og samlede dem til en stor gård. De nuværende bygninger er dog ikke så gamle, men bygget i anden halvdel af 1800-tallet.

Gården var en traditionel, firelænget gård med porte i øst og vest, så der var adgang til gårdspladsen fra både gade-siden og fra haven bagved.

Ejerne af gården har været kendt lige siden Dirch Jansen Ulspil byggede den i begyndelsen af 1800-tallet.

Navnet Ulspil stammer fra Dirch Jansens fødegård, Marien-lyst, hvis ejer Jan Jansen Bacher kaldtes Uglespil.

Gennem 1800-tallet går Nordgård flere gange i arv til familiemedlemmer.

Den sidste ejer af gården, der var rigtig landmand, var Crilles Petersen. Han blev født på Nordgård i 1898 og boede her hele sit liv. Han gik på Store Magleby Skole. Og dengang, når man startede i 1. klasse, kendte man nok de fleste andre børn i forvejen.

I 1913 blev Crilles Petersen konfirmeret i Store Magleby Kirke, og i 1922 giftede han sig med Elisabeth, og de flyttede ind på Nordgård.

Da Crilles Petersen voksede op på Nordgård, var der en ret stor husholdning. Foruden de fire børn, Gerhardt, Crilles, Anna og Ella, var der to tjenestekarle, en tjenestedreng på 16–17 år, to tjenestepiger og en barnepige. De mange tjenestefolk betød, at han og hans tre søskende ikke behøvede at deltage så meget i arbejdet på gården. Men af og til var de med i marken efter skoletid, især i de perioder hvor der var brug for mange hænder, eksempelvis når der blev plantet kålplanter.

På Nordgård var der både køer, grise og høns. Køerne leverede mælk, som gennem en forpagter blev solgt til restauranter i København. Den anden vej medtog de foder – for køerne levede af mask, der var et restprodukt fra de københavnske bryggerier. Men køerne spiste også korn, som kom fra gårdens egne marker.

Heste havde man også, for de var dels nødvendige som trækdyr i markarbejdet – men først og fremmest som køreheste, når man tirsdag og fredag kørte til København med grøntsager, der var Nordgårds vigtigste afgrøde, og som blev solgt på torvet ved den nuværende Israels Plads i København.

Første verdenskrig var en god tid for amagerbønderne, for grøntsagerne kunne afsættes ikke bare i Danmark, men i hele det sultne Europa.

Efter krigen kom der et opsving i samfundet, så efterspørgslen varede ved.

På Nordgårds marker dyrkede man masser af kål, som kunne afsættes i ubegrænsede mængder i København. For hvert hvidkålshoved fik man en krone. Til sammenligning fik en tjenestekarl på gården seks kroner i ugeløn. Hvidkål blev kaldt for »fiduskål« – sikkert fordi det var en god fidus og gav gode penge.

Salat og porrer var der til gengæld ikke megen afsætning af, for det var der endnu ikke ret mange, der spiste dengang.

Markarbejdet foregik i Crilles Petersens tid med heste. Han brød sig ikke om traktorer, og først da hans søn overtog en del af arbejdet, blev der købt en.

Frilandsgrøntsagerne skulle have rigeligt med gødning, og den kom til dels fra gårdens egne heste og køer. Det var dog nødvendigt at supplere med latrin – altså indholdet i lokumsspandene – fra København, og det tog man med hjem i vognen, de dage man var på torvet.

I 1930’erne kom der efterhånden kunstgødning, som var nemmere at håndtere – og ikke lugtede så meget.

I de første år, efter at Crilles og Elisabeth Petersen var blevet gift, boede de nogle år sammen med hans forældre på gården, indtil disse flyttede i en aftægtsbolig – en mindre villa – der lå, hvor lufthavnen ligger i dag. Så blev Crilles og Elisabeth Petersen forpagtere, indtil de selv overtog Nordgård omkring 1930.

Elisabeth Petersen havde nok at gøre på gården. Hun stod for madlavningen, passede børnene sammen med barnepigen og holdt hus for de 10–12 mennesker, som husstanden bestod af. Der skulle sørges for de faste måltider: Morgenmad kl. 6, frokost kl. 9, middagsmad og kaffe kl. 12 og aftensmad kl. 18. Ind imellem var hun med i marken sammen med husbonden og tjenestefolkene.

Hver 14. dag var det vaskedag. Dagen forinden blev vasketøjet sat i blød i et stort kar. Så blev det kogt i en stor gruekedel og skrubbet på et vaskebræt. Endelig blev tøjet hængt til tørre i gården.

Storstuen var gårdens fine stue, der blev brugt til fester, såsom bryllupper, konfirmationer og lignende. Til jul stod juletræet her.

De fine væg- og loftsmalerier i storstuen, man den dag i dag kan se ved et besøg på det lokale museum, stammer måske fra 1870’erne, hvor stuen blev bygget til gården. I de sidste år, hvor gården var beboet, blev malerierne dækket med plader, som man tapetserede.

I nyere tid har den været brugt til fest for fastelavnsrytterne.

Der er en kælder under stuen. Den blev brugt til at opbevare eksempelvis mælk, kartofler og flæsk.

Under anden verdenskrig blev kælderen indrettet som beskyttelsesrum, for lufthavnen lige ved siden af gården var et oplagt bombemål. Så man satte senge derned til børnene, så de kunne sove, hvis der var luftalarm om natten.

Skulle gården blive ramt af en bombe og styrte sammen, havde man skovle parat til at grave sig ud med.

Da Københavns Lufthavn i slutningen af 1950’erne blev udbygget, overtog den en del af gårdens jord, så det var muligt at anlægge nye start- og landingsbaner. Nordgårds daværende ejer måtte derfor leje sin egen jord af Statens Luftfartsvæsen, der drev lufthavnen. I 1970 blev selve gårdens bygninger eksproprieret, men lufthavnen havde ikke brug for dem, så i 1973 blev de solgt til Amager Museumsforening, der i forvejen havde den gamle museumsgård på Hovedgaden 12.

I dag er Nordgård en del af Amagermuseet, hvorpå Museum Amager hver sommer sørger for at levendegøre den, så museets gæster her kan få et indblik i, hvordan livet på gården var før i tiden.

(Artiklen fortsætter efter billederne).

Mindegården – Hovedgaden 23

Navnet Mindegården oprindelse er ukendt, men gården er sikkert navngivet for at mindes en afdød slægtning. Flere gårde i Store Magleby hedder noget med minde.

Gårdens kendes tilbage til lidt før 1771. Den skiftede hele tiden ejere i forbindelse med ægteskaber og dødsfald.

I 1806 er det sikkert, at gården beboes af schouten Dirch Corneliussen. Han var skriver i Store Magleby fra 1780 til 1797 og schout fra 1797 indtil 1817, hvor embedet ophæves.

Gården havde en vippebrønd og en række brandredskaber, blandt andet en håndsprøjte, to brandhager, fire spande og en stige. Om det var disse redskaber, der sikrede, at den store ildebrand i 1809 blev bragt til ophør,  lige før den nåede gården, eller om man gjorde en særlig indsats for at redde schoutens gård, melder historien ikke noget om.

Så godt gik det desværre ikke i 1821, hvor Mindegården brændte sammen med en lang række andre gårde i Store Magleby landsby. Denne brand var formentlig påsat, men det lykkedes aldrig at finde de fældende beviser for det.

Der blev siden bygget flere huse på brandtomten, blandt andre ejendommen Lindely, og i 1974 blev der udstykket til en ny bebyggelse.

Mindegården blev kraftigt ombygget i 1916 og har dette årstal over døren.

Ved en ombygning i 1950’erne rev man port og længer ned, men stuehuset blev bevaret. Den nordlige længe blev genopført.

I dag er gården opdelt i en række lejligheder.