Stærkt beredskab i Dragør

Dragør er en del af Hovedstadens Beredskab og er godt sikret med to brandstationer og meget dedikerede deltidsbrandmænd, hvis uheldet er ude

Af Birgit Buddegård

Har man bygget byer med lego som barn, vil det krible i fingrene for at få fat i de små brandhaner og brandbiler, der står i vindueskarmen på brandstationen i Store Magleby. Og fotografen spotter straks, at det er en del af en »rigtig« brandhane, der er forvandlet til askebæger.

Således er stemningen sat, da Dragør Nyt møder Peter Ørnbo, der er områdeleder for Hovedstadens Beredskab i Store Magleby og Dragør.

Peter Ørnbo er ny områdeleder for stationerne, og han vil meget gerne udbrede kendskabet til, hvad Hovedstadens Beredskab står for og bidrager med her i kommunen.

I 2016 valgte Dragør at indgå i Hovedstadens Beredskab og blev dermed en del af Danmarks største beredskab. Men Dragør har fortsat to brandstationer – en i Store Magleby og en i Dragør. Og Peter Ørnbo kalder Dragørs deltidsbrandmænd for de mest dedikerede medarbejdere – her er tale om ildsjæle.

Peter Ørnbo tager imod Dragør Nyt på Store Magleby Brandstation. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Peter Ørnbo tager imod Dragør Nyt på Store Magleby Brandstation. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Engagerede brandfolk

Dragør er det eneste sted i Hovedstadens Beredskab, man har deltidsansatte brandmænd – men modsat, hvad mange tror, er deltidsbrandmænd rundt omkring i landet helt almindeligt – kun i de største byer – og dermed i hovedstaden – er der fast bemanding på stationerne.

Dragørs brandfolk er fuldt uddannede brandfolk og røgdykkere, og uddannelsen opgraderes hele tiden, fortæller Peter Ørnbo, der har stor respekt for de deltidsansatte brandfolk. De er omstillingsparate i forhold til familie og arbejde – og de er meget engagerede i at hjælpe i lokalsamfundet, lyder det fra ham. Så han udtrykker stolthed over dem – og håber også Dragør er stolte.

»Det er ekstremt, hvad man byder deltidsbrandmænd,« siger Peter Ørnbo – det ene øjeblik er de i gang med deres daglige arbejde, det næste står de måske et hus i  røgdykkerudstyr – det er derfor vigtigt, det er værdsat i lokalsamfundet. Fra det øjeblik brandmændene får et kald om brand, må der kun gå fem minutter, til de kører ud, så det gælder om at være hurtig, hvad enten de løber, cykler eller kører i bil mod en af de to brandstationer herude, som operationschef og indsatsleder Tim Ole Simonsen udtrykte det i et interview med Dragør Nyt for nogle år siden.

Stærkt beredskab

Efter Dragør gik med i Hovedstadens Beredskab, er der kommet nyt udstyr og nye brandsprøjter. En slangetender, der kan lægge brandslanger ud over lange afstande, en  tankvogn med vand samt en fleksibel enhed til overfladeudstyr på vandet er blandt nyanskaffelserne. Dragør er jo omgivet af vand og med uddannelsen til overfladereddere, kan Dragørs brandmænd også komme for eksempel kitesurfere og badegæster til undsætning og hjælpe dem i land.

Hovedstadens Beredskab er et stærkt beredskab, lyder det fra Peter Ørnbo, der fortæller, at de har mulighed for at sende en drone op med termisk kamera for at danne sig et overblik over en brand. De har også ekstra stiger, og Peter Ørnbo konstaterer tørt, at man som brandmand ikke skal lide af hverken højdeskræk eller klaustrofobi.

Alarm

Når en borger slår alarm til Alarmcentralen, sender centralen et link til borgeren og beder vedkommende fotografere. På den måde kan Alarmcentralen denne sig et overblik over branden – og de sender i øvrigt straks mandskab af sted uden forsinkelse.

Peter Ørnbo siger, at man sender mange udrykningskøretøjer til at begynde med – så kan man drosle ned hen ad vejen, hvis det ikke er nødvendigt. Men man vil ikke se en villa brænde ned – og i den forbindelse nævner han branden på Rønne Allé for nogle uger siden, som bevis på, hvor talstærkt beredskabet møder op.

Dragør har med sine godt 14.000 indbyggere et meget stærkt beredskab, understreger han.

Ikke kun brandslukning, men også forebyggelse er noget, beredskabet tager hånd om. For eksempel i Dragør gamle by – her er tale om en forebyggelsesstrategi, og man vil gerne have input fra borgerene. Der er steder, hvor parkering ikke må ske, fordi der skal kunne komme redningskøretøjer igennem – og Peter Ørnbo understreger, at der absolut ikke må parkeres ved en brandvej.

Åben brandstation

Peter Ørnbo har et stort ønske om at udbrede kendskabet til Dragørs brandvæsen blandt borgerne og har en idé om at holde et arrangement med »åben brandstation«. Coronapandemien har dog midlertidigt sat en stopper for tanken, men den er der.

Han vil gerne have beredskabet tættere på borgerne – her er jo tale om et tillidsforhold. Og han vil meget gerne have flere deltidsbrandmænd. Han drømmer også om at få en flagstang med Hovedstadens Beredskabs flag med logo, så alle, der kører ad Kirkevej kan se, at her ligger Store Magleby Brandstation.

Hovedstadens Beredskab kommunikerer også på de sociale medier, så borgerne er orienterede om, hvad der foregår. Borgerne er i fokus, siger Peter Ørnbo. Det beredskabet foretager sig, skal give mening for borgerne – også derfor er dialog og kommunikation vigtige redskaber.

Ved den voldsomme brand på Rønne Allé i april var det en fordel, at Hovedstadens Beredskab kunne trække på ressourcer fra hele området. Foto: Dines Bogø.
Ved den voldsomme brand på Rønne Allé i april var det en fordel, at Hovedstadens Beredskab kunne trække på ressourcer fra hele området. Foto: Dines Bogø.
Foto: Dines Bogø.
Foto: Dines Bogø.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk