Vi har modtaget:

Tak for tilliden

Så kom vi over på den anden side af kommunalvalget.

Det var første gang, jeg prøvede kræfter med at stille op – det var sjovt.

Tak til de 52 vælgere, som gav mig deres kryds. Nuvel, det gav ikke adgang til kommunalbestyrelsen i denne omgang, men i vores valgforbund fik Sydamagerlisten en plads. Til lykke med den, Flemming Blønd – det er velfortjent. Med den nuværende konstituering ser det dog ud som om, at du og liste T er sat lidt uden for indflydelse, om end det er der, jeg synes, løsningsmulighederne findes.

Til lykke til de Konservative med et forrygende valgresultat; det ser ud som om, at lokalvalgene generelt på landsplan afspejler den landspolitiske situation med fremgang for Konservative og tilbagegang for Socialdemokratiet og Venstre – samt dertil en markant fremgang til Nye Borgerlige.

Og det så heller ikke fantastisk ud for mit parti, Liberal Alliance, på landsplan. Det giver anledning til refleksion over, hvorledes vi fremover skal formidle vores fantastiske politik.

Kenneth Gøtterup har udtalt, at nu kommer der en ny begyndelse med bedre service til borgerne. Jeg håber sandelig, at den fremadrettede oplevelse hos kommunen for borgerne vil være bedre service, men jeg vil nok være forsigtig med at postulere, at det er noget nyt. Faktisk tror jeg, at der vil komme meget lidt nyt fra den konstituerede kommunalbestyrelse Konservative, Socialdemokratiet og Venstre – men man kan jo håbe, at jeg tager grueligt fejl.

Jeg deltog kun i fire vælgerdebatter – eftersom jeg var ude at rejse i forbindelse med mit arbejde i en del af valgperioden. Der var vel cirka 100 fremmødte per møde. Det var sjovt. Jeg vælger at tro på, at det, Liberal Alliance gik til valg på, blev kommunikeret ud til vælgerne – men jeg er lidt usikker på dette. Jeg kunne godt tænke mig, at der var mulighed for at afholde vælgermøder fremadrettet, hvor deltagerantallet er større og uden forudgående tilmelding – det kunne for eksempel være i Hollænderhallen, hvor der kan være flere hundreder deltagere.

Grundet mine rejser var jeg også den sidste, der fik indsamlet valgplakaterne – de var lette at finde, eftersom jeg var den sidste. Der manglede nogle stykker. Dem vælger jeg at glæde mig over, at nogle ligesindede ville have som souvenirs ...

Under valgkampen blev jeg af borgmestersekretæren påbudt at flytte ulovligt opsatte skilte tre steder. Det er jo lidt foruroligende, idet man har 24 timer til at få dem flyttet – for ellers vil kommunen sende en faktura på 200 kr. per plakat for at fjerne dem. Ved opfølgning viste det sig, at det kun var to af stederne, den var gal, og problemet var, at de stod på privat grund – fik jeg oplyst. Ja, privat som borgmesterens sekretær sagde – det vil sige kommunens grund nede ved gæssene. Nuvel, jeg flyttede de pågældende skilte en meters penge – og så var problemet løst.

Men jeg nåede at sætte mig lidt grundigere ind i reglerne omkring placering af valgplakater og kunne konstatere, at den var gal flere steder – blandt andet på det meste af Vestgrønningen. Nogle af de andre skilte blev flyttet, men ikke dem på Vestgrønningen. Jeg oplevede faktisk dette som politisk chikane – reglerne må være de samme for alle – også konsekvenserne. Det var ikke i orden, Helle Barth.

Heldigvis kan jeg konstatere, at mine valgplakater alle ser rigtig fine ud og kan som udgangspunkt bruges igen. Spørgsmålet er jo så, om de budskaber, der står på dem, er relevante om fire år. Det håber jeg ikke, men jeg frygter det.

Jeg kan konstatere, at den nuværende konstituering ikke levner mulighed for, at Dragørs placering som UNESCO-kulturarv kommer til at ske de kommende fire år, og at ej heller en sammenlægning med Tårnby Kommune kommer til at ske frivilligt fra Dragørs side.

Det sidste budskab, vi gik til valg på, var service. Jo – lad os se. Min søn, Carl på 7 måneder, mangler en dagplejeplads. Det er jo blandt andet en af de kerneydelser, vi alle efterspørger. Indtil videre har hans mor måttet forlænge hendes barsel på grund af dette.

Med venlig hilsen
Per Nørgaard Andersen
Liberal Alliance

Vi har modtaget: Dagplejen – den skal vi værne om

Nicolaj Bertel Riber (A) – viceborgmester og kommunalbestyrelsens repræsentant i Dagplejens forældrebestyrelse har indsendt et debatindlæg om Dagplejen i...

Vi har modtaget: Parkeringspladser

Konservatives medlemmer af kommunal­bestyrelsen samt Klima-, By- og Erhvervsudvalget, Mia Tang og Martin Wood Pedersen, har indsendt et debatindlæg...

Vi har modtaget: Tre positive nyheder på børneområdet

Konservatives medlemmer af Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Theis Guldbech, Mia Tang og Trine Søe har indsendt et debatindlæg om...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk