Online romanklub

Bibliotekerne knopskyder nye online læsekredse under corona

Efter ti år i samme romanklub er det ikke til at undvære for læserne. Under nedlukningen pga. coronarestriktioner rykkede DR Romanklubben  derfor online – og en ny online læsekreds om nordisk litteratur er nu opstået hos Dragør Bibliotekerne.

En gang om måneden hen over vinter og forår mødes deltagerne fra DR’s romanklub. De drikker rødvin, spiser chips og frugt, mens de diskuterer nye, danske romaner. Sådan har de gjort i mange år, men denne sæson blev, som så meget andet det forgangne år, noget anderledes. De fysiske møder på Biblioteket på Vestgrønningen blev skiftet ud med virtuelle mødelokaler, og samtalerne på bibliotekets vindeltrappe blev skiftet ud med vidensudveksling om links, adgangskoder og mute-knapper.

Et ægtepar, der har været med i romanklubben på Dragør Bibliotek i ti år, fortæller, at de startede i romanklubben, fordi de var tilflyttere og syntes, at en læseklub var et naturligt sted at møde nogle mennesker og samtidig udvide læsningen, som de begge i forvejen dyrkede.

De fleste deltagere i læseklubben har som det omtalte ægtepar været med igennem mange år og har under nedlukningen ønsket at holde liv i fællesskabet med de mennesker, som efterhånden kender hinanden rigtig godt. 

Lene Shirin Holmgaard, der har været med i romanklubben de seneste syv år, er glad for sit hold og muligheden for online at holde vanen ved lige.

»Vi er glade for at gå på lige præcis vores hold, så vi er glade for at få lov at fortsætte sammen med de samme mennesker. Hvis holdet var ophørt, havde jeg måske fundet på noget andet de aftener. Nu holder vi vanen ved lige og får også stadig læst en masse,« fortæller Lene Shirin Holmgaard. 

Seks danske romaner

DR Romanklub er et landsdækkende samarbejde imellem DR, Litteratursiden og landets biblioteker, der har eksisteret siden 2008. DR udvælger hver sæson seks nye, danske romaner, der læses og diskuteres på landets biblioteker. 

I Dragør har der kørt tre hold, der vinteren over mødes onsdag aften og diskuterer de udvalgte romaner. 

Ved sæsonens afslutning stemmer romanklubberne over hele landet på, hvem af forfatterne, der skal have årets romanpris.

Det sociale fællesskab 

Denne sæson var det kun det ene hold, der læste med helt til sæsonafslutningen. For det var ikke alle, der var lige klar på at skifte det fysiske møde ud med en skærm. 

For dem, der var klar, er der til gengæld med hjælp fra bibliotekaren Ulla Fajfer opstået nye, digitale fællesskaber. »Vi ville rigtig gerne lave noget for vores læsekredse, selvom det hele var lukket ned. Vi synes, litteraturen er vigtig, og vi ved også, at det sociale er vigtigt for dem, der deltager,« fortæller Ulla Fajfer. 

Ny online læsekreds

Gitte Dupont var med på et af de romanklubhold, der valgte at udskyde sæsonens møder, til man igen må mødes på biblioteket. Derfor meldte hun sig under fanerne hos læsekredsen om nordisk litteratur, hvor bibliotekar Ulla Fajfer har sat læsekredsen i gang og valgt de første fire bøger. 

Den nye læsekreds så dagens lys i januar måned, og ingen af deltagerne kendte hinanden på forhånd. Til gengæld er de allerede blevet enige om at fortsætte i fremtiden – og fortsat online, fordi, de oplever, at det giver en større fleksibilitet for deltagerne. 

»Jeg synes, det fungerer godt. Vi skiftes til at lave et oplæg om forfatteren og fortælle lidt om bogen, og så kommer vi hver især med vores oplevelse af bogen,« fortæller læseklubdeltager Gitte Dupont, som fortsætter: »Der er også nogle dansk-lærere med, og de har simpelthen så stor viden, at man bliver helt fascineret af at sidde og høre på dem.« 

Gitte Dupont genkender problemerne med spontaniteten i samtalen fra sin nye læsekreds, men hun ser også flere fordele ved strukturen, som onlinemøderne giver. »Vi sætter en time af, og det passer meget godt. Det går bare hurtigere, når man ikke sidder og smalltalker alt for meget. Og så er det er meget rart, at man ikke nødvendigvis skal ud ad døren,« lyder det fra Gitte Dupont, som forklarende tilføjer: »For sådan en som mig, der var rigtig ærgerlig over ikke at kunne fortsætte i romanklubben, er rigtig glad for, at vi kunne lave det her hold.«

De sidste to hold i romanklubben har planlagt datoer til resten af sæsonen, så de når at indhente det forsømte. De når dog ikke at stemme om DR romanprisen, som uddeles i juni.

Stigende medlemstal 

På landsplan mærker DR Romanklub en stigning i antal af læseklubber. I december 2018 var der 47 tilmeldte kommunale biblioteksvæsener, som, da flere af dem ligesom i Dragør havde flere klubber kørende på samme tid, kørte 78 læseklubber. 

I december 2019 steg antallet af tilmeldte biblioteker til 55 med 107 læseklubber. Og nu i 2021 er der 68 tilmeldte biblioteker med godt over 100 læseklubber i alt.

På litteratursiden.dk oplever chefredaktør Lise Vandborg, at de har 20% flere brugere på siden. »Folk læser mere under corona, og der er flere, der leder efter inspiration og ny læsning. Det digitale format er utroligt velegnet til at dele læse-oplevelser, og jeg tror, at vi i fremtiden kommer til at lave flere livearrangementer, som vi streamer til hele landet,« lyder det fra chefredaktøren, som også fortæller, at nogle af de tilbud til læserne, der er opstået under corona, har vist sig at være endnu bedre tilbud, end dem man havde før. 

»Alle har lige vilkår, og alle læserne kan møde hinanden på tværs af landet. Der er meget stor forskel rundt omkring i landet på, hvilke bøger der vækker mest debat og begejstring i klubberne. Der er nogle geografiske forskelle på læseoplevelsen. Så det er fantastisk, at læserne møder hinanden nu. Det vil vi gøre mere af i fremtiden,« slutter Lise Vandborg.

CL

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk