[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Frustrerende sæsonstart

Christian Rasmussens løb aflyst kort før start

Fra den lokale racerkører, Christian Rasmussen, forlyder det, at han accepterer aflysningen af årets første løb – sikkerhed frem for alt. Men det var alligevel en skuffet racerkører, der kunne se bilen blive læsset tilbage i lastbilen i Saint Petersburg, Florida. Forud var gået flere timer med usikkerhed om, hvorvidt løbet ville blive afviklet eller ej. 

Først så det faktisk ud til, at man ville fortsætte med løbet, inspireret af NASCAR, der valgte at afvikle deres løb i Phoenix. Det betød, at kørerne kunne kravle i bilerne til torsdagens træning – og dermed sætte gang i GrandPrix of Saint Petersburg.

Hurtigst i træning

Kort tid inden bilerne skulle køre ind på banen, fik man dog kontraordrer. Man sendte kørerne tilbage i paddocken, mens man afventede borgmesterens udmelding om weekendens videre forløb. 

Kort efter kl. 15.00 kom så en opløftende besked fra rådhuset. Man havde besluttet, at løbet kunne afvikles – af sikkerhedsgrunde dog uden tilskuere. Borgmesteren mente, at det gav mening at gennemføre løbet, da banen var bygget – og alle teams var samlet.

I fredags kunne en flok glade USF2000-kørere så begive sig så ud til træningen, der fandt sted inden kvalifikationsløbet. 

Her viste Christian Rasmussen vejen, og at han var hurtigst … altså med undtagelse af sidste omgang, hvor det lykkedes Eduardo Barrichello at slå Christian Rasmussens bedste tid. Der var blot 0,1987 sekunder imellem de to kørere. Tredje hurtigste i træningen var Michael d’Orlando – kun 0,0577 sekunder efter den hurtige dansker. 

Det kunne dog ikke ødelægge humøret fra den unge Dragør-kører, der fik vist, at modstanderne skal holde et vågent øje med ham, hvis de skal slå ham i dette års udgave af USF2000-mesterskabet.

Aflysning 

Blot et øjeblik efter træningen var afsluttet, kom der en ny besked fra rådhuset: Man følte sig tvunget til at aflyse hele arrangementet og sende alle hjem, for derved at sikre at man ikke bidrog til yderligere spredning af COVID-19. 

»Ja, det er selvfølgelig skuffende at få den besked, og i dette øjeblik er jeg da også rigtig træt af det hele. Omvendt så er der ikke noget at gøre. Arrangørerne har gjort det rigtige, og det accepterer vi. Vi er i en meget speciel situation, og vi skal alle tage det her alvorligt. Nu er det bare om at komme hjem og få overstået denne situation i en fart,« siger en skuffet Christian Rasmussen, der alligevel var fattet i sin evaluering af forløbet.

USF2000 og INDYCAR har nu valgt at aflyse alle løb frem til og med slutningen af april. Christian Rasmussen, og de andre kørere, får således ekstra lang tid til at forberede sig på næste løbsweekend, der forhåbentlig bliver afviklet engang i maj måned. 

[siteorigin_widget class=”WP_Widget_Media_Image”][/siteorigin_widget]

Fik du læst?