Mille Gori, også kendt som Motor Mille, blev for andet år valgt til at være vært for SOS Børnebyernes omvendte julekalender.
Mille Gori, også kendt som Motor Mille, blev for andet år valgt til at være vært for SOS Børnebyernes omvendte julekalender.

Omvendt julekalender

146 elever fra Nordstandskolen har brugt december på at lære om børns rettigheder

For eleverne i indskolingen på Nordstrandskolen handlede julen i år ikke kun om at få, men også om at give – for i årets SOS-julekalender har de igennem daglige korte film lært om børns rettigheder.  

I Dragør var i alt 146 elever med SOS Børnebyernes julekalender – Omvendt Julekalender 2021 – hvor de skulle lære om FN’s Børnekonvention og børns rettigheder. 

Det var i år niende gang, at SOS Børnebyerne udsendte den populære julekalender, som mere end 60.000 elever har deltaget i på landsplan. Og det var Mille Gori, også kendt som Motor Mille fra DR Ramasjang, der for andet år i træk var vært for kalenderen. Hver skoledag i december måned gennemgik hun på en børnevenlig måde budskaberne i Børnekonventionen og introducerede på den måde danske elever for emner såsom børns ret til at lege, sige deres mening og til at blive passet på.

»Jeg tror ikke, alle børn kender til Børnekonventionen, og det forstår jeg godt, for den er lavet af voksne, diskuteret af voksne og skrevet under af voksne. Derfor fortjener den om noget at blive foldet ud for børnene, for den er jo deres. Jeg har gjort mit for at formidle den på fineste vis i børnehøjde, og jeg er ikke i tvivl om, at den vil føre til snak og refleksion,« fortæller Mille Gori.

Vender blikket udad

Julekalenderens formål er at få eleverne til at reflektere over børns rettigheder ved at møde børn fra hele verden, der lever under helt andre vilkår, end de fleste danske elever kender til.

»Jeg synes, det er vigtigt at bruge julen til at se ud i verden og gøre noget godt for andre – og det er jo kernen i Omvendt Julekalender. Filmene om verdens børn gør emnerne konkrete og viser, at vi ikke bør tage børns rettigheder for givet,« siger Mille Gori, som tilføjer, at hun håber, at samtalerne i klasseværelserne også bliver pakket ud hjemme over aftensmaden, så forældrene også lærer en ting eller to.

Sidste år samlede eleverne mere end en kvart million kroner ind på landsplan til SOS Børnebyernes arbejde for verdens mest udsatte børn. Det gjorde de ved at gøre gode gerninger såsom kage-bage-salg, pantindsamling og salg af julekort. De gode gerninger gjorde det muligt for klasserne at give en hjælpende hånd til børn som dem, de havde mødt i julekalenderens film. Og også i Omvendt Julekalender 2021 blev skoleelverne opfordret til at gøre små, gode gerninger og derved skabe juleglæde hos deres nærmeste.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk