Der skal slagtes høns og laves suppe på Amagermuseet.
Der skal slagtes høns og laves suppe på Amagermuseet.

Museerne forbereder efterårsferien

Der tilbydes masser af aktiviteter på museerne i løbet af hele uge 42, skolernes efterårsferie

Uge 42 er lig med efterårsferie, og på Amagermuseet er personalet i fuld gang med at tilrettelægge alle de aktiviteter, som skal trække børnefamilier og bedsteforældre til Store Magleby. 

»Vi skal naturligvis slagte høns og lave suppe, og så vil der være forskellige aktiviteter i efterårskøkkenet. Den gamle brandbil kommer på besøg i løbet af ugen, og det samme gør museets husarkæolog,« fortæller museumsleder Søren Mentz. 

Efterårsferien er traditionelt en uge, hvor familierne tager på museum – og konkurrencen er hård. 

»Vi tilbyder vores gæster en hel speciel oplevelse, fordi vi har et godt team af frivillige, der gør dagen hyggelig og nærværende. De frivillige laver håndarbejde og spiller spil, mens Pernille Stockfleth fortæller historier som i de gode gamle dage,« forklarer museumslederen, der glæder sig til at byde gæsterne velkommen til ni dage i historiens tegn. 

Amagermuseet har åbent alle dage fra lørdag den 16. oktober til søndag den 24. oktober kl. 12–16.

Den gamle brandbil fra Frederiksværk Brandværnsmuseum kommer på besøg på Amagermuseet i efterårsferien.
Den gamle brandbil fra Frederiksværk Brandværnsmuseum kommer på besøg på Amagermuseet i efterårsferien.

Lærerig efterårsferie

Som noget nyt har Museum Amager i år valgt at foretage en særligt stor formidlingssatsning omkring museerne i Dragør i efterårsferien.

Der er derfor blevet udviklet et nyt, stort familiespil til lejligheden, hvor man med sin museumsbillet i hånden kan gå ud på havnepladsen og prøve kræfter med den 5 x 5 m store spilleplade.

Spillet udfordrer museumsgæsterne på deres paratviden og samarbejdsevne, samtidig med at det sender dem rundt for at løse sjove og lærerige opgaver på byens museer og finde quizsvar rundt omkring på havnen.

Drag-ør Museum og Danmarks Lodsmuseum holder åbent mandag til fredag i efterårsferien fra kl. 12–16, og det er i samme tidsrum, spillet kan prøves.

Samlet oversigt over Museum Amagers aktiviteter findes i aktivitetskalenderen på Museum Amagers hjemmeside www.museumamager.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk