Christian Rasmussen kører først over målstregen.
Christian Rasmussen kører først over målstregen.

Rasmussen på 1.-pladsen

Med en sejr i weekendens løb på Lucas Oil Raceway bragte den -talentfulde racerkører fra Dragør sig i spidsen for Indy Pro 2000-serien

Som optakt til det legendariske løb »Indianapolis 500« tørnede Indy Pro 2000-feltet fra torsdag den 27. til lørdag den 29. maj ud i løbet, der går under tilnavnet »The Race Before the 500«, der også kaldes »Freedom 90«.

Som en af to løbsweekender i sæsonen skulle der denne gang kun afvikles et enkelt løb, så det var vigtigt for Christian Rasmussen, at han var klar.

Christian Rasmussen fik hurtigste tid i den anden test-runde, som blev kørt torsdag den 27. maj. 

Ved kvalifikationen på den kun 1,1 km lange ovalbane kørte alle biler to omgange. Køreren, der sammenlagt kørte hurtigst på de to omgange, startede forrest i løbet.

Både Braden Eves, der er Christian Rasmussens hårdeste konkurrent i det samlede mesterskab, og det unge talent Reece Gold var begge hurtigere, end køreren fra Dragør. Dermed måtte Christian Rasmussen tage til takke med en startplacering som nummer tre.

Start udskudt

Vejret var ikke med de 11 kørere, der gjorde klar til løb fredag. En række voldsomme regnbyger tvang arrangørene til at lægge løbsskemaet om.

Da bilerne endelig kom på banen, var det meget kortvarigt. Lige som løbet blev sat i gang, begyndte en let regn at falde ned over banen. Efter fem omgange bag »pace car« og gult flag blev løbet afblæst. Senere blev det besluttet, at de resterende 85 omgange af løbet skulle køres dagen efter.

Lørdag morgen bød på opklaring, og feltet gjorde klar til at afslutte den forudgående dags løb.

Lidt efter kl. 11 gik starten. Med sin fordelagtige startplacering kom Reece Gold bedst fra start. Det lykkedes dog hurtigt for Christian Rasmussen at komme forbi konkurrenten Braden Eves og bringe sig op på 2.-pladsen.

Kort efter starten af løbet. Christian Rasmussen – yderst til højre i bil nr. 1 – presser på.
Kort efter starten af løbet. Christian Rasmussen – yderst til højre i bil nr. 1 – presser på.
Reece Gold og Christian Rasmussen hjul mod hjul.
Reece Gold og Christian Rasmussen hjul mod hjul.
Christian Rasmussen atter på podiet – her i selskab med Reece Gold (tv.) og (th.) Manuel Sulaiman.
Christian Rasmussen atter på podiet – her i selskab med Reece Gold (tv.) og (th.) Manuel Sulaiman.

Reece Gold havde efter 30 omgange næsten to sekunders forspring til Christian Rasmussen. Men danskeren havde ikke i sinde at give op. De to kom i trafik, da de begyndte at overhale de langsommere konkurrenter med en omgang, og Rasmussen indhentede bid for bid forspringet til Gold.

Der var blot et par billængder imellem nummer et og to, og det blev endnu tættere, da Gold og Rasmussen skulle overhale Kyffin Simpson med en omgang. Men igen holdt Gold fast i 1.-pladsen.

Næste forhindring foran Gold og Rasmussen var Artem Petrov, der inden løbet lå på en samlet 3.-plads i mesterskabet – 24 point efter Christian Rasmussen. Men nok en gang holdt Gold danskeren bag sig.

På 78. omgang lykkedes det. På langsiden kom Christian Rasmussen op på siden af Reece Gold. Danskeren holdt på og angreb svinget aggressivt. Han fik fordelen på inderbanen og kørte forbi Gold.

Men med 12 omgange tilbage var Christian Rasmussen ikke sikker på sejren.

På de sidste omgange satte Reece Gold farten op, og på 90. og sidste omgang lagde han an til angreb, men Christian Rasmussen fik lukket af og kunne få øjeblikke senere lade sig hylde som vinder af løbet.

En skuffet Reece Gold blev toer, mens Manuel Sulaiman, der var kommet forbi Braden Eves, sluttede som nummer tre. Med en 4.-plads i løbet måtte Braden Eves overlade føringen i Indy Pro 2000-mesterskabet til racerkøreren fra Dragør.

»Det var et fremragende løb, og det er en fantastisk følelse, der bliver endnu bedre af, at jeg nu fører i den samlede stilling,« sagde en glad Christian Rasmussen efter sejren.

Weekendens triumf på Lucas Oil Raceway var ikke danskerens første. Sidste år, hvor han vandt USF2000-serien, kørte han også på banen, og kendskabet til banen blev afgørende for løbet i lørdags.

»Jeg lærte meget af også at vinde her sidste år i USF2000, og det er den erfaring, jeg nu lukrerer på her, på et endnu højere niveau,« lyder det fra den 20-årige racekører.

Næste gang Indy Pro 2000-serien skal på banen er den 17.–20. juni, hvor der skal køres på Road America i Wisconsin.

1Christian Rasmussen213
2Braden Eves200
3Reece Gold178
4Artem Petrov165
5Hunter McElrea151
6Manuel Sulaiman123
7Jacob Abel110
8Kyffin Simpson108
9Enaam Ahmed100
10Colin Kaminsky91
11Jack William Miller85
12Wyatt Brichacek84
13James Roe78
14Cameron Shields43
15Flinn Lazier 37
16Hunter Yeany34
17Enzo Fittipaldi20
Stillingen i Indy Pro 2000-serien efter otte løb. Serien består af 18 løb, og holder den nye tidsplan, afsluttes mesterskabet i oktober.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk