Fokus på frivilligt arbejde:

Dragør Lydavis

Dragør Lydavis, der indtales af frivillige, er under coronakrisen flyttet fra Dragørs Aktivitetshus i Wiedergården til køkkenbordet hos Wiebke Zickert, der er en af tovholderne bag avisen

Af Birgit Buddegård

Dragør Lydavis formidler de lokale nyheder, indlæg og læserbreve fra Dragør Nyt – hver uge. Den indlæses af frivillige, der har fået stillet et lokale i Dragørs Aktivitetshus til rådighed i en ende af huset, hvor der ikke er forstyrrende lyde udefra, når lydavisen indtales. Men coronakrisen har lukket aktivitetshuset, og da de frivillige synes, at lokale nyheder er vigtige, har de flyttet produktionen af lydavisen hjem til køkkenbordet hos Wiebke Zickert, der er en af fire tovholderne bag avisen.

Hver onsdag mødes derfor tre frivillige hos Wiebke Zickert, hvor de fra hver sin ende af køkkenbordet – med behørig afstand imellem sig – sørger for, at lydavisen kan komme ud til sine lyttere, fortæller Wiebke Zickert til Dragør Nyt.

(Artiklen fortsætter efter billeder).

Produktion af lydavisen er i fuld gang i det midlertidige studie. Fra venstre ses Flemming Nielsen, Wiebke Zickert og Winnie Walløe. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Produktion af lydavisen er i fuld gang i det midlertidige studie. Fra venstre ses Flemming Nielsen, Wiebke Zickert og Winnie Walløe. Foto: Hans Jacob Sørensen.

Stort frivilligt engagement

Wiebke Zickert fortæller, at Dragør Lydavis oprindeligt lå i bibliotekets regi og blev indtalt af en skuespiller. Det var dog både dyrt – og tog så lang tid, at avisen ofte først kom ud til sine brugere efter en uge – så da kommunens budget i 2017 krævede besparelser, blev lydavisen skåret fra.

Det varede dog ikke længe, før der blev indkaldt til stormøde, hvor omkring 50 mennesker dukkede op, fortæller Wiebke Zickert, og det endte med, at lidt over 20 meldte sig til på frivillig basis at indtale lydavisen. Der er løbende både frafald og tilgang, oplyser Wiebke Zickert og fortæller, at de i øjeblikket er 16 frivillige, der er delt op i fire grupper, hver med en såkaldt tovholder. 

Lidt kringlet procedure

Wiebke Zickert fortæller, at to af de frivillige klipper Dragør Nyt – i papirudgaven – i stykker, så oplæsningen kan sættes sammen, så blinde kan navigere i den.

Lydavisen er altid opdelt i 14 faste punkter – blandt andet redaktionelt stof, læserbreve, kommunal information etc. Alle punkter er faste, og er der ikke noget at oplyse om et punkt, så er det det, der indlæses. Det gælder for eksempel punktet, der omhandler kommende arrangementer, hvor der jo i disse coronatider ikke er noget at bemærke, siger Wiebke Zickert. 

Normalt indlæses også cafémenuen på Wiedergården – noget brugerne efterspørger, fortæller Wiebke Zickert – men her er i sagens natur heller ikke noget at indlæse for tiden.

Winnie Walløe læser nyhederne op. Foto: Hans Jacob Sørensen.
Winnie Walløe læser nyhederne op. Foto: Hans Jacob Sørensen.

En høreværdig avis

Wiebke Zickert fortæller også, at de ud over at indlæse billedteksterne fra Dragør Nyt også beskriver, hvad der er på billederne. Ofte – ikke mindst ved større arrangementer – er det billederne, der taler, mere end teksten, konstaterer hun. Og der gør de sig umage for at give lytterne en god beskrivelse af, hvad der foregår.

De laver også en indledningsklumme, hvor de fortæller lidt på tværs om, hvad der sker herude – for eksempel har de i coronatiden fortalt om fællessang i Engparken, og de finder også aktuelle ting fra de sociale medier og læser ind.

I coronatiden har de også sakset lidt fra andre lokalaviser og har indlæst nogle af lokalarkivets publikationer, siger Wiebke Zickert.

Med smil i stemmen fortæller Wiebke Zickert, at de en gang imellem tager ud med »reportagevognen« – aktuelt har de været ude og optage fællessangen i Engparken. Og ved kommunalvalget lavede de interviews med politikerne. 

Gratis tilbud for alle med lyst

Wiebke Zickert beretter, at i tidernes morgen kom lydavisen via Dansk Blindesamfund og krævede en speciel maskine til afspilning. Sådan er det ikke i dag, hvor lydavisen indtales på en cd, der kan afspilles af alle. Hun siger videre, at der i øjeblikket er 14 abonnenter, og hun understreger, at de gerne vil have flere.

Der er ingen kriterier for at modtage lydavisen – den retter sig ikke alene mod blinde og svagtseende, også for eksempel ordblinde eller personer med parkinsonsyge kan have glæde af lydavisen.

De frivillige bag Dragør Lydavis har lavet foldere, som de blandt andet har lagt hos frisører og fodterapeuter for at gøre opmærksom på lydavisen – og de deler gerne flere ud – ligesom de deltager i Frivillig Fredag, fortæller Wiebke Zickert.

Abonnenterne modtager en cd med lydavisen, som nogle af de frivillige cykler rundt og afleverer til abonnenterne. 

Dragør Lydavis kan også høres på wiedergaarden.dk – Dragørs Aktivitetshus’ hjemmeside. 

I 2018 modtog Drag-ør Lydavis Dragørs Handicappris for deres store arbejde med at sætte fokus på lige muligheder for alle. 

Se yderligere informationer på www.wiedergaarden.dk/lydavis
Tilmelding på e-mail: informationen@wiedergaarden.dk

Fik du læst?