Vi har modtaget – borgmesterens nyhedsbrev:

En hektisk maj måned

Det er en lille måned siden sidste nyhedsbrev, og meget er sket i vores dejlige kommune.

500-årsjubilæet for Hollændernes ankomst

Fredag den 20. maj 2022 var den store festdag. H.M. Dronningen og H.K.H. Prinsesse Beatrix af Nederlandene aflagde besøg i Store Magleby. En fantastisk formiddag med det officielle besøg med modtagelse på rådhuset, besøg på Amagermuseet, tøndeslagning og til sidst et besøg på Seerupgård, hvor fokus var på et moderne økologiske landbrug anno 2022. 

Om eftermiddagen var der mange arrangementer i Store Magleby fra byvandring, museumsbesøg til gudstjeneste i kirken, hvor mange besøgende fik en skøn oplevelse. Og aften sluttede med et brag af en fest på vandværksgrunden.

Både den hollandske ambassadør og borgmesteren fra den hollandske by Monnickendam i Waterland Kommune deltog i festlighederne, ligesom borgmesteren i Tårnby også deltog.

En stor tak til alle jer, der var med til at planlægge dagen, og for det store arbejde, I har gjort. Det være sig fra forvaltningens ledelse og medarbejdere, Vej- og Gartnerafdelingen, personalet på institutioner og skoler, der deltog med børn og ældre, museet og de mange frivillige, der lyste op i gadebilledet i flotte amagerdragter. Og ikke mindst de mange børn og voksne, der var mødt op og stod på gader og stræder og vinkede til de kongelige. Det var en fantastisk dag, hvor vi fik sat fokus på vores fælles historie med hollænderne, og hvor det fællesskab, som altid er særligt i både Drag-ør og Store Magleby blev vist. Det var en rørende og smuk dag, og fra begge kongehuse var der stor glæde og tilfredshed med dagen. Se eller gense stemningsbillederne fra dagen på kommunens hjemmeside: dragoer.dk

Pensionistskovtur

Hvert år holder Dragør Kommune et antal pensionistskovture. I år bliver det til fire. Den første blev afholdt den 17. maj 2022, hvor turen gik til Kragerupgods. De næste tre, der løber af stablen i juni, august og september måned, går til henholdsvis Falkonergården i Hillerød, Ærø og Svendborg. To frivillige – Jytte og Helle fra Wiedergården – har påtaget sig det store arbejde med at planlægge turene. Tak for jeres store indsats med dette.

Jeg havde fornøjelsen af at være med på den første tur sammen med 50 andre. Det var en dag fyldt med glæde, gode grin og meget snak på tværs af alle. Jeg tror, der knyttes gode bånd og bekendtskaber på disse ture.

Miljøministeren lagde vejen forbi

Den 16. maj 2022 tog jeg og flere medlemmer af kommunalbestyrelsen imod vores miljøminister, Lea Wermelin. Hun besøgte os i forbindelse med konkurrencen Danmarks vildeste kommune. 

Vi viste ministeren strand-engene og fortalte om vores måde at lave naturpleje på i Dragør Kommune – og vi fik en god snak om den særlige natur, vi har i Dragør. 

I strandkanten var elever fra Nordstrandskolen i fuld gang med et biologiforløb iført røjsere og udstyret med kæmpe fiskenet. Miljøministeren fik dermed også et indblik i, hvordan vores »Udeskole« giver eleverne erfaringer med den vilde natur.

Koncert med Dragør Musik- og Kulturskole

Vores musik- og kulturskole havde torsdag den 12. maj lejet en blokvogn og kørte rundt på alle tre skoler og gav koncert fra den. Musikken bestod af korsang, blokfløje-rock, pop og rockmusik til violiner. Det var en helt fantastisk oplevelse at være med i skolegården. 

Jeg tror, at det er et sundt afbræk for alle at blive »forstyrret« af musik – særligt, når dem, der spiller, lyser af glæde. Og samtidig får musikskolens elever erfaring med at komme ud og spille for andre. 

Tak til jer fra musikskolen for denne gode forstyrrelse på en helt almindelig skoledag. I gjorde det godt, og vi skal have jer ud og spille meget mere i Dragør. 

Gymnasievalg 2022

Det har desværre også været en måned, hvor de mange unge fra Dragør fik at vide, om de havde fået opfyldt deres uddannelsesønsker efter folkeskolen. I år fik to tredjedele af alle unge, der havde søgt Tårnby Gymnasium afslag. Årsagen er, at der er et afstandskriterie til gymnasiet, og at ekstraordinært mange unge i hele Region Hovedstaden havde søgt gymnasium i år. 

Det er på alle måder helt urimeligt, at Dragørs unge afvises i deres prioritet til det gymnasie, der ligger nærmest Dragør. Der er samtidig i gældende lovgivning mulighed for at tilgodese netop kommuner som Dragør, der har en geografisk beliggenhed, som gør det vanskeligere at komme til andre uddannelsesinstitutioner. Man har ikke benyttet sig af denne mulighed, og resultatet er, at Dragørs unge er blevet dårligt stillet i år. 

Jeg har haft en dialog med Region Hovedstaden om det, og alle partier i kommunalbestyrelsen har i fællesskab skrevet til ministeren om, at der er et alvorligt problem i årets gymnasiefordeling. Vi håber alle, at der ændres på det inden gymnasiestart.

Kulturhus på havnen

Et flertal i kommunalbestyrelsen besluttede at stoppe det videre arbejde for Kulturhusgruppens arbejde med at etablere et kulturhus på værftsgrunden. Årsagen er, at der efter 12 måneders arbejde i gruppen ikke er fundet finansiering til etablering. 

Alle partier indkaldes nu til forhandlinger om udvikling af det vestlige byggefelt og værftsgrunden her i maj og juni måned. Det forventes, at vi efter sommerferien kan præsentere en endelig aftale om den fremtidige anvendelse og udvikling. 

Smakkejoller i Dragør Havn

Dragør Smakkelav har fået mulighed for at have fire smakkejoller liggende i Drag-ør Havn. Det er en fantastisk idé, smakkelavet har fået. 

Smakkejollerne er klinkbygget joller. Smakkelavet bidrager til at styrke fortællingen om Dragør som historisk skibsfartsby, og jollerne vil spille smukt sammen med museets isbåd, »Mågen«. 

Varmeplanen

Som omtalt tidligere har vi en stor opgave med at få vurderet hvilke varmekilder, der skal leveres i de kommende år, hvis regeringen holder fast i at udfase naturgassen. 

Min gode kollega fra Tårnby, borgmester Allan S. Andersen, og jeg har haft et møde med Amager Ressourcecenter og CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab I/S), der har til opgave at distribuere fjernvarme. Det var et positivt møde, og vi har bedt om at få en snarlig beregning på, om fjernvarme kan udrulles, og i givet fald, hvad prisen vil være. 

Imens arbejder forvaltningen sammen med varmeeksperterne på højtryk for at få belyst mulighederne, så vi i kommunalbestyrelsen så hurtigt som muligt kan træffe den endelige beslutning om den fremtidige varmekilde i Drag-ør. 

Vi holder alle muligheder åbne og opfordrer stadig til, at vi har is i maven og ikke handler i panik. Vi får belyst mulighederne og træffer beslutning om fremtidens forventede varmekilde på et oplyst grundlag.

Budgetforhandlingerne

I juni måned har kommunalbestyrelsen yderligere temamøde om det kommende budget og dermed også overgangen til budgetforhandlingerne. 

Vi kender endnu ikke resultatet af forhandlingerne mellem KL og regeringen, som danner grundlag for kommunens budget næste år. Men alt tyder på, at det bliver en meget stram økonomiaftale for alle kommuner i Danmark med færre penge. 

Det kommer til at udfordre os i Dragør. Vi kommer til at gå en sværere tid i møde, og vi kommer til at skulle arbejde målrettet med prioriteringer. Jeg har over for kommunalbestyrelsen varslet, at vi ikke skal forvente os et øget forbrug, men at vi tværtimod skal lave reduktioner og tilpasninger. Det er ikke let og ingen ønskelig situation. Jeg er dog glad for at opleve, at kommunalbestyrelsen tager situationen alvorligt. Og mens vi venter på de nye rammer for budgettet for 2023–2026, trækker partierne i arbejdstøjet for at finde de bedste løsninger.

Med venlig hilsen
Kenneth Gøtterup
Borgmester

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk