A27’s U/13-drenge vandt alle kampene i den næstbedste liga øst for Storebælt.
A27’s U/13-drenge vandt alle kampene i den næstbedste liga øst for Storebælt.
U/17-holdet med pokal og medaljer.
U/17-holdet med pokal og medaljer.
Nyt fra A27:

Rækkesejr og pokaltitel til talenterne

Efter et forsømt fodboldforår på grund af corona blev det igen muligt for A27-drengene at spille fodbold i efteråret. Det kastede en suveræn rækkesejr af sig til U/13-holdet og en pokaltitel til U/17-drengene

De største fodboldtalenter på drengesiden fra Dragør, Kastrup og Tårnby spiller fra U/13-alderen sammen i elite-overbygningen Amager 27 (A27), og disse A27-drenge har haft et rigtig godt efterår. 

For første gang har A27 haft et U/19-hold, fordi 2003-årgangen – som var den første årgang i A27-samarbejdet for fire år siden – nu er blevet U/19’ere. Og det betyder, at hele seks A27-hold har spillet med i DBU’s eliterækker dette efterår.

Allerbedst er det gået for det yngste hold – U/13-drengene født i 2008 – som kom ind i A27 efter sommerpausen. Det var på forhånd klart, at der var tale om en meget talentfuld årgang, og det beviste drengene til fulde, da de vandt den næstbedste række øst for Storebælt, liga 2, med maksimumpoint for ti kampe og en målscore på imponerende 48–18. 

Derudover havde U/17-holdet (med drenge født i 2004 og 2005) også en rigtig flot sæson, hvor de både blev nummer to i øst 1-rækken og snuppede pokaltitlen for holdene øst for Storebælt med en sejr på 2–1 over Lyngby i en tæt finale, som var blevet udsat fra foråret på grund af coronaen. 

Glædelige gensyn

Corona-restriktionerne satte i det hele taget en voldsom bremse på forårssæsonen, men i efteråret lykkedes det heldigvis at spille turneringerne færdig. Det glæder i den grad A27-talentchef Søren Karlsen, som også er godt tilfreds med de sportslige resultater i efteråret.

»Alene det at kunne træne og spille kampe nogenlunde normalt igen var en stor befrielse for både drenge og trænere. Og så var det virkelig flot at se, hvordan U/13-drengene fejede al modstand til side, ligesom U/17-holdet havde en flot sæson og hentede den første pokaltitel til A27,« siger Søren Karlsen, der også havde ros til andre hold.

»Også i de andre årgange har vi generelt set en god spillemæssig udvikling.«

U/19-holdet, som primært består af førsteårsspillere, landede midt i rækken, og det samme gjorde U/16-drengene, mens både U/15- og U/14-holdene sluttede lidt under midten på en niendeplads. 

DBU-talentsamlinger

A27 fik i foråret 2019 DBU’s ungdomslicens for første gang. Det har udløst økonomisk støtte fra DBU og har givet automatisk adgang til at spille i elite-ungdomsrækkerne. Da licensen blev fornyet i foråret 2020, gik A27 endda godt to procentpoint frem i den bedømmelse, som DBU giver, og man rangerer derfor nu som det 38. bedste talentmiljø i Danmark. 

Dermed er man nået langt i forhold til målet om, at fodboldtalenterne i A27 skal kunne udvikle sig i et stærkt træningsmiljø på det sydlige Amager, uden at de behøver skifte til andre klubber, medmindre de er så talentfulde, at de kan gå direkte ind på holdene i de allerstørste klubber. Den vej har fire tidligere A27-spillere i øvrigt allerede taget – tre spiller nu i Brøndby og en enkelt i Lyngby. 

»Vi synes, at vi har taget nogle rigtig gode skridt, siden A27 begyndte som et rent træningssamarbejde imellem de tre moderklubber for fire år siden. Nu har vi seks hold, som spiller i eliteungdomsrækkerne, og vi har vundet flere rækker og nu også en pokaltitel. Samtidig har vi mange spillere, som individuelt har udmærket sig og eksempelvis har været udtaget til DBU’s talentsamlinger for de mest talentfulde spillere på U/13- til U/15-årgangene. Alene i dette efterår har fire spillere været udtaget til DBU-samling,« fortæller talentchef Søren Karlsen.

To af de omtalte udtagne spillere er i øvrigt fra Dragør. Der er tale om U/14-spilleren Pelle Søgaard og U/15’eren Jakob Amstrup Willer.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2020 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk