Vi har modtaget:

Man gør en by fortræd

Coop lukker Irma i Dragør. Det er en katastrofe for medarbejderne, og det er en katastrofe for Dragør. 

Kongevejen er Dragør Gamle Bys butiksgade. Den skal sikre byens forsyning med dagligvarer, og Coop på Neels Torv har været rygraden i denne forsyning i mange år. Da jeg kom til Dragør i 1991, var det Irma. Den blev i 1993 afløst af SuperBrugsen og lykkeligvis igen til Irma i 2011. 

Jeg ved godt, at man ikke kan pålægge Coop hverken at drive Irma videre eller etablere en anden Coop-butik. Men så må Coop åbne mulighed for, at butikken kan fortsætte på anden vis. Hvis der ikke er en velassorteret dagligvarebutik på Neels Torv, vil vi se en total butiksdød i Dragør Gamle By. Stort set alle de forretningsdrivende er afhængige af, at deres kunder lige skal i Irma. Uden Irma kan ingen af de andre forretninger forvente at overleve. 

Vi taler om sammenhængen mellem den gamle by og havnen. Uden Irma vil gæstesejlerne skulle vandre en kilometer til nærmeste dagligvarebutik. Et fuldstændig absurd scenarie. 

Det er tab af livsgrundlag for de erhvervsdrivende på Kongevejen – og det er tab af livskvalitet for Dragørs borgere og gæster.

Jeg kender ikke løsningen. Men jeg vil opfordre vores borgmester til meget hurtigt at kontakte Coop for at finde en løsning, så det sikres, at der fortsat vil være en velassorteret dagligvarebutik på Neels Torv. Vi kan ikke leve med en tom butik. Løsningen skal findes, så borgerne ikke mærker overgangen fra den ene ejer til den næste. Det skete i 1993 og igen i 2011. Det skal også lykkes i 2023!

Og ikke bare den politiske ledelse må træde i karakter her. Det gælder også alle de direkte berørte borgere og handlende. Vi må finde en vej frem i fællesskab. Dragørs butikker har overlevet finanskrisen i 2008. De har overlevet tabet af de mange tørstige og sultne svenske gæster, da færgen lukkede. Vi skal også finde en løsning på denne udfordring.

Jeg er overbevist om, at det ikke har været Coops hensigt at lukke forretningslivet i Dragør Gamle By. Jeg tror ikke, at det er en bevidst handling. Derfor har jeg også tillid til, at Coop medvirker til at finde en løsning, der sikrer Dragørs fremtid. Men det sker næppe, hvis vi ikke handler hurtigt og resolut. Planen er, at Irma skal lukke i uge 20 – så det haster!

Der hviler en stor opgave på vore skuldre, men det skal lykkes. Alternativet tør jeg slet ikke tænke på!

Med venlig hilsen
Kristine Bak
Formand for liste T

Vi har modtaget: En stribe sørgelige hændelser

Palle Christoffersen har indsendt det debatindlæg om lukningen af Irma og det mangel på et supermarked i den gamle...

Vi har modtager: Normal på Neels Torv

Lars Tankmar har indsendt et debaindlæg om Normal-butikken på Neels Torv. Læs mere

Vi har modtaget: Dagligvarebutik på Neels Torv

Leise Notarmaso sender en tak til Kirsten Lindberg og Linda Reiben for at omtale savnet af en dagligvarebutik på...

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk