Valg af varmeselskab

Kommunalbestyrelsen i Dragør Kommune har med et bredt flertal besluttet at optage forhandlinger med Tårnby Kommune og Tårnby Forsyning A/S om at levere den fremtidige fjernevarme til kommunens grundejere.

I sidste uge vedtog Dragør Kommunalbestyrelse en varmeplan om fremtidens varmeforsyning i Dragør Kommune. Omdrejningspunktet er at udfase naturgas og andre fossile brændsler til opvarmning og i stedet for udrulle fjernvarme til grundejerne i forskellige områder af kommunen.

Torsdag aften blev næste skridt så taget, da kommunalbestyrelsen skulle vælge henholdsvis leverandør og distributør af fjernvarmen.

Valg af leverandør

Der var enighed i kommunalbestyrelsen om at optage forhandlinger med Centralkommunernes Transmissionsselskab (CTR), som i dag producerer og leverer fjernvarme til en række kommuner i hovedstadsområdet – herunder blandt andet Tårnby Kommune.

CTR har i forvejen stillet sig positive over for udsigten til, at Dragør på lige fod med de øvrige kommuner kan blive koblet på det regionale net. 

En endelig beslutning om at optage Dragør som medlem skal godkendes i CTR’s bestyrelse.

Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup (tv.), og Allan S. Andersen, borgmester Tårnby Kommune.
Dragørs borgmester, Kenneth Gøtterup (tv.), og Allan S. Andersen, borgmester Tårnby Kommune.

Valg af distributør

Da det kom til kommende distributør af fjernvarme stod valget mellem på den ene side HOFOR og Københavns Kommune og på den anden side Tårnby Forsyning og Tårnby Kommune.

Et bredt flertal bestående af Konservative, Socialdemokratiet, liste T og Sydamagerlisten ønskede at optage forhandlinger og indgå et udvidet samarbejde med nabokommunen og dens forsyningsselskab, Tårnby Forsyning.

Kun partiet Venstre ønskede at gå videre med HOFOR.

»Det er en uhyre vigtig og kompliceret samfundsmæssig opgave, vi som kommune har fået i kølvandet på energikrisen,« vurderer borgemester Kenneth Gøtterup , som siger:

»Jeg er stolt over, at vi på så kort tid er lykkes med at få lagt og besluttet først varmeplanen og nu også vedtaget næste skridt i, hvordan vi kommer videre med gøre den til virkelighed.«

Ifølge borgmesteren er valget af samarbejdspartnere helt centralt.

»Det er dog vigtigt at sige, at beslutningen ikke et fravalg af HOFOR, men et tilvalg af samarbejdet med Tårnby Kommune – mellem to ligeværdige kommuner for enden af Amager,« fortsætter Kenneth Gøtterup, som uddyber:

»Vi vil etablere et fjernvarmeselskab med tæt politisk styring. Hvordan konkret er vi i gang med at undersøge nærmere. Vi vil sammen med Tårnby omsætte planen til konkrete projekter og udrulle i fælleskab. Det vil for eksempel sige, at vi principielt udruller parallelt lige meget i hver kommune – og ikke først i den ene kommune og så den anden.

Usikkerhed hos Venstre

»Det har været en meget vanskelig sag at tage stilling til,« fortæller gruppeformand i Venstre, Helle Barth, der forklarer, at der er mange usikkerheder om blandt andet prisen, og det gør det meget svært at gennemskue, hvilken løsning der vil være mest fordelagtig for Dragørs borgere.

»Dertil kommer valget imellem et lille og uerfarent forsyningsselskab over for det store og meget mere erfarne HOFOR i relation til udrulning af fjernvarme. I Venstre er vi derfor ud fra en samlet vurdering kommet frem til, at valget af HOFOR vil være bedst for borgerne i Dragør,« lyder der fra Helle Barth.

Opbakning fra Tårnby Kommune

I Tårnby Kommune, som også selv står over for at skulle udvide fjernvarmenettet indenfor egen kommunegrænse, kan omkring 8.500 grundejere se frem til tilbuddet om fjernevarme.

Sammen med Dragør Kommunes cirka 4.500 grundejere i områder, hvor der nu planlægges for fjernvarme, er der dermed tale om et betydeligt anlægsprojekt og entreprise.

»Fjernvarme er på få måneder blevet noget, som mange boligejere meget gerne vil have. I både Tårnby og Drag-ør har rigtig mange boligejere naturgas, og derfor skal vi have sat fart på fjernvarmeudrulningen,« siger Tårnbys borgmester Allan S. Andersen, som er rigtig glad for, at Tårnby Forsyning er blevet valgt til at stå for udrulningen af fjernvarme i Dragør.

»Det er et stærkt bevis på, at vi har et rigtig godt samarbejde vores to kommuner imellem, og vi har nu en fælles mission med at få udbredt fjernvarme til vores borgere,« lyder det fra Allan S. Andersen, som samtidigt med et tak for tilliden til Dragør Kommunalbestyrelse udmelder, at han ser frem til, at man nu kan trække i arbejdstøjet og få givet borgerne et alternativ til deres nuværende dyre varmekilder.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk