Vi har modtaget – fra Socialdemokratiet:

Socialdemokratiet er bag budgettet

I torsdags skrev vi sammen med de øvrige partier Dragør-historie, da en enig kommunalbestyrelse stemte for budgettet for 2021. Det tegner godt for det politiske samarbejde, og vi vil gerne sige tak til de øvrige partier for gode og konstruktive forhandlinger.

Udgangspunktet var en økonomiaftale og en udligningsreform, der stillede Dragør bedre, end først antaget. 

Alligevel har budgettet skullet tilpasses med 12,8 mio. kr. for at leve op til servicerammen, som vi er forpligtet af som kommune. Det har selvfølgelig krævet en del armlægninger med de andre partier, og det er selvfølgelig ikke landet fuldstændigt, som det ville, hvis vi havde haft otte mandater. 

Vores tilgang har været, at det ikke måtte ramme den helt nære velfærd. Det har været afgørende for os, og det er opnået i væsentligt omfang. Vi er blandt andet tilfredse med, at vi ikke medtog den foreslåede besparelse på souschefer i dagtilbud, da det efter vores opfattelse reelt ville betyde en nedgang i normeringen. 

I foråret var vi med til at reducere serviceniveauet på hjemmeplejeområdet. Vi mener, at vi fandt et serviceniveau, der både er realistisk og ordentligt. Men derfor var det også afgørende for Socialdemokratiet, at vi ikke ændrede serviceniveauet yderligere. Budgettet tilfører i øvrigt hjemmeplejen yderligere midler for at kunne følge med det stigende antal ældre medborgere. 

Sammen med de øvrige partier sikrer vi, at målsætningerne i vores økonomiske politik efterleves. Vi genopbygger vores kassebeholdning og sørger for, at vi løbende sætter tilstrækkeligt af til anlæg og afdrag. 

Samtidig prioriterer vi anlægsopgaver, der nedsætter vores løbende driftsudgifter – dette skal der også være fokus på fremover.

En økonomisk ansvarlig politik er afgørende for, at vi kan investere i vores fællesskab, samt at vi har en robusthed, der gør, at vi kan modstå uforudsete udgifter, uden at vi skal vifte med gule og røde flag. Med en ansvarlig og sikker økonomisk politik giver vi vores borgere og medarbejdere ro og tryghed i hverdagen. 

Med venlig hilsen
Gruppeformand Nicolaj Bertel Riber, Lisbeth Dam Larsen og Ole H. Hansen, kommunalbestyrelsesmedlemmer for Socialdemokratiet i Dragør, samt Pia Voel, formand for Socialdemokratiet i Dragør

Se Budget 2021–2024

Historisk budgetaftale indgået

Læs de øvrige partiernes reaktion på Budget 2021–2024

Vi har modtaget – fra Konservative: Konservative går med i budgetforliget

Vi har modtaget – fra Dansk Folkeparti: Efter et langt forløb endte vi med et enigt byråd

Vi har modtaget – fra liste T: Hvorfor er vi tilfredse i liste T

Vi har modtaget – fra Venstre: Venstres holdning til budgetvedtagelsen

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk