Mindeord:

Tanker til Ole Rønne

Kære Ole

Dine yogavenner fra Kurts yoga, mandagsholdet på Skippervænget, har med stor sorg modtaget nyheden om din tragiske ulykke med dit elskede svævefly.

Du mødte trofast op hver mandag aften – lagde armbåndsuret og strømperne ved madrassen og var klar.

De første otte år på madrassen ved vinduet med Martin som »nabo«, og de sidste syv år ved skydedøren med Hans som »nabo«. Manfred på midtermadrassen. Joh, trofast var du. 

Og så kom vi i gang sol-øvelsen, skulderstanden m.m, samt den afsluttende afspænding, som vi alle holdt meget af.

Før øvelserne gennemgik vi altid verdenssituationen med Kurt, og du fortalte om dine rejser med Søs til Sharm el Sheikh og ikke mindst om dine meritter med dine elskede svævefly.

Vi husker specielt historien om dit besøg hos Hendes Majestæt, hvor du fik Dronningens Fortjenstmedalje efter 40 års tjeneste i SAS.

»Har De nogle hobbyer hr. Rønne?,« spurgte majestæten. 

»Ja, svæveflyvning.«

»Uh,« svarede majestæten. »Det er noget for min mand, Prinsgemalen. Jeg foretrækker med motor.«

Ole, vi vil huske dig som en glad og hyggelig person. Altid i godt humør, og vi kommer til at savne dig.

Vi vil tænke på dig, Ole.

Martin Skytte, Manfred Graf og Hans Bertelsen
På vegne af Kurts yogahold

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk