Leif B. Olsen i fuld gang på motionscyklen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Leif B. Olsen i fuld gang på motionscyklen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Maskinernes funktioner forklares. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Maskinernes funktioner forklares. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Som noget nyt kan man dyrke »stick do« i aktivitetshuset. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Som noget nyt kan man dyrke »stick do« i aktivitetshuset. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Motion er vigtig – og kan afprøves på egen krop. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Motion er vigtig – og kan afprøves på egen krop. Foto: Hans Jacob Sørensen.
I festsalen er der opstillet mange forskellige stande. Foto: Hans Jacob Sørensen.
I festsalen er der opstillet mange forskellige stande. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Velbesøgt sundhedsdag

Torsdag i sidste uge blev der afholdt sundhedsdag i Dragørs Aktivitetshus, Wiedergården. Her kunne man blandt andet opleve de mange aktiviteter, som huset rummer, møde patientforeninger og høre om kommunens sundhedsindsatser

Af Birgit Buddegård

Borgmester Kenneth Gøtterup, C, bød velkommen til en dag med fokus på sundhed i kommunen, og han fortalte om muligheden for at få en præsentation af de forskellige aktiviteter, der findes på Wiedergården.

»Det er aldrig for sent at passe på sit helbred,« konstaterede borgmesteren.

»Enhver indsats tæller, uanset alder,« fortsatte han, der dog også tilføjede, at det ikke altid er lige let at komme i gang. 

»Jeg tror, mange af os kender det, men når man først er kommet i gang og kommet igennem de første par uger, så bliver det også en livsstil, og man kan ikke undvære det,« lød det fra borgmesteren.

Men sundhed er mange ting – sundhed gennem motion og den rigtige kost, men også psykisk trivsel er vigtig, var en af borgmesterens pointer.

Han glædede sig over de mange tilbud, som aktivitetshuset tilbyder ældre, men også over, at resten af Drag-ør er beriget med et meget stærkt foreningsliv.

Trivsel og livsglæde

»Det er vigtigt, at vi har en sundhed, der gør, at vores krop fungerer bedst muligt og så sundt som muligt,« sagde Kenneth Gøtterup, der understregede, at man aldrig må glemme den psykiske trivsel.

»Livsglæden, venskaberne, glæden over de små ting i hverdagen – og selvom sundhedsprofeterne vil fraråde det, så er socialt sammenhold over mad og måske et glas vin også en vigtig del af den mentale sundhed for mange,« lød det videre fra borgmesteren, der dog også mindede om mottoet »alt med måde«.

Han sluttede med at konstatere, at netop fællesskabet er omdrejningspunkt for Wiedergården. 

»Det kan vi som kommune ikke rose og anerkende nok. Det er unikt og lad os passe på det i fremtiden,« sagde borgmesteren, før han ønskede alle en god sundhedsdag.

Sundhedsfremmende tilbud i store mængder

Og netop socialt samvær og fællesskab manglede der bestemt ikke på sundhedsdagen. Dragørs Aktivitetshus summede af stemmer og latter fra de mange fremmødte, der med stor interesse så på husets aktiviteter.

Der var korte foredrag, og der var mulighed for at prøve hverdagsmotion og forskellige træningsformer – det være sig qi gong, spinning, styrketræning og meget mere – herunder også den helt ny træningsform stick do, hvor man ved hjælp af en lang stang til rolig musik træner både krop og balance. 

Det var også muligt at få testet lungefunktion, blodtryk og hørelse og at få målt sit BMI – og der var smagsprøver på alkoholfri øl.

I festsalen var der stande, hvor det var muligt at møde Novavi (alkohol), Osteoporoseforeningen (knogleskørhed), Alzheimerforeningen, eller at høre om tryghedsopkald og små hjælpemidler, der kan være til stor gavn i hverdagen, for eksempel ved gigt.

Sundhedsdata

Der var også ophængt plancher, der viste sundhedsdata for kommunens borgere over 65 år.

Her kunne man se, at blandt de +65 årige var andelen med moderat overvægt faldet fra 2010 til i dag, mens andelen af svært overvægtige generelt er steget i Dragør.

I samme periode er andelen af storrygere over 65 år faldet, mens andelen af daglige rygere er stagneret de sidste fire år.

Flere borgere har desværre fået et usundt kostmønster de seneste år, ikke kun blandt de +65 årige, men blandt alle borgere i Dragør. Der er oftest tale om et utilstrækkeligt indtag af frugt, grønt og fisk samtidig med, at der hyppigt spises kød fra firbenede dyr, indtages fastfood, sodavand og energidrikke.

52% af mændene i Dragør opfylder ikke minimumsanbefalingen for fysisk aktivitet, mens 75% angiver, de gerne vil være mere fysisk aktive. For kvindernes vedkommende er tallene henholdsvis 54 og 79%.

Blodtrykket testes på dagens besøgende af aktivitetshuset. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Blodtrykket testes på dagens besøgende af aktivitetshuset. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Hvad angår indtag af alkohol har tallene i flere år været faldende, men nu ses en stigning i andelen af +65 årige, der drikker over ti genstande om ugen.

Coronapandemien og de lange nedlukninger har nok en vis effekt på ovennævnte sundhedsdata – også fitness-centre var jo lukkede.

En glad motionist, 89-årige Leif B. Olsen, som Drag-ør Nyt får en snak med, mens han sætter sig på en motionscykel, fortæller i hvert fald, at han personligt mærkede en nedgang i muskelmasse under coronanedlukningerne. Så nu er han glad for igen at kunne træne i aktivitetshuset, hvor han og hustruen i øvrigt også spiller skak en gang om ugen.

Så her blev borgmesterens pointe understreget – fysisk aktivitet og socialt samvær går hånd i hånd i Dragørs Aktivitetshus – noget, der også understeges igen og igen af de øvrige brugere af huset, Drag-ør Nyt får en snak med.

Det er et hus, der med aktivitetshusets egne ord emmer af aktivitet, kreativitet, interesse og god dansk hygge – her er ingen alene.

Borgmester Kenneth Gøtterup byder velkommen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Borgmester Kenneth Gøtterup byder velkommen. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Til de tørstige er der smagsprøver på alkoholfri øl. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Til de tørstige er der smagsprøver på alkoholfri øl. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Hjælpemidler demonstreres. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Hjælpemidler demonstreres. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk