Johnas Veidiksen med et lille udvalg af hans maskiner til plænepleje. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Johnas Veidiksen med et lille udvalg af hans maskiner til plænepleje. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Fokus på en virksomhed i Dragør:

Søvang Græs

Hos Søvang Græs tilbydes plæne- og landskabspleje for både private og erhverv. Stubfræsning og bortskaffelse af rødder foretager firmaet også – og man kan efterfølgende stå for genetableringen af de grønne arealer

Af Birgit Buddegård

Søvang Græs ejes og drives af Johnas Veidiksen, der er uddannet i landbruget som agrarøkonom. 

Johnas Veidiksen startede som selvstændig i 2017 og har siden etableret en betydelig maskinpark til vedligeholdelse og pleje af græsplæner.

»Alle har ret til en sund græsplæne,« er hans motto – og han oplever en stigende interesse fra private, der ønsker en flot og sund plæne.

Interessen for smukt plejede græsplæner har længe været udbredt i for eksempel England og USA, men nu er interessen også nået til de danske haveejere. I dette forår har han således hele 40 plæner, der skal plejes.

Specielle maskiner

Johnas Veidiksen er opvokset i Søvang, og det er også her, hans firma har adresse.

Han har i forbindelse med Dragør Nyts besøg taget en del af sine maskiner hjem (de opbevares ellers i en lade) og viser dem med stolthed frem. Mange af maskinerne er amerikanske – også en græsslåmaskine, som han selv har videreudviklet til også at kunne fungere som gødningsspreder.

Han viser også en »prikkemaskine«, som er den ene af de to, der findes i Danmark. Den hiver jordpropper op af plænen, så ilt og næring kan komme ned til rødderne, og plænen også drænes bedre.

Fremfor at anlægge en helt ny græsplæne kan en plænerenovering være en god og billigere investering.

Topdressing og nye græsfrø kan vække en plæne til live, fortæller han – og den efterfølgende pleje er den samme.

Med en vertikalskærer kan han fjerne mos og dødt materiale i jordoverfladen, så plænen bedre kan ånde, fortæller Johnas Veidiksen, der med egne ord brænder for sit arbejde og gerne fortæller derom i timevis.

Maskinerne er af en størrelse, så de kan komme ind i de fleste private haver, og han har købt grej, så han kan klare det meste selv – og kan derfor også holde priserne i et rimeligt leje.

Landskabspleje

Ud over professionel plænepleje, arbejder Søvang Græs også inden for landskabspleje – både for private og erhverv. Til det brug lejer han større maskiner.

Johnas Veidiksen har netop i ugen før Dragør Nyts besøg haft en opgave for Frederikssund Kommune. Det betød arbejdsdage på 17 timer, men så tager han bare en stor køletaske med mad med, griner han.

Han har opgaver i forskellige parker – blandt andet Kongens Have i København – og han vedligeholder fællesarealerne i Grundejerforeningen Søvang.

Vertikalskæring.
Vertikalskæring.
Maskinen »Bandit«, der anvendes til fræsning af rødder og stubbe.
Maskinen »Bandit«, der anvendes til fræsning af rødder og stubbe.

Naturelsker

Johnas Veidiksen understreger, at han ikke er gartner, men agrarøkonom – en uddannelse, der også kommer ham til gode på kontoret, hvor han selv ordner alt fra regnskaber til udarbejdelse af gødningsplaner. Han passer også selv maskinparken, og man ser ham ofte stå og vaske maskinerne en aften efter endt brug – for han går meget op i at holde dem i god stand.

Han er en stor naturelsker og ved ikke noget bedre end at køre rundt i for eksempel Island eller Norge og sidde ved et tændt bål. Det har coronakrisen imidlertid sat en midlertidig stopper for – det samme gælder turen til Australien om vinteren, hvor han ellers nyder at tage ned og hjælpe med at høste vin på en stor maskinstation. Der er jo ikke meget at lave om vinteren, hvad angår hverken plæne- eller landskabspleje, og så hygger han sig med at møde de mange forskellige nationaliteter, der, lige som ham selv, deltager i vinhøsten, fortæller han.

Og apropos høst, så kører han også traktor i august og hjælper med kornhøsten i Danmark – han drømmer selv om at blive landmand en skønne dag – og vil i det hele taget gerne flytte længere ud på landet. Søvang, der jo ellers ligger midt i naturen, er ved at være for byagtig for den driftige, unge mand.

Træfældning.
Træfældning.

Træfældning og stubfræsning

Johnas Veidiksen tilbyder også fældning af træer, hvor han samarbejder med professionelle træklatrere.

Han har en maskine til stubfræsning, som han stolt viser frem. Med den kan han fræse både stubbe og rødder i alle størrelser, og han hjælper gerne med reetablering af grønne arealer efter fræsning.  Og så har han oprettet en special hjemmeside om netop stubfræsning.

Søvang Græs tilbyder rydning af bevoksede arealer, opgravning af hække og beplantning, og også her hjælper han gerne med reetablering.

Har man fældet et træ, skal man plante et nyt, siger Johnas Veidiksen – ikke nødvendigvis samme sted, men naturen og pleje af den, betyder meget for ham, der kan lide at få ting til at gro.

Nørd i plæner

Johnas Veidiksen har altid haft interessen for græsplæner, planter og natur – og tøver ikke med at kalde sig selv en nørd i plænepleje. Han nyder sit arbejde – og så gør det ikke noget, at en arbejdsuge nemt sniger sig op på 70 til 80 timer i højsæsonen.

Han kører gerne langt for at komme til kunderne, der ud over Dragør og københavnsområdet oftest befinder sig i Øst- og Nordsjælland.

Yderligere information kan findes på hjemmesiderne søvanggræs.dk og stubfraes.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk