Vi har modtaget – borgmesterens nyhedbrev:

Seneste nyt fra borgmesterkontoret

Så er tiden inde til en nyhedsopdatering og information fra Dragør Rådhus.

Borgerservice 

Helt overordnet har regeringen givet alle kommuner en meget stor ekstraopgave, der handler om at hjælpe borgere med at få oprettet sig rigtigt i systemerne ved overgangen fra NemID til MitID. 

Rigtig mange borgere har selv gjort det inden for tidsfristen, men der er cirka 3.000 borgere i Dragør, der skal en tur forbi Borgerservice, hvis de skal have deres MitID til at virke. 

Det har givet et meget stort pres på Borgerservice – ikke kun i Dragør, men i hele landet. 

I Dragør løste vi i første omgang udfordringen ved at indføre obligatorisk tidsbestilling – hvilket medførte meget lang ventetid på alle opgaver. Det er nu ændret, så man kan møde op både med og uden tidsbestilling, som det passer bedst for en selv. 

Derudover er der iværksat ekstraordinært åbent på rådhuset med forlænget åbningstid på udvalgte tirsdage, torsdage og lørdage i april måned. Det drejer sig om dagene tirsdag den 5., torsdag den 7., lørdag den 9., tirsdag den 19., torsdag den 21., lørdag den 23., tirsdag den 26., torsdag den 28. samt lørdag den 30. Disse ekstraordinære åbningstider er reserveret til borgere, der ønsker pas og hjælp til MitID. Så er du en af de borgere, der ikke har fået ordnet MitID endnu og ikke selv har mulighed for at gøre det via egen smartphone, så bestil en tid på en af ovenstående datoer, og der vil være nogle af vores dygtige medarbejdere, der står klar til at hjælpe dig.

Og har du et ældre familiemedlem eller en nabo, der ikke selv kan håndtere overgangen til MitID, så hjælp din pårørende eller nabo med at få en tid. et vil være en stor hjælp.

Flygtninge fra Ukraine

Før regeringens pressemøde i fredags, hvor regeringen meldte ud, at der kan komme op til 100.000 flygtninge til Danmark, havde vi fået af vide, hvor mange flygtninge Dragør cirka skal tage imod. Tallet
lød dengang på cirka 70 flygtninge ... 

Vi skal tage godt imod ukrainerne og sikre, de får en god velkomst og falder til i Dragør. Men det er også en stor opgave – ikke mindst, fordi vi er udfordret, men også fordi vi har en mangel på ledige boliger. 

Aktuelt er det besluttet, at følgende områder kan være en mulighed for boligplacering: Frelsens Hærs Baggersmindelejr, leje af den tidligere asylgrund, Kongelundshallen, det nuværende areal ved Hollænderhallen, hvor der allerede er nogle pavilloner, eller privat indkvartering.

De fire første muligheder kræver, at staten dispenserer fra plangrundlaget. Vi er i dialog med alle relevante ministerier. 

Vi har ligeledes haft dialog med Frelsens Hær, der er positivtsindet for at indgå leje-aftale med kommunen. Der arbejdes intenst med løsningerne. 

Vi kender endnu ikke tidspunktet for modtagelse. Samtidig kender vi heller ikke økonomien, da regeringen endnu ikke har meldt ud, hvordan kommunerne vil blive kompenseret økonomisk. 

Det er min vurdering, at vi som kommune skal indstille os på, at der kommer en udgift for Dragør Kommune, og at der er en stor risiko for, at vi ikke kompenseres fuldt og helt for vores udgifter. Dette vil få en betydning for de kommende budgetforhandlinger hen over sommeren.

Affaldssortering

Fredag den 1. april træder den nye affaldsordning i kraft for langt de fleste borgere i Dragør – en ordning, som er besluttet af Folketinget, og som skal udføres af kommunerne. 

I Dragør valgte en enig kommunalbestyrelse i sidste valgperiode at vælge den model for sortering, der giver borgerne færrest mulige affaldsspande. I Dragør modtager vi tre spande.

Det er et privat firma, der leverer spande og affaldsposer ud til alle de hustande, der skal starte med sortering den 1. april. De har lovet, at alle vil modtage deres spande og poser inden den 1. april. 

I en så stor udrulning kan der forekomme fejl, så hvis du den 1. april mangler noget, så kontakt kommunen på affald@dragoer.dk – hvorefter det vil blive bragt i orden med det samme. 

For mig selv kan jeg fortælle, at det ikke er en let omstilling, og jeg skal vænne mig både til spandene og sorteringen. Men fra venner og bekendte rundt om i landet, der har sorteret i længere tid, fortæller alle, at det hurtigt bliver en almindelig rutine i hverdagen, og at man finder gode løsninger for opbevaring af spande m.v. 

Selv gjorde jeg den fejl, at jeg ikke var opmærksom på, at der i affaldsspandene ligger en meget informativ folder, der fortæller om sortering, og at den skillerumsplade, der skulle skille den ene beholder i to, lå i en af de andre beholdere. Så har du oplevet samme udfordring, så tjek lige beholderne igen – og ellers skriv til affald@dragoer.dk

Bådudlejning fortsætter

Sidste sommer opstod et nyt initiativ om, at man kunne leje mindre både i Dragør Havn hos en privat operatør til dags- eller timesejlads på Øresund. Vi har netop godkendt, at dette initiativ kan fortsætte i sommeren 2022, og jeg glæder mig til at følge udviklingen.

Naturvidenskab på -dagsordenen

Dragørs skoler er gået forrest med at sætte den naturvidenskabelige viden på dagsordenen. 

Lærere og pædagoger har sat fokus på natur og science i en ny naturfagsstrategi – og det har medvirket til, at Novo Nordisk Fonden har bevilget 3 mio. kr., så skolerne kan fortsætte det flotte arbejde.  

Det er fantastisk, når dygtige lærere og pædagoger ser mulighederne og udvikler nye strategier – og når anerkendte fonde bakker op. 

Tak til jer for jeres indsats. 

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev: Nyt fra borgmesterkontoret

Borgmester, Kenneth Gøtterup, har indsendt et nyhedsbrev, der fortæller om, hvad der sker på rådhuset. Læs mere

Store Magleby har før haft royalt besøg. Ved sidste mandags fastelavnsarrangement fik det hollandske ambassadør-par en rundvisning på Amagermuseet, hvor de bl.a. kunne beundre Karl Larsens maleri af den hollandske dronnings besøg på museet i 1922. Foto: Thomas Mose.

Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev: Seneste nyt fra borgmesterkontoret

Borgmester, Kenneth Gøtterup, har indsendt et nyhedsbrev, der fortæller om, hvad der sker på rådhuset. Læs mere

Kenneth Gøtterup. Arkivfoto: Hans Jacob Sørensen.

Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev: Seneste nyt fra borgmesterkontoret

Borgmester, Kenneth Gøtterup, har indsendt et nyhedsbrev, der fortæller om, hvad der sker på rådhuset. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk