Ved årsskiftet tiltrådte Henrik Harder som ny kommunaldirektør i Dragør Kommune. Han kalder Dragør unik og ser frem til at være en del af en kommune med stort lokalt engagement
Af Birgit Buddegård
Den 1. januar satte Henrik Harder sig i stolen som ny kommunaldirektør i Dragør Kommune. Dog ikke på det sædvanlige kontor indrettet til kommunaldirektøren, for som et nyt tiltag sidder direktionen nu sammen for på den måde at få indblik i hinandens opgaver.
Hver direktør har naturligvis fortsat sine særlige opgaver, men ved at sidde sammen kan man nemmere vidensdele med hinanden, lyder det fra Henrik Harder.
Henrik Harder har stor erfaring med det kommunale arbejde – de seneste otte år har han været direktør i henholdsvis Ringsted Kommune og seneste Greve Kommune, så han er vant til politisk betjening. Han ser sig selv som brobygger mellem kommunalbestyrelsen og organisationen, og han mener, det er en hovedopgave at få politiske perspektiver til at spille sammen med organisationen til glæde og gavn for borgerne.
Rundtur i kommunen
Henrik Harder har allerede været en del rundt i kommunen sammen med borgmester Eik Dahl Bidstrup, og det er han rigtig glad for. Han har også planer om at tage i »praktik« i kommunens forskellige institutioner nogle gange om året – noget han også tidligere har gjort. Det giver et bedre indblik for eksempel at køre med hjemmeplejen eller tilbringe en dag i en daginstitution.
Meget kan lade sig gøre ved skrivebordet, men der mangler nogle nuancer, siger den nye kommunaldirektør, der ser frem til at lære kommunens forskellige arbejdspladser at kende.
Lokalsamfund og nærhed
Henrik Harder konstaterer, at Dragør har et stærkt lokalsamfund med stort engagement, og han synes, det er spændende at få lov at være en del af sådan en kommune.Det er ingen »sovekommune« – ikke et sted man blot har købt et hus af praktiske grunde – hans indtryk er, at borgene har et tilhørsforhold til kommunen – man har aktivt valgt Dragør til – og interesserer sig kommunens historie og kultur. Og han synes, det er en fordel med den interesse, borgener udviser – det giver rum for refleksion og dialog.
Dragør er en lille kommune, og det giver klart en sårbarhed, siger Henrik Harder, men konstaterer også, det er en klar fordel, at alle kender hinanden og vil hinanden. Han har arbejdet i kommuner i flere forskellige størrelser, og en større kommune har flere muskler, men han kan ikke sige, det er bedre.
Dragør er et unikt sted, siger Henrik Harder, der håber, at borgernes engagement i samspil med kommunal-bestyrelsen og organisationen kan få skabt et samfund, som andre kommuner vil kigge på med lidt misundelse.
Økonomi i balance
Dragør Kommune har fine serviceniveauer, endda højere end i nogle andre kommuner, lyder det fra Henrik Harder. Men økonomien skal i balance, konstaterer han, der dog også ser muligheder for, at det kan ske – gerne i dialog med borgerne om, hvad det er for et Dragør, vi vil have fremover.
Kommunen bliver dog nødt til at spare allerede i år – og økonomiudvalget har bedt om forslag til, hvordan kommunen undgår merforbrug i 2020.
Man kan ikke styre, hvad der kommer udefra, men skal sikre en sikker drift, siger Henrik Harder.
Der kommer flere ældre i kommunen, og Henrik Harder vil gerne sikre gode vilkår til ældre. Og han gør sig nogle tanker om, hvorvidt det store engagement, der er herude, måske også kan forløses til at række ud til ensomme ældre og på den måde medvirke til at binde lokalsamfundet sammen.
Han har besøgt Wiedergården og glæder sig over, at det her summer af aktivitet, og han gør sig overvejelser om, hvorvidt kommunen kan slippe tøjlerne lidt i forhold til de frivilliges indsats, for frivillighed skal give mening, siger han.
Regeringen er netop kommet med et udspil til en udligningsreform, og i den forbindelse siger Henrik Harder, at det er svært at gøre refærdighed op. Han forholder sig ikke til, om der skal betales mere eller mindre – kommunaldirektøren blander sig ikke i politik. Men han konstaterer, at nogle af de kriterier, der er lagt ned i reformen, rammer Dragør, og han synes, det ville være interessant, hvis der i udligningen bliver indlagt et positivt incitament, så kommunerne skal »stå på tæer« og gøre sig umage, frem for at få mere, jo dårligere, de klarer sig.
Fritiden
Et job som kommunaldirektør levner ikke megen fritid, men Henrik Harder løber en tur i ny og næ, smiler han, der også læser en del skønlitteratur. Og han er fuldt fokuseret, når specielt Liverpool spiller, ler han og konstaterer, at dér ved familien, de ikke skal forstyrre.
Familien, der bor i Farum, består foruden hustruen af to døtre på 15 og 19 år, og det er ikke til at tage fejl af det varme udtryk af faderstolthed i Henrik Harders øjne, da talen falder på de to piger.