Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.

Hjemmeskoling af 7.A på St. Magleby Skole. Foto: St. Magleby Skole.
Hjemmeskoling af 7.A på St. Magleby Skole. Foto: St. Magleby Skole.

Uge 6 med verdensmål

Som i hele det ganske land var der i sidste uge temauge på Dragørs skoler. De mindste elever på klassetrinene 0. til 4. var fysisk til stede på skolerne, mens de ældre elever fortsat modtog deres undervisning online.

Fælles for alle elever var, at der i »Uge sex« blev arbejdet med den fælles overskrift »Plads til alle«, hvor der blandt andet blev fokuseret på sundhed, trivsel, ligestilling, seksualorientering og mangfoldighed. Og særligt FN’s verdensmål 3 om »sundhed og trivsel«, -mål 4 om »kvalitetsuddannelse«, -mål 5 om »ligestilling« samt -mål 16 »Fred, retfærdighed og stærke institutioner« var i fokus.

Arbejdet med verdensmålene skulle bidrage til, at eleverne fik syn for, at man rent faktisk kan gøre noget ved de udfordringer, man står over for – både når det gælder undervisning med blik ud i verden og det helt nære arbejde med for eksempel trivsel i klassen.

Eleverne skulle lære at navigere, tage stilling og handle både på en lokal, en global og en kompleks virkelighed.

»Det er vigtigt, at elever i Danmark får et globalt perspektiv på problematikker, som for eksempel ligestilling, kvalitetsuddannelse og sundhed og trivsel,« siger Maibritt Melchert Larsen, der er lærer på St. Magleby Skole.

De tre verdensmål, der i år var inddraget i seksualundervisningen i uge, 6 passer godt til flere af de forløb, som »Sex og samfund« har udarbejdet.

»Det er lidt af et puslespil at få skabt et forløb, som tilgodeser de behov, der er, i lige netop den og den klasse,« tilføjer Maibritt Melchert Larsen, som også fortæller, at mange elever tror, at uge 6 handler om sex.

»Men det handler om så meget mere, end bare det. I denne tid med #Metoo og krænkelsessager på stribe er der alt mulig grund til, også i Danmark, at undervise i ligestilling og at sætte grænser, samt at noget så banalt som det sprog, vi nogle gange bruger kønnene imellem, er nødvendige undervisningsemner,« oplyser Maibritt Melchert Larsen.

Der skal dog også undervises i det basale såsom kønssygdomme, prævention og det om den første gang, men noget af det venter man med, til eleverne er vendt tilbage på skolen.

»Dette, som meget andet, fungerer bare bedre, når vi er fysisk til stede sammen på skolen,« lyder det fra Maibritt Melchert Larsen.

Puberteten

Katrine Strandby, der er lærer på St. Magleby Skole, fortæller, at 4.C med særligt fokus på verdensmål tre (sundhed og trivsel) har arbejdet med puberteten, og alt hvad dette medfører fysisk og psykisk.

»Vi arbejdede blandt andet med, hvordan kroppen udvikler sig. Både med hvad der er fælles for drenge og piger, og hvad der er forskelligt,« lyder det fra Katrine Strandby.

Undervisningen havde i høj grad fokus på de følelser, puberteten kan medføre i forhold til at føle sig anderledes og forkert, når det mest naturlige i verden rammer ens krop.

Derudover arbejdede eleverne med, hvordan man som klasse kan styrke fællesskabet og acceptere, at alle er forskellige og dermed også kommer i puberteten på forskellige tidspunkter.

Vi har haft klassesamtaler, løst gruppeopgaver og forskellige dilemmaer, set små videoer og afsluttede så med plancher om alt, hvad de havde lært, fortæller Katrine Strandby.

Det var lidt grænseoverskridende og pinligt at arbejde med uge sex i starten af ugen, men da vi begyndte at arbejde mere med det, var det ret spændende, fortæller Theresa, Ella, Anna, Gustav og Jonathan, som alle går i 4.C på St. Magleby Skole, nærmest samstemmende. Men alle har de alligevel også hver især fået forskellige oplevelser med sig:

»Vi har lært virkelig meget,« lyder det fra Theresa, som fortsætter:

»Jeg har lært om, hvad der sker i drenge og pigers kroppe i puberteten.«

»Efter vi havde talt lidt om det, var det ikke pinligt mere, så nu er det bare normalt at tale om. Det er jo normalt, fordi det sker med alles kroppe,« fortæller Jonathan.

»Jeg fandt hurtigt ud af, at det er meget normalt, og at det ikke er pinligt,« supplerer Anna.

»Det er ret vildt, hvordan kroppen kan udvikle sig. Det er mærkeligt at tænke på, hvor meget der sker med en selv,« lyder det fra Ella, der har været glad for sin klasse gennem forløbet. Hun uddyber med ordene:

»Vi kan stole på hinanden i klassen, og der sker ikke noget dårligt i klassen. Vi har kendt hinanden længe, så det blev hurtigt ret nemt at tale om, selvom det var virkelig pinligt i starten. Man er ikke nervøs for at gøre noget forkert i klassen.«

Jonathan synes, at det sjoveste ved temaugen var at lave plancher om alt det, de havde lært.

Alle fem synes også, at det er sjovt at arbejde med verdensmålene, fordi man kommer ind på ting, man ikke ved så meget om i forvejen.

»Vi har arbejdet med flere forskellige verdensmål, men det var første gang med mål nummer tre,« siger Theresa.

»Jeg synes, det er sjovt at prøve noget nyt. Altså når vi arbejder med verdensmålene. Sundhed og trivsel har jo rigtig meget med puberteten at gøre,« siger Gustav.

Jonathan mener desuden, at verdensmålene er gode, fordi man lærer om verden og om, hvad der sker. »Puberteten sker jo for alle – ikke kun for os,« afslutter han.

Gruppearbejde på St. Magleby Skole. Foto: TorbenStender.
Gruppearbejde på St. Magleby Skole. Foto: TorbenStender.

Køn og kønsroller

På Nordstrandskolen har 9.C blandt andet deltaget i liveundervisning fra Kvindemuseet i Århus. Via præsentation af nogle af museets mange genstande fik eleverne her et historisk blik på køn og kønsroller.

Og også i den øvrige undervisning blev kønsstereotyper både udfordret og debatteret.

»At arbejde med køn og ligestilling med eleverne er en vigtig del af deres dannelse og bidrager til at udvikle de unges nysgerrighed og tolerance for mennesker og menneskeliv af alle slags,« siger 9.C’s lærer, Signe Kampmann.

Hun mener, at ugens tema desuden faldt godt i tråd med elevernes arbejde med FN’s verdensmål i en projektopgave ugen før jul, hvor to grupper netop valgte at arbejde med henholdsvis »ligestilling på arbejdsmarkedet« og »sexisme og me too«.

»Temaet er jo højaktuelt, og debatten levende lige nu i elevernes egen tid og liv – men inden vi kastede os over projektopgaven, havde vi faktisk fordybet os i tv-serien Skam, som med udgangspunkt i Henrik Ibsens klassiker »Et dukkehjem« netop viser, at det er problemstillinger, som har været aktuelle temmelig længe,« lyder det fra Signe Kampmann, som afslutningsvis fortæller, at det vakte elevernes nysgerrighed og interesse, at det var gammel en diskussion, og at flere af de aktuelle ting altså trækker tråde over 100 år tilbage i tiden.

Ligestilling imellem kønnene

På Dragør Skole arbejdede 7. årgang med FN’s verdensmål nummer fem »ligestilling«.

Eleverne så i grupper film og læste tekster om målet og dets delmål – og blev efterfølgende sendt udendørs for individuelt at lave et nyhedsindslag med relation til emnet. Derudover skulle eleverne hver især lave en tegning til målet og uploade den på en fælles kanal på skoletube.

Fred, retfærdighed og stærke institutioner

I 8.A og 8.B på Dragør Skole arbejdede med verdensmål nummer 16 »Fred, retfærdighed og stærke institutioner«.

I undervisningen arbejdede eleverne med et samfundsfagligt fokus, hvor de skulle læse om og forstå verdensmålet.

Eleverne skulle også sætte sig ind i delmålene og indikatorerne. De skulle desuden rangere delmålene og beskrive deres begrundelser og argumenter.

Ud over fokusering på vold, vold i hjemmet, tortur, diktatur osv., hvor især tortur af børn og unge i andre lande fyldte meget hos eleverne, blev der også sat fokus på retssikkerhed og demokrati.

Eleverne lavede i grupper en plakat, som skulle vise, hvad man har i Danmark, som beskytter imod netop det, som man i verdensmålet ønsker at reducere eller fjerne helt internationalt inden 2030.

I tråd med dette blev der sat fokus på FN ... hvorfor FN eksisterer, og hvordan man deltager og forpligter sig i humanitært arbejde, samarbejde osv. Ligeledes blev samarbejdet med EU og NATO gennemgået, så det var muligt at sammenligne og skelne imellem de forskellige arenaer og organisationer.

Foto: TorbenStender.
Foto: TorbenStender.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk