På trods af Drag­ør Rådhus nærmest ligger øde hen, fortsætter det politiske arbejde. Foto: TorbenStender.
På trods af Drag­ør Rådhus nærmest ligger øde hen, fortsætter det politiske arbejde. Foto: TorbenStender.

Lokalpolitikken fortsætter

Den særlige situation med restriktioner, der skal forhindre smitte med coronavirus, har også givet udfordringer for lokalpolitikere rundt om i landet.

I Dragør Kommune har man valgt at løse nogle af disse udfordringer ved at gennemføre de politiske møder som videomøder. Løsningen blev brugt første gang fredag den 27. marts på det ekstraordinære møde i Økonomiudvalget. 

»Vi havde inden da testet løsningen af på et par interne møder,« fortæller Toini S. Floris, der er kommunikationsansvarlig i Dragør Kommune. Det er kun mødet i kommunalbestyrelsen, man så sig nødsaget til at rykke – det blev rykket fra torsdag den 26. marts til onsdag den 1. april. Alle udvalgsmøder er blevet gennemført som planlagt.

En ny midlertidig bekendtgørelse har gjort det muligt for kommunerne at fravige fra en række styrelsesretlige regler, så det politiske arbejde kan fortsætte, samtidig med at man gør alt for at mindske risikoen for smitte med coronavirus. For eksempel fraviger man fra reglerne om offentlighedens adgang til møder i kommunalbestyrelsen. 

I Dragør Kommune har coronavirussen betydning i forhold til borgernes spørgetid. Ved alle offentlige, ordinære kommunalbestyrelsesmøder er der to spørgetider for borgerne, der afholdes på baggrund af både mundtlige og skriftlige spørgsmål. Før møderne kan der alene stilles spørgsmål, der ikke vedrører sager på dagsordenen – mens der efter mødets afslutning normalt kun er mulighed for mundtlige spørgetid. Men på grund af den særlige situation var det ikke muligt at afvikle den mundtlige spørgetid. Så har man i denne tid spørgsmål til møderne, skal de afleveres skriftligt.

Som vanligt kan kommunalbestyrelsesmødet ses på Dragør Kommune TV, og referater af alle møderne lægges ud på hjemmesiden som normalt.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk