Ugens byvandringer

Dragør Besøgscenters frivillige turistværter arrangerer sommeren igennem byvandringer for både lokale og byens gæster. 

Som noget nyt er entréen til Dragør Museum og byvandringerne i år blevet slået sammen. Nu får man fri adgang til Dragør Museum efter en byvandring – og omvendt har man efter køb af billet til museet mulighed for gratis at komme med på en byvandring. 

Spor af hollænderne i Dragør

Onsdag den 18. august kl. 11. Guide: Hanne Bendtsen.

I år er det 500 år siden, at en gruppe hollandske bønder kom til Amager. De bosatte sig i »Hollænderbyen«, Store Magleby, men satte i høj grad også deres præg på Dragør. 

Omkring år 1700 kom cirka halvdelen af Dragørs indbyggere fra Hollænderbyen, og tilflytningen fortsatte i generationer. 

Det var hollænderne, der byggede Dragørs første egentlige havn og som med deres erfaring med sejlads og deres rigdom til at investere i skibe bidrog væsentligt til Dragørs udvikling som sejlskibsby med søfart, lodsning og bjergeri. 

Én af byens verdenskendte sønner, skibsreder A. P. Møller, var født i Dragør og havde på mødrenes side aner tilbage til hollænderne.

Dragør – kort fortalt 

Torsdag den 19. august, fredag den 20. august, lørdag den 21. august samt torsdag den 26. august kl. 14. Guide: Annet Plambech eller Hanne Bendtsen.

Det idylliske Dragør rummer mange spændende historier. På lidt under en time får man her højdepunkterne fra flere hundrede år. 

Guiderne fortæller om sildemarkederne, der skabte byen, og om søfartsbyen, hvor stort set alle levede af de maritime erhverv. 

Danmarks bedst bevarede skipperby

Søndag den 22. august kl. 14. Guide: Jan Engell.

Dragør gamle by og havn rummer en enestående kulturarv – ikke bare i dansk sammenhæng, men i verdensklasse. 

På turen får man historien om byens opståen – den enestående byplan og enkle, homogene arkitektur. 

Desuden fortæller guiden om de udfordringer, man er stillet over for, når en gammel by, som Dragør jo er, skal fungere i et moderne samfund.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk