Nyt fra Dragør Boldklub:

To pokalsejre og et nedlag i ligaen

Dragør Boldklub (DB) tog onsdag den 5. august hul på sæsonen ved at træde ind i anden runde af kvalifikationsturneringen til Sydbankpokalen – og siden i københavnsserien, hvor første kamp blev spillet lørdag den 15. august.

Nørrebro FF–DB 0–3 (pokalkamp)

DB’s første modstander i pokalturneringen var Nørrebro FF. Efter scoringer af Jonathan Bligaard, Kristoffer Enoch og Mikkel Merser vandt Dragør Boldklub kampen, der blev spillet på kunstgræsbanen i Mimers-parken.

FC Sunshine–DB 1–2 (pokalkamp)

I tredje runde af DBU-pokalen mødte DB serie 2-holdet FC Sunshine. FC Sunshine startede for få år siden i serie 5 og er efterfølgende rykket op hvert år. 

Pokalkampen blev spillet på Kløvermarken tirsdag den 11. august i strålende aftensol. 

Havde man ventet en let gang træning for DB, så kom man på andre tanker fra start ... FC Sunshine var på banen for at vinde! 

FC Sunshine spillede fra start et hårdt, fysisk spil, som nok overraskede DB-spillerene. Men DB har da også et par herrer eller tre, nemlig Jannik Madsen, Victor Mouritsen og ikke mindst Jonathan Bligaard, som alle kan spille fysisk. 

Det var for øvrigt Jannik Madsens kamp nr. 100 for DB.

Efter at FC Sunshine en periode havde forsøgt at splitte DB’s forsvar, kom DB i gang. 

Jonathan Bligaard scorede efter 11 min. efter et godt forarbejde af Kristoffer Enoch og Frederik Glendorf. Kristoffer Enoch førte bolden frem til kanten af FC Sunshines felt – han fandt Glendorf, som spillede skråt tilbage til Bligaard, som hamrede bold op i nettaget. 

Dommeren tillod det meste af det hårde spil. Det gik ud over Mathias Rahbek og Jacob Holmegaard i de første 20 min. af første halvleg. Begge spillere blev ofre for tacklinger, som før har givet frispark og gule kort – men ikke denne tirsdag aften.

DB kom på 2–0 efter 31 min. Mathias Rahbek sparkede et perfekt hjørnespark ind foran mål. I klumpen af spillere fik Victor Mouritsen med nakken »skubbet« bolden i mål.

Få minutter før pausen reducerede FC Sunshine stillingen til 1–2 på et mål, hvor DB’s ellers stærke forsvar blev overspillet. FC Sunshine sendte en lang bold frem. DB-målmand løb langt ud af målet, men FC Sunshine-angriberen var sikker i sin afslutning og reducerede til 1–2.

I anden halvleg skiftede DB tre spillere ind. Christian Lundorff, Andreas Steffensen og Frederik Riber erstattede Jacob Holmegaard, Mathias Rahbek og Victor Mouritsen. 

FC Sunshine kæmpede med alt, de havde. De pressede i store dele af kampen DB tilbage i egen forsvarszone. Men til alt held – og med et sandt arbejdsraseri – holdt DB FC Sunshine fra flere scoringer. 

De sidste 8–10 min. af kampen var nok noget af det mest hæsblæsende og nervepirrende længe. Kampen gik i cirka syv minutters overtid. Men DB holdt skansen og er efter denne flotte holdpræstation videre til næste runde af DBU-pokalen og skal nu møde Gentofte-Vangede Idrætsforening, der til dagligt spiller i danmarksserien. Kampen, der er fjerde runde af turneringen, spilles på hjemmebane onsdag den 26. august kl. 19.

DB–Vigerslev BK 0–2 (københavnsserien)

Første kamp i københavnsserien var mod Vigerslev BK, som DB i juni måned mødte i »finalekampen« om førstepladsen i serie 1. Begge hold rykkede op i københavnsserien – og de skulle altså allerede møde hinanden igen i første runde af den nye turnering. Men resultatet blev ikke meget anderledes ...

Kampen blev spillet på DB’s hjemmebane ved Hollænderhallen i lørdags, den 15. august.

Før kampen var der blomster til Frederik Frost, der i kampen mod Vigerslev BK i juni opnåede 100 kampe, og Jannik Madsen, der spillede sin kamp nummer 100 mod FC Sunshine. Det blev dog ikke en minderig kamp for de to jubilarer, idet holdet tabte kampen 2–0. 

Med nederlaget i denne første runde ligger DB på en 13.-plads ud af de 15 hold i københavnsserien.

HR

Næste kamp spilles mod HB
tirsdag den 18. august kl. 20.
på udebane i Fælledparken

Lørdag den 22. august kl. 12.00
er modstanderen KB2 på hjemmebanen
ved Hollænderhallen

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk