Yderligere genåbning af samfundet

I fredags skete en yderligere genåbning af samfundet – dog fortsat med coronarestriktioner – og nattelivet må vente. Med fokus på Dragør Kommune gives nedenfor et overblik over, hvad der nu også er åbent

Af Birgit Buddegård

Folketingets partier – med undtagelse af Nye Borgerlige – har indgået en rammeaftale om genåbning af samfundet, og der er enighed om, at genåbningen skal ske gradvist og fleksibelt.

Aftalepartierne har taget sundhedsmyndighedernes vurdering af, at det endnu er for tidligt at se konsekvenserne af den seneste genåbning per 6. maj i år, ad notam, og er tillige opmærksom på, at smittetallene er stigende på grund af genåbningen per 21. april. Det er dog en forventelig virkning af det mere åbne samfund – og det bemærkes, at vaccinationerne fortsat udrulles til flere og flere borgere. Samtidig er antallet af indlagte fortsat lavt og endog svagt faldende.

Aftalepartierne er derfor enige om, at de idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, som ikke allerede var del af de forrige faser af genåbningen, nu åbnes helt – dog med coronapas.

Genåbningen omfatter også indendørs lokaler, hvor der udøves idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter, herunder saunaer og dampbade. Også foreningslokaler, kultur og aktivitetshuse åbnes.

Forsamlingsloftet hæves

Det indendørs forsamlingsforbud er hævet fra 25 personer til 50 personer, og det udendørsforsamlingsforbud er hævet fra 75 personer til 100 personer. 

Aftaleparterne er ligeledes enige om, at der nu er åbent for 100% fremmøde for elever på ungdoms- og voksenuddannelser og for studerende på videregående uddannelser.

Endvidere er der enighed om en gradvis normalisering af fremmøde på arbejdspladser for medarbejdere, der i dag arbejder hjemme, således at der fra i fredags må være 20% fysisk fremmøde. 

Fra mandag den 14. juni, hvor det forventes, at alle over 50 år har fået første vaccinestik, må 50% af medarbejderne vende tilbage, og fra søndag den 1. august må alle medarbejdere møde fysisk på arbejdspladsen. 

I foråret 2019 – i en tid uden corona – gav elever fra Drag­ør Musik- og Kulturskole den gas foran et talstærkt publikum på Drag­ør Skole. Nu glæder man sig til, at det måske snart atter bliver muligt at kunne dele musikkens glæder med publikum. Arkivfoto.
I foråret 2019 – i en tid uden corona – gav elever fra Drag­ør Musik- og Kulturskole den gas foran et talstærkt publikum på Drag­ør Skole. Nu glæder man sig til, at det måske snart atter bliver muligt at kunne dele musikkens glæder med publikum. Arkivfoto.
Arkivfoto.
Arkivfoto.

Musik- og kulturskolen

På Dragør Musik- og Kulturskole er alle aktiviteter i gang igen fra i fredags.

Skolens leder, Jacob Honoré, fortæller til Dragør Nyt, at coronaåret ikke har været let for skolen – sang- og musikundervisning foregår nu engang bedst, når man kan mødes fysisk.

Han understreger imidlertid, at skolens dygtige og dedikerede lærere lige fra første nedlukning har tilbudt fjernundervisning – sågar også for kor. Men nu glæder de sig til at møde eleverne fysisk og håber på stor tilmelding og lyst til musik, sang og kultur.

Dragør Musik- og Kulturskole giver under normale omstændigheder flere koncerter om året – og kommer også rundt i skolegårdene. Det har corona forhindret, men det er håbet, at mange alligevel vil have lyst til at prøve kræfter med et instrument eller korsang.

På skolens hjemmeside dragoermusikkultur.dk kan man tilmelde sig, ligesom man her kan finde både information og inspiration.

Biblioteker

Også på bibliotekerne betyder den yderligere genåbning ændrede retningslinjer.

Man skal fortsat have gyldigt coronapas ved besøg, understreger leder af bibliotekerne Henriette Ritz Kylmann, der også minder om, at man skal bære mundbind og spritte af.

Kontrollen af coronapasset vil ikke længere skulle ske i indgangsdøren, men ved stikprøvekontrol på et tilfældigt tidspunkt af dagen, hvor de, der er til stede, skal fremvise gyldigt coronapas.

Der vil på døren til de forskellige rum være opsat skilte, der fortæller, hvor mange der må være på stedet ad gangen.

Henriette Ritz Kylmann er glad for, at bibliotekerne ikke længere skal afsætte en medarbejder til at stå i døren, hvor der i øvrigt ofte opstod en uhensigtsmæssig kø. Det letter arbejdet helt vildt, siger hun og understreger, at der ikke på nogen af Dragørs biblioteker har været problemer med at skulle tjekke coronapas – Dragørs biblioteksgængere har været så søde og forstående, siger hun gentagne gange.

Men selvom kontrollen i døren afskaffes, skal man altså stadig have et gyldigt coronapas for at måtte opholde sig på biblioteket.

Salmesang i kirkerne

Nye afstandskrav betyder, at der i Store Magleby Kirke nu må være 89 personer, når der synges, og 179 personer, når der ikke synges ved en gudstjeneste.

Store Magleby Kirke tilbyder fra mandag et såkaldt miniforløb med babysalmesang mandage i maj og juni.

I Dragør Kirke må der være 57 personer, når der synges og 114 personer, når der ikke synges.

Dragør Kirke har genoptaget morgensangen om onsdagen.

Gode vaner

Selvom samfundet genåbner og en vis normalitet vender tilbage, lyder opfordringen fra myndighederne, at der skal holdes fast i de gode vaner såsom afstand og hyppig håndhygiejne.

Herudover skal man være opmærksom på, at der fortsat er restriktioner såsom anvendelse af mundbind og coronapas.

Se artiklen i Dragør Nyt nr. 19, forsiden, om den allerede gennemførte genåbning for blandt andet restaurationslivet og biografen (læs den online her, red.). Følg med på hjemmesiderne for kommunen og de respektive institutioner samt coronasmitte.dk

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk