Arkivfoto: Thomas Mose.
Arkivfoto: Thomas Mose.

Påske under åben himmel

Dragør Kirke flytter i år påskefestens store finale søndag udendørs – dels fordi den første påskemorgen også foregik under åben himmel i en gravhave, og dels fordi at rykker man udendørs, må man synge sammen og være flere sammen.

»Sundhedsmyndighederne og kirkeministeriet siger god for modellen! Vi glæder os,« lyder det fra sognepræst Jens Bach Pedersen, som mener, at sygdom og død alt for længe har sat dagsordenen.

»At genåbning, opstandelsefest og forår falder sammen danner en smuk fortolkningsmæssig ramme, og Dragør Kirke rykker denne morgen – for første gang i 20 år – sin  udstjeneste ud under åben himmel, ud på kirkegården,« fortæller sognepræsten.

Til søndagens påskearrangement vil Dragør Kirke have indkaldt det fulde kor og lade påsketrompeten gjalde og slippe påskeglæden og de rustne sangstemmer fri.

Et lille men ...

Man må desværre stadigt ikke være mere end 50 personer samlet – heller ikke udenfor, og derfor er forudgående tilmelding nødvendig. Den kan foretages via kirkens hjemmeside. Og det er den samme hjemmeside, kirken vil bruge som infotavle, hvis vejr eller vejrudsigt skulle gøre det nødvendigt at rykke indenfor, oplyses det fra Jens Bach Pedersen.

Mange helligdage

Påsken er en fest, som falder i flere akter: Først skærtorsdag, hvor man ved en kort nadvergudstjeneste mindes den sidste nadver, siden langfredag, der i år fejres som en liturgisk passionsgudstjeneste, påskedag med den gyldne finale i gravhaven og endelig 2. påskedag, der erkendelsesmæssigt og intellektuelt er dagen, hvor påsken finder landsætning.

Yderligere info på hjemmesiden www.dragoerkirke.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk