Glade ungdomskoleelever på plads til ungdomsskolearrangementet Movie Night i Dragør Bio.
Glade ungdomskoleelever på plads til ungdomsskolearrangementet Movie Night i Dragør Bio.

Movie Night

85 unge deltog i sidste weekends filmarrangementet i Dragør Bio

85 unge, 30 familiepizzaer og fire film – sådan forløb natten til lørdag, da Dragør Ungdomsskole i samarbejde med Dragør Bio endelig kunne afholde den populære Movie Night. 

Arrangementet har været udskudt igen og igen grundet nedlukninger og har ikke været gennemført siden oktober 2019. 

Movie Night er et af ungdomsskolens helt store tilløbsstykker, og der var da også stor begejstring i salen, da ungdomsskolekoordinator Martin Sleimann bød velkommen til endnu en »all nighter« i den lokale biograf.

Med store IKEA-poser fulde af dyner og puder, chips og sodavand mødtes de unge i biografen kl. 22.30 til en maraton af film. 

Aftenens dresscode var blødt tøj, og flere mødte op i ternede pyjamasbukser, så stemningen var fuldendt. 

Traditionen tro holdt det lokale pizzaria Bellano ekstraordinært længe åbent og leverede til den første filmpause, lidt over midnat, hele 30 familiepizzaer. 

Mellem hver film kunne de unge strække ben og spise lidt pizza, mens salen blev luftet ud. 

Hvis der var en film, man ikke havde lyst til at se, satte de unge sig ud på de polstrede, lyserøde bænke og stole i caféen for at hyggesnakke, indtil næste film begyndte. 

Flere benyttede også lejligheden til at lukke øjnene lidt, hvis en film ikke faldt i deres smag. 

Ved syv-tiden lørdag morgen tog ungdomsskoleeleverne hjem i morgensolen. 

CL

Mellem filmfremvisningerne kunne eleverne, mens salen blev gjort klar til næste forestilling, trække lidt frisk luft.
Mellem filmfremvisningerne kunne eleverne, mens salen blev gjort klar til næste forestilling, trække lidt frisk luft.
Der serveres pizza til deltagerne.
Der serveres pizza til deltagerne.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk