Vi har modtaget:

Digedebatten

I sidste nummer af Dragør Nyt havde Thomas Krebs et indlæg, hvor overskriften var »Digedebatten på afveje« (læs indlægget her, red.).

Det er jeg fuldstændig enig i – men det er netop udtalelser som eksempelvis dem fra Thomas Krebs, der bidrager til dette.

Thomas Krebs insinuerer, at borgerne på Nord ikke ønsker et dige, hvilket er noget ubeskriveligt vrøvl. Er der nogen, der har arbejdet for diger i byen gennem de sidste 30 år, er det os på Nord. Her har vi haft et digelav i mange år. 

Vi på Nord og på Sydvestpynten var de første, der fik problemer ved storm og højvande, og derfor besluttede Nordstrandens borgere sig for mange år siden for selv at bygge og finansiere et dige på 1,7 meter, og det har trods alt beskyttet os lige siden. 

Når aktionsgruppen på Nord bruger ordet »mur«, er det en metafor for den oplevelse, man vil få med et 4,7 meter højt dige – uanset om dette er bygget af jord, sten, spunsvægge eller beton.

At Nordstrandens borgere ikke interesserer sig for den øvrige kystsikring i Dragør er ligeledes noget sludder.

Dragør Nordstrands Digelag har været involveret fra dag ét. Vi har udpeget ambassadører, deltaget i alle informationsmøder, og vi har gjort klart, at vi naturligvis skal have en fælles løsning, der løser vores fælles problemer. 

Men naturligvis har vi påpeget de udfordringer, vi har på Nord. Det var jo dét, der var meningen med, at de forskellige strækninger skulle udpege ambassadører, der repræsenterede de forskellige strækningers udfordringer. 

Sydstranden og Nord har været meget aktive i debatten, hvorimod den gamle by har været forbavsende tavs – trods denne strækning har de største herlighedsværdier, som vi bør beskytte.

Thomas Krebs påstår, at der er mange, der betragter klimakrisen som opspind. Jeg ved ikke, hvem disse mange er. Det er i hvert fald ikke borgerne på Nord. 

Jeg var selv formand for TænkeTanken for 20 år siden. Vores opgave var at lave en helhedsplan for havnen og den gamle by – og her var vores anbefalinger, at man skulle lave moleændringer, således at vi kun fik en indsejling til havnen, som på sigt kunne suppleres med en sluse, samt at man skulle om- og udbygge molerne, så de var mere robuste over for storm og højvande. 

I dag er havnen sikret til 150 cm. Havde man igangsat TænkeTankens forslag dengang, havde den gamle by og havnen i dag været sikret mod en 100-års-hændelse og mere til, og det var jo netop den målsætning, som kommunen og borgerne besluttede sig for.

Vi har altid haft storme og højvandssituationer i Danmark – og ja, disse er blevet hyppigere og voldsommere. Det er jo netop derfor, man har lavet »Parisaftalen« med henblik på at stoppe denne udvikling. 

Jeg personligt er da heller ikke i tvivl om, at dette nok skal lykkes, så vi får vendt udviklingen i løbet af de næste 100 år. 

Kendsgerningerne er, at siden år 1900 til dato har vi haft en vandstigning på 2 mm om året med en stigende tendens de sidste 20 år – fuldstændig som forudset.

Thomas Krebs påpeger stormen i 2017 som en mindre hændelse. Rent faktisk var det en af de værste hændelser, vi har set. Her havde vi en vandstandsstigning på 139 cm, og ingen blev berørt i hverken den gamle by, på havnen eller på Nord. Sydvestpynten blev ramt, men de har også kun en sikring på 90 cm, så hvis vi skal gøre noget her og nu, er det da at gøre noget ved det svageste led i kæden.

Thomas Krebs påpeger ligeledes denne novembers høje temperature som et skræmmeeksempel. Til orientering er varmerekorden i Danmark for november 54 år gammel, da man i november 1968 målte 18,5 grader. 

Det er kendt viden, at temperaturen stiger, og denne viden bliver løbende revideret i forhold til udviklingen. Men et nyt problem er det ikke.

Sund & Bælts forslag

Jeg ved ikke, hvor Thomas Krebs har sine informationer fra, men på borgermødet var tilbuddet ganske klart:

Man ville finansiere et dige på 4,7 meter fra lufthavnen til havnen, afsluttet med et dige der gik øst/vest 50 meter nord for Nordre Mole og ind til Strandstien. Hvad der skulle ske derfra, var kommunens problem, lød det fra Sund & Bælt.

Man tilbød eventuelt at udgrave indsøen og eventuel hjælp til vedligeholdelse. Altsammen under forudsætning af at det kunne holdes indenfor deres budget, som ingen ved, hvad er, samt at Dragør Kommune fortsatte en kystsikring, der sikrede, at Sund & Bælts infrastruktur ikke ville blive belastet.

Så fremskudte diger omkring havnen og den gamle by er altså ikke et tilbud, Sund & Bælt er kommet med.

Hvis vi tog imod Sund & Bælts tilbud, som det ser ud i dag, ville vi mangedoble omkostningerne for borgerne og kommunen. Og vi ved jo erfaringsmæssigt, at når en kommune ikke kan løse de økonomiske opgaver, skubber man dem foran sig, og det er lige nøjagtigt, hvad vi ikke har brug for. 

Vi har brug for handling. Så derfor skal vi fastholde den allerede valgte løsning; nemlig sikring mod en 100-års-hændelse regnet fra 2050, og vi skal følge COWIs anbefalinger, som sikrer dette. Dette kan vi overskue og betale.

Thomas Krebs fremhæver visse steder i Danmark, der har været voldsomt oversvømmet bl.a. ved Isefjorden.

Det er rigtigt, at når vandet presses ind i de danske fjorde og ikke kan komme ud, giver det voldsomt højvande. 

De mange kyststrækninger i Danmark, bl.a. Nordsjælland, Vestkysten osv., skal naturligvis sikres bedre og anderledes, da der her er store bølgepåvirkninger. 

I Dragør er vi så heldige, at vi bor ud til Øresund, og at der her er frit gennemløb fra Kattegat til Østersøen, således det primært er højvande, vi skal sikres os imod.

Stigningen af dette er heldigvis veldokumenteret, så der er ingen grund til at lave et dige på 4,7 meter, der sikrer mod en 10.000-års-hændelse. Det vil være et overgreb på de kommende 100 generationer, hvis vi laver et sådant bygningsværk. 

Vi skal naturligvis rydde op efter os selv, og det gør vi ved at lave en 100-års-sikring og igangsætte klimatiltag og samtidig skifte adfærd, hvilket vi er godt på vej til. Vi må erkende, at det er lidt sent, men vi er på vej. Jeg synes derfor, vi skal overlade de kommende beslutninger til vores børnebørns børn. Jeg er sikker på, der til den tid vil være en teknologi, der kan hjælpe dem godt på vej.

Jeg foreslår derfor, at vi nu alle afventer statens arbejdsgruppe. Desværre tror jeg, at de formentlig vil komme med et tilbud, som først og fremmest sikrer statens infrastruktur, og vi får dermed et dige, vi ikke har behov for, og som ødelægger vores værdier. Men lad os nu afvente og se, hvad tilbuddet går ud på, og om man kan finde en fælles løsning.

Med venlig hilsen
Søren Hvalsø