Prospekt af den nye bygning, der efter planen skal rumme SuperBrugsen.
Prospekt af den nye bygning, der efter planen skal rumme SuperBrugsen.

SuperBrugsen søger dispensation

SuperBrugsen har søgt Dragør Kommune om mulighed for at overskride byggefeltet, når de skal opføre deres nye butik på Sønder Røsevej. By-, Plan- og Erhvervsudvalget (BEPU) besluttede at sende SuperBrugens ansøgning i nabohøring, som det kræves i Planloven. Efter at ansøgningen har været i nabohøring, vil BEPU behandle sagen igen på baggrund af høringssvarene. 

Strandparken solgte i september måned sidste år den ejendom, som Møller Jensen MENY drev butik fra. Køberen, SuperBrugsen, ønsker at rive den gamle bygning ned og opføre en ny butik. Der er givet en tilladelse til, at den eksisterende bygning må være større, end det oprindelige byggefeltet på grunden – som er beskrevet i Byplanvedtægt 4.

SuperBrugsen vil efter nedrivningen af den eksisterende bygning opføre en ny butik, der arealmæssigt vil fylde det samme, som den tidligere butik. Dog ønsker man at udforme butikken anderledes, end den tidligere, for at optimere indretningen. Opføres SuperBrugens nye bygning, vil det betyde, at byggefeltet overskrides yderligere i forhold til det, der står i byplanvedtægten, og kræver derfor dispensation.

Får SuperBrugsen lov til at bygge deres butik, sådan som de ønsker, vil der blive plads et antal parkeringspladser ved den nordlige facade. Det samlede antal parkeringspladser vil herefter være i alt 26 stk. Desuden oplyser SuperBrugsen, at butikkens indgang vil blive placeret på det nordvestlige hjørne med store glaspartier, og der etableres en overdækning ved indgangen. Her vil man etablere et lille torv, hvor der vil være plads til vareudstilling og cykelparkering. Indkørsel, varegård, vareindlevering og logistik i øvrigt tænkes udført principielt, som i dag. Varegården bliver udført med uigennemsigtigt stålhegn, svarende til i dag. Den øvrige afgrænsning til fortov og cykelsti etableres som kantsten. Indkørslen til grunden vil man flytte en smule for at øge trafiksikkerheden. Desuden vil man lave begrænsninger, således at varelevering kan ske med 12-meter-lastbiler – og disse leveringer vil hovedsageligt ske om natten.

TM

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk