Skolen ved Vierdiget fotograferet fra vandsiden ud for Cafe Sylten. 1964. Foto: Historisk Arkiv Drag­ør.
Skolen ved Vierdiget fotograferet fra vandsiden ud for Cafe Sylten. 1964. Foto: Historisk Arkiv Drag­ør.
Lokalhistorisk tema – historien bag:

Skolen ved Vierdiget

Det er efterhånden fem år siden, de sidste elever forlod Skolen ved Vierdiget. Nu står der 102 rækkehuse på det, der engang var skolens område.

I samarbejde med Historisk Arkiv Dragør tager Dragør Nyt et kig på historien.

Tilstrømning af skolebørn

I 1950’erne, før kommunesammenlægningen med St. Magleby Kommune, steg tilflytningen til Dragør Kommune voldsomt. De nye boligbyggerier, ikke mindst i Engparken, satte kapaciteten i daginstitutioner og på skoler under pres. Kommunens eneste skole, Dragør Skole på Vestgrønningen, kunne ikke i længden klare tilstrømningen af skolebørn, og man besluttede at opføre en helt ny skole ved Krudttårnsvej og Søndre Strandvej. Skolen blev opkaldt efter Vierdiget, som var et gammelt tangdige på markerne syd for Store Magleby.

Byggeriet bestod af færdige elementer, der var støbt på en fabrik i Hobro, mens lokale håndværksmestre stod for indretning og inventar. Skolen var i ét plan, hvad der havde den fordel, at børnene sparede tid, når de skulle fra ét lokale til et andet, som man skrev dengang. Beliggenheden var usædvanlig for en folkeskole. Lige ud til vandet og med havudsigt fra skolegården. Nogle frygtede, at den friske blæst ville genere og gøre skolen dyr at varme op. Leverandøren af byggeelementerne forsikrede dog, at det moderne byggeri var meget velisoleret. Men man plantede et læhegn og indrettede legepladsen, så den var forsænket i forhold til omgivelserne.

Skolen blev indviet mandag den 12. august 1963. Dagen efter startede undervisningen i skolens ni klasser. Foreløbig var det børnene i 1. til 5. klasse, der gik her. Personalet bestod af kun seks lærere samt Danmarks dengang yngste skoleinspektør, Poul Juel Jensen.

Rejsegilde ved udvidelsen 1975. Foto: Historisk Arkiv Drag­ør.
Rejsegilde ved udvidelsen 1975. Foto: Historisk Arkiv Drag­ør.

Hurtigt oplevede man dog pladsproblemer, og allerede efter det første år måtte klasser deles om et lokale, så de var der på skift om formiddagen og eftermiddagen. I 1970 kom den første udvidelse til, og skolen fik faglokaler til fysik og naturfag og en gymnastiksal, der havde egen teaterscene. Sløjdsal og skolekøkken var på ønskelisten til den næste udvidelse, der kom i 1975. Indtil alt var på plads, måtte eleverne nogle gange tage turen til Dragør Skole.

En af eleverne, Tina Sørensen, skrev i 1988 om sine minder om den første skoledag på Skolen ved Vierdiget i 1970: 

»Der stod man renvasket, nykæmmet, iført lyserød jersey-buksedragt og med ternet skoletaske i hånden, der ikke indeholdt andet end et splinternyt penalhus og en masse forventninger. Dengang var væggene i klasselokalerne gule, gulvene grå af linoleum, og der lugtede rent, en særlig blanding af sæbe og vådt træ. Man snusede ind og fornemmede for første gang den helt specielle atmosfære, der er på en skole, der har stået en hel sommer og ventet på, at dens elever kom tilbage.«

Nedrivningen af skolen påbegyndes i vinteren 2016.
Nedrivningen af skolen påbegyndes i vinteren 2016.

Som del af ændringerne i Dragør Skolevæsen er Skolen ved Vierdiget nu nedlagt. For fem år siden – i juni 2015 – forlod børnene skolen for sidste gang, og bygningerne blev revet ned til fordel for nyt boligbyggeri.

Skolens 25-års-jubilæum i 1988. Foto: Historisk Arkiv Drag­ør.
Skolens 25-års-jubilæum i 1988. Foto: Historisk Arkiv Drag­ør.
Foråret 2015, kort tid før de sidste elever forlader skolen. Arkivfoto: Thomas Mose.
Foråret 2015, kort tid før de sidste elever forlader skolen. Arkivfoto: Thomas Mose.

Serien »lokalhistorisk tema« bringes i samarbejde med Historisk Arkiv Dragør.

Læs flere historier på lokalarkivets hjemmeside www.dragoerhistorie.dk

Ønsker man at besøge arkivet, kan man lave en aftale ved at skrive på e-mail til: lokalarkivet@dragoer.dk

Hvor Skolen ved Vierdiget engang lå, er der nu boligkvarter med rækkehuse. Arkivfoto: Thomas Mose.
Hvor Skolen ved Vierdiget engang lå, er der nu boligkvarter med rækkehuse. Arkivfoto: Thomas Mose.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2020 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk