Mulighed for fjernvarme undersøges

Borgmester i Tårnby Kommune Allan S. Andersen (A) og borgmester i Dragør Kommune Kenneth Gøttrup (C) mødtes fredag den 6. maj med direktøren i Amager Ressourcecenter, Jacob Simonsen, samt Kamma Eilschou Holm, der er direktør i Centralkommunernes Transmissionsselskab, som leverer varme til varmeselskaberne i København, Frederiksberg, Gentofte Gladsaxe og Tårnby.

Borgmesteren for Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (tv.), og Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup, arbejder sammen om at undersøge muligheden for at få fjernvarme i Dragør samt i de områder af Tårnby, som endnu ikke er dækket af fjernvarmenettet.
Borgmesteren for Tårnby Kommune, Allan S. Andersen (tv.), og Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup, arbejder sammen om at undersøge muligheden for at få fjernvarme i Dragør samt i de områder af Tårnby, som endnu ikke er dækket af fjernvarmenettet.

Formålet med mødet var at sætte gang i en nærmere undersøgelse af mulighederne for at etablere en effektiv fjernvarmeløsning i de naturgasforsynede områder af Tårnby og Dragør – en løsning, som også skal være forberedt til fremtidens energikilder.

»Jeg er glad for, at Tårnby og Dragør som gode nabokommuner går sammen om at finde løsninger til den naturgaskonvertering, vi står med,« udtaler Allan S. Andersen.

Han forklarer, at grøn omstilling fylder meget i deres kommune, og at fjernvarme er et godt, grønt alternativ til olie og naturgas. »Vi har et stort fokus på at udvide kommunens fjernvarmenetværk, så hurtigt som muligt. Derfor er jeg glad for, at vi i samarbejde med Dragør sætter en undersøgelse i gang, som skal kortlægge muligheden for en effektiv fjernvarmeløsning, og som samtidig også ser på nye teknologier,« fortæller Tårnby-borgmesteren.

Også Dragørs borgmester håber på en fjernvarmeløsning.

»Jeg vil være rigtig glad, hvis fjernvarme kan erstatte naturgas, fordi det er en komfortabel løsning, der også passer ind i det bymiljø, vi har,« siger Kenneth Gøtterup.

Han er positiv over for en løsning, hvor man både kan opnå en høj grad af forsyningssikkerhed og indpasse nye teknologier. »Kan det ske på en måde, hvor vi samtidig udnytter de ressourcer, vi allerede har investeret i affaldsenergi, bedre, er det en win-win,« lyder det fra Kenneth Gøtterup.

Der er mange ting, der skal undersøges yderligere, før projektet kan blive en realitet – herunder er det endnu for tidligt at sige noget om omkostningsniveaue og tidshorisont.

Ifølge en fælles pressemeddelse fra borgmesterkontorerne var alle dog helt enige om, at denne indledende dialog havde dannet grundlag for at gå videre – og mødet blev derfor afsluttet med en aftale om at undersøge mulighederne for at sætte yderligere skub i en udrulning af fjernvarme i de to amagerkommuner.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk