Leif Ingersholm fortæller om det kommende valg til Ældrerådet. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Leif Ingersholm fortæller om det kommende valg til Ældrerådet. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Leif Ingersholm. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Leif Ingersholm. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Valg til Ældrerådet

Mandag eftermiddag afholdt Ældrerådet orienteringsmøde i Kedelhuset, hvor formand Leif Ingersholm fortalte om Ældrerådets arbejde og det kommende valg

Af Birgit Buddegård

Ældrerådet er en del af det kommunale system – faktisk en selvstændig forvaltningsenhed – og enhver kommune har pligt til at oprette et sådant. I Dragør Kommune består Ældrerådet af fem medlemmer og følger valgperioden for kommunalbestyrelsen, og derfor er det valg til Ældrerådet i Dragør til november i år.

Valget foregår som brevvalg – formand for Ældrerådet Leif Ingersholm fortalte, at Ældrerådet gerne havde set det afholdt som fremmødevalg, for det, ved man, giver højere stemmeprocent, men det er et ressourceproblem for kommunen. Valget til Ældrerådet skal ifølge lovgivningen nemlig afholdes separat, så et fremmødevalg ville kræve flere stemmebokse og tilforordnede.

Bindeled imellem borgere og kommune

Ældrerådet fungerer som bindeled imellem borgere over 60 år og kommunen, og Ældrerådet skal høres, inden beslutninger, der påvirker aldersgruppen, vedtages i kommunalt regi.

Leif Ingersholm beretter, at der derfor bruges megen tid på at afgive høringssvar, og han fortæller også, at arbejdet er meget interessant at dykke ned i.

Det kan for eksempel handle om kvaliteten i hjemmeplejen, forholdene på Omsorgscenteret Enggården, madservice, byggeri af ældreboliger, kulturelle tilbud, kollektiv trafik og ældrevenlige byrum.

I øjeblikket er Ældrerådet ved at udarbejde høringssvar i forbindelse med kommunens budget for det kommende år.

Leif Ingersholm fortæller, at Ældrerådet i 2018 afgav 12 høringssvar, i 2019 17 høringssvar og i 2020 hele 24 høringssvar.

Ældrerådet afholder dialogmøde med Social- og Sundhedsudvalget to gange årligt, og rådet er repræsenteret i Beboer- og pårørenderådet på Enggården. Ældrerådet er aktive i paraplyorganisationen Danske Ældreråd og deltager her i konferencer og erfaringsudveksling.

Ældrerådet arbejder også med lokale initiativer, og som eksempel kan nævnes Seniorboligfællesskabet og muligheden for at afgive fremtidsfuldmagt.

Træf dit Ældreråd

Ældrerådet vil meget gerne i kontakt med baglandet – altså borgere 60+ bosat i Dragør Kommune. Og Ældrerådet hører gerne fra borgerne, hvis de ønsker, at rådet skal tage noget op med kommunen.

Ældrerådet kan ikke beskæftige sig med egentlige personsager, men kan tage pricipielle sager op – og mange forhold rummer jo noget principielt.

For at sikre en god kontakt har Ældrerådet indført en aktivitet, hvor man hver anden uge på en uformel måde kan træffe nogle af Ældrerådets medlemmer på Wiedergården – desværre har coronapandemien sat denne aktivitet i stå – men med restriktionernes bortfald, kan den igen finde sted.

Stil op til Ældrerådet

Ifølge Leif Ingersholm forveksles Ældrerådet ofte med Ældresagen. Men de to har intet med hinanden at gøre. Ældresagen er en forening, man kan melde sig ind i – Ældrerådet er som nævnt en del af det kommunale system, hvor man som borger kan få indflydelse på forhold i kommunen, der har betydning i dagligdagen.

Ældrerådet er partipolitisk neutralt, og medlemmerne stiller udelukkende op som sig selv.

Leif Ingersholm opfordrer kraftigt til, at interesserede stiller op til det interessante og betydningsfulde arbejde. Det sker via kommunens hjemmeside ved at klikke på punktet Stil op til Ældrerådet. Sidste frist for opstilling er onsdag den 8. september.

Yderligere information på: www.dragoer.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk