Lyntest af personale på Enggården

Omsorgscenteret Enggården oplevede i sidste uge de første tilfælde af corona-smitte blandt beboerne. Nu har det vist sig, der er mere testkapacitet til rådighed, end først antaget, og kommunerne – herunder Dragør – har sat turbo på lyntest af personalet

Af Birgit Buddegård

Torsdag i sidste uge blev borgmester Eik Dahl Bidstrup, V, sammen med borgmesterkollegaer indkaldt til møde med en række ministre. Anledningen var en udmelding fra de private leverandører om ubenyttede mobile lyntestenheder, der giver kommunerne mulighed for at skrue markant op for at rekvirere test til det kommunale personale på blandt andet plejehjem.

»Samme øjeblik vi fik muligheden for det, bookede vi testbilen til at komme,« siger  Eik Dahl Bidstrup til Dragør Nyt. »Den vil komme i løbet af næste uge (denne uge, red.) og teste på vores omsorgscenter og institutioner.«

Borgmesteren understreger vigtigheden af, at kommunen gør, hvad den kan for at stille test til rådighed for medarbejderne, så alle kan føle sig trygge ved at gå på arbejde. »Jeg presser på for at få endnu flere muligheder for både lokale testfaciliteter og også lokale vaccinations-muligheder, når det er muligt,« lyder det fra Eik Dahl Bidstrup.

Han finder det dybt tragisk, at der nu er smittetilfælde på Enggården, efter det er lykkedes at holde smitten ude i hele 2020. »Vores medarbejdere og ledere gør, hvad de kan for at inddæmme udbruddet og følge de smittede tæt med pleje og omsorg,« siger borgmesteren. 

 

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk