Vi har modtaget:

Firedagsuge for Dragørs ansatte

Flere og flere kommuner forsøger sig nu med firedagsarbejdsuger for de pågældende kommuners ansatte. Blandt andre er København, Høje Tåstrup og Århus i gang med forsøg, og det vækker i høj grad interesse for de ansatte. 

Det handler ikke om at arbejde færre timer, for timetallet forbliver det samme, men udelukkende at samle timerne på fire dage i stedet for fem. Det kan give en mere harmonisk arbejdsuge og måske mere tid sammen med familien. 

Forsøg indtil nu har vist sig, at det giver større arbejdsglæde, større effektivitet og mindre sygefravær. 

Jeg vil foreslå, at man i Dragør Kommune indleder et lignende forsøg, med henblik på en forhåbentlig permanent ordning. 

Sagen er, at Dragør har store udfordringer med at tiltrække nok kvalificeret arbejdskraft og at fastholde den. Dette er set ikke mindst inden for social- og sundhedsområdet, hvor udskiftningen har været uforholdsmæssig stor og ofte til stor ærgrelse og bekymring for vores ældre, som igen og igen skal skifte hjemmehjælpere. Men også på skoler og institutioner kender man til problemet. 

Der kan synes langt til Dragør, hvis man kan gå ud ad sin hoveddør på Frederiksberg og få job lige rundt om hjørnet. 

Jeg sad selv med i en gruppe under kommunalbestyrelsen, der skulle se på, hvordan vi kunne blive bedre til at tiltrække og fastholde gode medarbejdere. 

Jeg foreslog gruppen – der var under ledelse af socialdemokratiske Nicolaj Riber – at man tog ved lære af det private erhvervsliv og inviterede hr-chefer fra de servicevirksomheder, der igen og igen scorer højt i trivselsundersøgelser. Der blev nikket overbærende – og intet skete! Det er trist, at nogle politikere mener, at den offentlige sektor ikke kan lære noget af det private erhvervsliv, og opretholder et århundrede gammelt skel i stedet for at se samfundet som en helhed og se de mange muligheder, der er for at lære af hinanden og ikke mindst hjælpe hinanden via »best practice«. 

Men her byder jeg så ind med et eksempel fra såvel den private som den offentlige sektor, hvor vi formentlig kunne fremstå som en attraktiv kommune at søge job i. 

Ved at tilbyde firedagsarbejdsuger for alle funktioner, hvor det kan lade sig gøre, er det måske netop der, hvor Dragør kan skille sig positivt ud i kampen om at tiltrække de mest kvalificerede ansøgere. 

En ting er sikkert; hvis vi gør, som vi altid har gjort, får vi de resultater, vi altid har fået – og det er bare ikke godt nok, hvis vi som kommune skal udvikle os.

Med venlig hilsen
Kim Dupont 

Vi har modtaget: Hvorfor skal vi betale for PFAS-forureningen?

Kenneth Olsen har indsendt et debatindlæg om udgifterne i forbindelse med oprydning af PFAS-forureningen. Læs mere

Vi har modtaget: Hvor skal vi bygge, og hvor skal vi bo?

Rikke Marianne Karlsson har indsendt et debatindlæg om mulighederne for etablering af boliger i kommunen. Læs mere

Vi har modtaget: Ældreboliger nedlægges

Hardy Bengtsen har indsendt et debatindlæg om nedlæggelsen af ældreboliger på Wiedergården. Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk