Ny koncerndirektør udpeget i Region Hovedstaden

Dorthe Crüger, der er bosiddende i Søvang, træder den 1. august ind i ledelsen af Region Hovedstaden.

Dorthe Crüger har mere end ti års erfaring fra hospitalsvæsenet på afdelings- og direktørniveau i Danmark og England. Og man ser meget frem til at byde den nye koncerndirektør med lægefaglig baggrund velkommen.

»Dorthe er en stor sundhedsfaglig og ledelsesmæssig kapacitet. Hun har blandt andet stået i spidsen for flotte resultater på Sygehus Lillebælt, der flere år er blevet kåret til bedste kræfthospital og har scoret højeste patienttilfredshed. Vi glæder os til, at hun bringer nogle af sine erfaringer ind i ledelsen af Region Hovedstaden,« siger regionsdirektør Svend Særkjær.

Borgernes sundhedsvæsen 

Den nye direktør vil i sin rolle  som koncerndirektør fokusere på samarbejdet med det omkringliggende samfund – kommuner, praktiserende læger, uddannelsesinstitutioner, foreninger, erhvervsliv m.m. for at skabe et »borgernes sundhedsvæsen« så tæt på borgerne som muligt. »Det pres og de muligheder, som blandt andet de demografiske, teknologiske og medicinske udviklinger lægger på vores sundhedsvæsen kræver, at vi skal gøre mange ting anderledes, end vi gør i dag. Det kræver, at vi finder løsningerne sammen med de mennesker, der bruger vores system, så vi sikrer, at det, vi tilbyder, også er det, borgerne rent faktisk efterspørger, og ikke det, vi tror, de efterspørger,« siger Dorthe Crüger.

Hovedstadens roller

Dorthe Crüger understreger, at Region Hovedstaden har en særlig forpligtelse til at vise vej og gå forrest. Hun mener, at Region Hovedstaden er i en position, der er privilegeret på den ene side og udfordrende og krævende på den anden. »Alene regionens størrelse målt på befolkning, men også den geografiske nærhed til mange af de største vidensinstitutioner, medier, central-administrationen og den landspolitiske scene gør, at mange tager afsæt i Region Hovedstadens resultater og løsninger, når det samlede danske sundhedsvæsen skal bedømmes, eller når gode idéer skal spredes,« slutter Dorthe Crüger.

Dorthe Crüger.
Dorthe Crüger.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk