Når det så er sagt, er der nok nogle, der tænker anderledes og forsøger at nuancere og se ting fra flere vinkler. De går mere stille med dørene, som mange jo gør, når man ikke er enig med flertallet.
Som eksperiment kan vi antage, at 90% støtter Ukraine. Ubetinget.
Hvad med de sidste 10%? Hvad mon de tænker (og føler, hvis vi følger tidens trend og lader dette være en valid parameter), når de ser det ukrainske flag vaje hist pist og alle vegne?
Personligt tænker jeg, hvornår skal vi hejse det tibetanske flag – det palæstinensiske, det taiwanesiske, det catalonske, det baskiske eller prideflaget?
Hvor og hvornår (og hvor længe) skal vi – og jeg mener her især offentlige institutioner og instanser – flage med sympatiflag på vores alle sammens vegne? Når vi antager 90% af os bakker op? Eller er det, når 80%, 70%, 60%, skoleledelsen, borgmesteren eller 51% bakker op? Hvor går grænsen for, hvornår det er rimeligt at spænde alle for samme vogn? Hvad sker der med samtalen, når vores »fælles holdning« er givet på forhånd?
Blot en tanke. Og lad mig slå fast: Jeg sympatiserer med Ukraine ... men jeg synes, at de ukrainske flag i de danske byer er blevet problematiske.
Min grænse for, hvad jeg synes er rimeligt, er ved at være nået, og det handler hverken om Ukraine eller Putin.
Hvor går din grænse? Måske kan vi udvise sympati på anden vis? Har I nogle gode forslag?
Med venlig hilsen
Christina Rønmos
