Hver dag fra den 1. til den 24. december er der mødested under dette skilt på Badstuevælen. Arkivfoto: TorbenStender.
Hver dag fra den 1. til den 24. december er der mødested under dette skilt på Badstuevælen. Arkivfoto: TorbenStender.
Vi har modtaget:

Levende Låger

Vi har fuld gang i forberedelserne!

Dagene er blevet kortere end nætterne. Efteråret har meldt sin ankomst ... og så er der heldigvis ikke længe til verdens bedste Jul i Dragør!

Ingen december i Dragør uden vores egen lille julebagatel, Levende Låger – traditionen, der siden 2013 har samlet rigtig mange juleglade mennesker i byens gader. 

I Levende Lågers kalender, der ligger i butikken Lille Væl på Badstuevælen, har enkelte beboere allerede reserveret en dato i december, men endnu er der plads til flere spændende julevinduer – er det jeres hjem og familie, der i år skal bidrage med jeres helt egen kalenderlåge?

Som altid har man helt frie hænder med hensyn til dekoration. Vi kræver hverken et længere foredrag eller det helt store udstyrsstykke – og ej heller udklædning. Et enkelt, men måske særligt, stykke julepynt, hjembragt fra en rejse, eller måske en masse nisser samlet gennem et langt liv, kan gøre det. Alt er spændende for os!

Vi vil meget gerne høre om jeres juletraditioner og baggrunden for vinduet, specielt hvis pynten og/eller huset har en spændende, hyggelig og/eller interessant historie. I kan eventuelt få os arrangører til at fortælle historien, hvis I ikke selv har lyst til det. 

Vi mødes hver dag i december kl. 17 (den 24. december dog kl. 11) under skiltet på Badstuevælen og begiver os mod dagens adresse. Det hele tager cirka 20–25 minutter – inkl. spadsereturen gennem byen, fortællingen om vinduet og måske en julesang. 

Da der også er spændende steder uden for den gamle by, har vi dedikeret lørdagene til, at man – måske – skal gå lidt længere. Dagens kaldes derfor »Lang Lørdag med Levende Låger« – så er man forberedt, hvis man har meget små ben eller er dårligt gående.

Dagens værter behøver ikke sørge for noget – vi medbringer både sanghæfter og juleknas. Nåååh ja, har man en ganske særlig opskrift på julebag eller juledrik, så stiller vi beredvilligt vores smagsløg til rådighed for herlighederne. 

Så, kære beboere i og tæt på den gamle by, hvis I kunne tænke jer at pynte et vindue ud til gaden og få besøg af en hyggelig flok mennesker en dag i december, så kig allerede nu forbi Julie i Lille Væl på Badstuevælen, der har lovet at tage imod jeres »låge-reservering« – husk blot at have mere end én dato klar, da jeres foretrukne dag kan være optaget.

Vi lader os gerne underholde igen i år. Hvis man kan akkompagnere vores julesang, fortælle en god historie, fremføre en tryllekunst – eller noget helt andet – så er gøgl og musik i alle afskygninger, der kan bidrage til hyggen, meget velkomment.

Vi ses i december!

Med venlig hilsen
Bente, Hanne, Helle, Klaus, Lena, Ole og Søs
Gruppen bag Levende Låger i Dragør

Vi har modtaget: Levende Låger aflyser

Levende Låger har aflyst den daglige spadseretur i Dragørs gader fra og med søndag den 19. december.

Vi har modtaget: Levende Låger 2021

Forberedelserne til Levende Låger 2021 er i fuld gang! Læs mere

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk