100-års-jubilæumsmarkering

Der var godt fremmøde ved Store Magleby Kirkes Menighedsplejes mandagstræf, hvor 100-års jubilæet for Folkekirkens Nødhjælp blev fejret med flag, lagkage og kringle. På søndag, den 13. marts, er der sogneindsamling landet over – blandt andet til Ukraine

Af Birgit Buddegård

Der var glade smil og fint fødselsdagskaffebord i Graverboligen ved Store Magleby Kirkes Menighedsplejes mandagstræf. Deltagerne puslede samtidig med en quiz om viden om Folkekirkens Nødhjælp – hvor gevinsten var en ged – et projekt, Folkekirkens Nødhjælp satte i værk i 2006, og som efterfølgende er blevet en kæmpe velgørensheds-succes. 

100-året fejres behørigt med et lækkert kagebord. Foto: Hans Jacob Sørensen.
100-året fejres behørigt med et lækkert kagebord. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Markeringen af 100-års-jubilæet blev indledt med en jubilæumsgudstjeneste i Københavns Domkirke i søndags med deltagelse af Folkekirkens Nødhjælps protektor, HKH Prinsesse Marie.

Jubilæet vil i øvrigt blive markeret med mange forskellige arrangementer hen over året. Men fejringen markeres i skyggen af den russiske invasion i Ukraine.

Gå for Ukraine

Folkekirkens Nødhjælp opstod i 1922 i murbrokkerne af første verdenskrig. Nu oplever Europa igen krigens rædsler, og derfor har Folkekirkens Nødhjælp valgt, at en del af indtægterne fra sogneindsamlingen på søndag den 13. marts skal gå til de krigsramte familier i Ukraine.

Under sloganet »Gå for Ukraine« opfordrer Folkekirkens Nødhjælp til at give et par timer af sin søndag for at samle ind til Ukraine, der har stort behov for hjælp.

Der er desværre mangel på indsamlere i Dragør, men de tilstedeværende ved jubilæumsmarkeringen i Graverboligen udtrykker håb om, at flere vil melde sig og hjælpe familier på flugt.

I Dragør Kirke og Store Magleby Kirke vil også kollekten på søndag gå til Ukraine.

100 år med med håb og handling er overskriften på jubilæumsmarkeringen – og det er der desværre stadig stort behov for.

Yderligere info: noedhjaelp.dk – hvorpå man også kan tilmelde sig som indsamler eller donere direkte til Folkekirkens Nødhjælp.

Foto: Hans Jacob Sørensen.
Foto: Hans Jacob Sørensen.
Hovedgevinsten i jubilæums­quizzen er en ged, som Folkekirkens Nødhjælp godt nok har sørget for at give videre. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Hovedgevinsten i jubilæums­quizzen er en ged, som Folkekirkens Nødhjælp godt nok har sørget for at give videre. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Erhvervsmæssig affotografering af Dragør Nyts annoncer og tekst er ikke tilladt.
© Copyright 2015–2024 Dragør Nyt.
Forbehold for trykfejl.

Hjemmesiden er lavet af Starco Grafisk