Politiindsats mod høj fart

Københavns Politi oplyser, at de hen over sommeren har haft fokus på vanvidskørsel og for høj fart. Onsdag i sidste uge foretog politiet derfor atter færdselskontroller flere steder på Amager – herunder i Dragør, hvor to biler blev målt til 97 km/t. i krydset Englandsvej/Møllegade, hvor der må køres 50 km/t.

Politikommisær i Center for færdsel og trafik i Københavns Politi, Bettina Appleyard, udtaler i en kommentar:

»Det er fuldstændig uacceptabelt at køre på den måde. Bilisterne spiller hasard med både eget og tilfældige borgeres liv, når de kører så hurtigt. Derfor er det noget, vi har stort fokus på i vores færdselsindsats.«

Hensigtsmæssig skiltning

Ingen kan naturligvis tro, at det er tilladt at køre så stærkt på den strækning, men Dragør Nyt er fra flere sider blevet gjort opmærksom på, at skiltningen ved overgangen fra 80 km/t. på Englandsvej til 50 km/t. før Sdr. Kinkelgade kan opleves som uhensigtsmæssig.

Redaktionen har derfor i den anledning været i kontakt med politiet. Fra avisens side er der fremsendt en forespørgsel med billeddokumentation samt en række betragtninger og konkrete spørgsmål og idéer.

Redaktionen har desværre ikke modtaget skriftligt svar – men derimod blot en kort, mundtlig tilbagemelding, i hvilken det blev oplyst, at man efter henvendelsen havde besigtiget skiltningen – og fundet frem til, at den overholdt reglerne. Direkte forespurgt afviste man fra politiets side at forholde sig til det hensigtsmæssige i den nuværende skiltning, og man afviste at ville diskutere sagen yderligere – men henviste i stedet for til Dragør Kommune som værende vejmyndighed på området.

Dragør Nyt vil derfor tage kontakt til kommunen omkring skiltningen.

BB/HAS

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk