Plads i bussen?

De nye restriktioner, der betyder, at man nu skal holde to meters afstand i offentlig transport, giver yderligere udfordringer for buspassagerer. Movia har derfor lanceret en ny hjemmeside, der viser, hvor mange der kan forventes at være med bussen, og selskabet håber, at kunderne derved får lettere ved at planlægge deres rejser.

Den nye hjemmeside – plads-i-bussen.dk fungerer på samme måde som rejseplanen. Man vælger dato, tidspunkt og det stoppested, hvor man ønsker at stå på bussen, og dernæst det stoppested hvor man skal af. Når man har trykket »søg«, præsenteres man for tre rejser og får samtidig information om, hvor mange der forventes at være med busserne på det ønskede tidspunkt. Antallet af forventede passagerer vises med et farvet ikon, der ved skiftende farver og udseende skal indikere, hvor megen plads der er i bussen. Hvis alle rejseforslagene indeholder røde ikoner for fyldte busser, kan man klikke sig frem til afgange med grønne ikoner. 

Den ny hjemmeside tager højde for Movias seneste coronarestriktioner, hvor Movia kun benytter hver anden siddeplads og halvdelen af ståpladserne, således at busserne kun fyldes halvt op.

»Kunderne er rigtig gode til at rejse med omtanke og holde afstand. Vi ved også, at der er nogle kunder, som under corona gerne vil planlægge deres rejse på tidspunkter, hvor der er ekstra god plads. Det overblik får de nu. Vi fylder i forvejen kun busserne halvt op for tiden, men med den nye web-app, kan vi hjælpe kunderne bedre med at vælge busser, hvor der er bedst plads,« udtaler Movias kommunikationsdirektør, Camilla Struckmann, som fortsætter:

»Selve idéen med web-appen er blevet til i samarbejde med Movias borgerpanel. Vi har spurgt vores borgerpanel om, hvad web-appen skulle kunne for at være relevant for kunderne i busserne. De har peget på, at web-appen kan være en ekstra tryghed i corona-tiden, og det vil vi i Movia gerne støtte op om«.

I alle busser på hele Sjælland skiltes der nu med, hvor mange der må være med lige netop den konkrete bus.

Rent teknisk er oplysningerne om forventede passagerantal, der gives i web-appen, baseret på en kombination af rejsekortdata og data fra Movias tællebusser, der løbende opdateres for at give prognoser på, hvor megen plads der er i busserne.

Med Movias nye web-app, plads-i-bussen.dk, kan man få en indikation af, hvor mange passagerer man kan forvente i bussen. Arkivfoto: TorbenStender.
Med Movias nye web-app, plads-i-bussen.dk, kan man få en indikation af, hvor mange passagerer man kan forvente i bussen. Arkivfoto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk