Lynjustits

I større sag om omfattende hæleri blev fire personer torsdag anholdt – og de tre allerede dømt 

Torsdag den 4. februar slog Københavns Politi til på tre forskellige adresser i hovedstadsområdet. Fire personer blev anholdt, heriblandt manden, en 32-årig rumæner, som Københavns Politi mistænker som værende bagmanden for omfattende hæleri. Anholdelserne skete, da Københavns Politi efter længere tids efterforskning slog til på tre adresser i Vanløse, her i Dragør og i Brøndby – i samarbejde med Københavns Vestegns Politi.

Ud over den formodede bagmand anholdt politiet tre andre rumænske mænd på henholdsvis 33, 34 og 43 år. Alle fire er mistænkt for at udgøre en del af et netværk, der har begået omfattende berigelseskriminalitet i hovedstadsområdet. 

Ved indbruddene er der typisk blevet stjålet smykker, telefoner, pc’er og værktøj, der siden blev leveret til den hovedmistænkte med henblik på videresalg i udlandet. I forbindelse med efterforskningen af sagen har Københavns Politi i flere tilfælde stoppet biler lastet med tyvekoster, som netop var på vej til udlandet. 

»Der er efter vores opfattelse tale om organiseret kriminalitet, så derfor er jeg tilfreds med, at vi i dag har anholdt den mand, som vi mistænker for at stå bag. Vi mener, at manden og hans netværk har talrige indbrud på samvittigheden, så jeg er glad for, at vi nu forhåbentligt har sat en stopper for flere kriminelle handlinger fra den persongruppe,« sagde Jens Cappelén i torsdags i forbindelse med anholdelserne. Han er politikommissær i Indbrudssektionen i Københavns Politi.

Den 32-årige mand blev sigtet for groft hæleri, medens de tre andre mistænkte blev sigtet for flere indbrud. De blev alle fredag fremstillet i grundlovsforhør for lukkede døre.

Ved retten på Frederiksberg blev den 32-årige varetægtsfængslet i 25 dage, medens de tre andre sigtede ved Retten i Glostrup blev idømt en straksdom på 40 dages fængsel og udvisning af Danmark i seks år. 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk