MHV 911 BOPA ved fiskekutteren tirsdag aften. Foto: Besætningen på Bopa.
MHV 911 BOPA ved fiskekutteren tirsdag aften. Foto: Besætningen på Bopa.

Redningsaktion

Marinehjemmeværnet blev kaldt ud til kutter, som tog vand ind

Tirsdag klokken 19.15 lå marinehjemmeværnsfartøjet, »MHV 911 BOPA« (Bopa), fra Hjemmeværnsflotille 379 Dragør ved Holmen i København. De var ved at hente tre kommende officerer fra Søværnet, som gerne ville med ud på en træningssejlads og blive lidt klogere på Marinehjemmeværnets virke. De tre nåede lige at få valget: Vil I med på en indsættelse – eller vil I hellere i land igen?

Bopa havde nemlig lige modtaget et opkald fra Forsvarets Joint Rescue Coordination Centre. 

En gammel fiskekutter lå i den sydlige ende af Køge Bugt og tog vand ind. Den havde motorstop – og det hastede med at få hjælp.

De tre valgte hurtigt at tage med, og fartøjsfører, Jens Berg, fik beordret Bopas hurtige gummibåd i vandet med tre gaster og en lænsepumpe, så de kunne skynde sig dernedad.

Gummibåden var fremme i løbet af en time, og Bopa var fremme en halv time senere.

Undervejs havde Jens Berg og hans besætning ingen kommunikation med havaristen, og det fastholdt selvfølgelig en vis usikkerhed omkring, hvordan det stod til dernede – hvilken opgave man stod over for.

Heldigvis var en svensk lodsbåd nået frem som den første på pletten. De havde lagt sig ved kutteren og var klar, hvis situationen skulle udvikle sig alvorligt.

Lodsbåden blev liggende, indtil Bopas gummibåd nåede frem og overtog opgaven.

»Jeg havde sat en mekaniker med i gummibåden, så han kunne kigge på deres motor, men der var umiddelbart ikke noget at gøre,« fortæller Jens Berg.

Til gengæld, så var situationen heldigvis ikke så dramatisk, som først antaget

Ikke ved at synke

»Den gamle trækutters vandindtrængen var ikke så voldsom. Den var ikke ved at synke. Men, hvis de var blevet liggende derude, så var det selvfølgelig blevet kritisk,« forklarer Jens Berg.

Der var ikke andet at gøre end at slæbe fiskekutteren i havn. De to mand om bord ville egentlig gerne sydpå, men Bøgeskov Havn på Stevns var for lille til både fiskekutteren og Bopa, og der var lige lovlig mange timer ned til næste sydlige havn, til at den frivillige besætning ville yde den slæbeservice. Fiskekutteren blev derfor slæbt til Dragør Havn, der fra positionen næsten lå i samme afstand som Køge Havn.

»Det gik stille og roligt. Det var jo et fantastisk vejr at sejle i med næsten ingen vind,« understreger Jens Berg, som var retur i Dragør med Bopa og fiskekutter lige før midnat.

De tre kommende sø-officerer fik sig nok en større oplevelse med Marinehjemmeværnet, end de havde regnet med. Jens Berg havde ovenikøbet sat dem lidt i sving på dækket, da der skulle etableres et slæb imellem fiskekutteren og Bopa.

»De havde en fin tur,« siger Jens Berg, som også fik arrangeret, at de tre blev bragt tilbage til Holmen i bil.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk